Tredagesfeber (3 dages feber) er en børnesygdom, der oftest rammer babyer, som er yngre end 2 år, og ældre end 6 måneder (sygdommen kan dog i sjældne tilfælde også ramme personer i helt op til 18-års-alderen). Sygdommen kan kendes ved at den forårsager en høj feber, som varer i et par dage, efterfulgt af et meget særpræget udslæt på huden. Nogle babyer bliver kun ramt af et meget mildt tilfælde af 3-dages-feber, og udviser derfor aldrig symptomer på sygdommen, mens andre børn bliver alvorligt syge og oplever alle symptomerne.
3-dages-feber er forårsaget af to meget almindelige vira. Virusserne tilhører underkategorien af herpes-virusser, på trods af at de altså ikke forårsager forkølelsessår eller infektioner i kønsdelene (som den konventionelle herpes-virus, Herpes Simplex-virus, ellers fører til). Tredagesfeber-virussen smitter typisk ved kontakt med små dråber af væske fra næsen eller munden på en allerede-smittet person, hvilket typisk forekommer i forlængelse af at personen griner, taler, nyser eller hoster.
Hvis barnet har haft feber på det seneste, og nu har et pletvist rosenrødt udslæt på huden, kan det tyde på, at barnet er blevet smittet med tredagesfeber (Roseola). Faktisk spreder sygdommen sig for det meste fra inficerede personer, der ikke udviser symptomer på at have sygdommen, og derfor kan ofte have svært ved at kortlægge smittekilden med sikkerhed.
'3 dages feber' er normalvis ikke livsfarlig eller lignende. I meget sjældne tilfælde kan en høj feber forårsage en del følgeproblemer for barnet, som kan kræve en mere omfattende behandling. Men ellers vil behandlingen typisk bestå af at barnet får sovet, bliver hydreret (opretholder væskebalancen) samt eventuelt febernedsættende medicin.
Sygdommen kan smitte. Infektionen spreder sig når børn, der i forvejen er smittet med virussen, taler, nyser eller hoster, eftersom de derved sender små dråber af mundvand ud i luften, som andre personer kan inhalere. Dråberne kan også lande på overflader, som øvrige børn kan røre ved, hvorefter de rører ved deres næse el. mund, hvorved de bliver inficeret med virussen.
Det er dog vigtigt at huske på, at virussen kun er smittefarlig i feber-fasen, mens den ikke kan sprede sig i udslæts-fasen. Det vil sige, at hududslættet alene ikke kan smitte, hvorfor man sagtens kan have fysisk kontakt med barnet, uden selv at blive smittet.
Sygdommen kan også sprede sig via fækal-oral smitte; når et inficeret barn ikke vasker sine hænder efter at have været på toilettet (eksempelvis). Eftersom et barn er smittefarligt for sine omgivelser længe før det udviser symptomer, er der desværre ikke meget man gøre for at forhindre en tidlig smitte.
Hvis barnet kommer i kontakt med virussen, tager det normalvis 1-2 uger før symptomerne begynder at melde sig - såfremt de overhovedet melder sig. Det er nemlig muligt at blive smittet med sygdommen uden at udvise øjensynlige symptomer på at man er blevet smittet (dvs. man er blevet smittet med en meget mild form for tredagesfeber).
De fleste børn bliver ramt af en mild infektion i de øvre luftveje, efterfulgt af en høj feber (typisk højere end 39,5 °C) som varer i gennemsnitligt tre dage, selvom den sagtens kan vare op til 8 dage. Den pludselige temperaturstigning kan være de første tegn på tredagesfeber, og forekommer ofte inden man overhovedet opdager at barnet er blevet sygt. I forlængelse af feberen får nogle børn en øm hals, en næse som løber i vand samt en hoste. Sommetider hæver lymfeknuderne i halsen op.
Efter at feberen har lagt sig, vil der opstå et rosenfarvet udslæt på overkroppen, nakke-hals-regionen og armene. Udslættet består af mange små lyserøde prikker eller områder. Udslættet er typisk 'affladet' og buler dermed ikke ud, selvom de i sjældne tilfælde godt kan udbule som akne (bumser), hvorved de betegnes som knopper. Der kan opstå en lys ring, som omkranser nogle af knopperne (el. pletterne) - såfremt man trykker på denne, vil ringen typisk blive endnu lysere (nærmest hvid).
Typisk begynder udslættet på brystet, ryggen og maven, hvorefter det spreder sig til halsen og armene. Sommetider spreder udslættet sig yderligere til benene og ansigtet. Selve udslættet er hverken kløende eller ubehageligt, og kan vare i alt mellem et par timer til flere dage, før det endeligt forsvinder. Udslættet er ikke kløende, og kan vare i op til et par dage.
Herudover bør man holde sig for øje, at et barn med tredagesfeber kan udvise unormal adfærd; hyperaktivitet eller problemer med at forholde sig i ro, samt evt. have en nedsat appetit. Men i langt de fleste tilfælde af sygdommen, opfører barnet sig ganske normalt. I sjældne tilfælde, kan barnet opleve at få en øm hals, mavesmerter, opkast og tynd afføring (diarré).
Den pludselige feber kan sommetider forårsage feberkramper (sammentrækninger forårsaget af en høj feber) hos omkring 10-15% af unge babyer med tredagesfeber. Symptomerne på feberkramper er ubevidsthed, 2-3 minutters spjætten eller sammentrækninger af ben, arme eller ansigt smusklerne samt kontroltab af blæreren eller endetarmen.
Trods disse feberkramper kan virke skræmmende for forældrene, er de sjældent farlige eller alvorlige. Heldigvis opstår feberkramperne kun i meget få tilfælde. Såfremt ens barn får feberkramper, kan det være en god idé at time (tage tid på) episoden, eftersom familielægen vil være meget interesseret i at vide, hvor længe kramperne stod på.
Feberkramperne, der i virkeligheden er kontrolløse muskelspasmer, varer typisk 1-3 minutter. De er affødt af det pludselige temperaturstigning i kroppen. Efter feberen er gjort sit indtog (og man dermed har en høj kropstemperatur), er risikoen for at opleve feberkramperne meget lille.
Det er altid en god idé at kontakte lægen, så snart barnet begynder at få feber eller udslæt på huden. Lægen vil naturligvis spørge ind til barnets symptomer og - alt afhængigt af barnets alder og symptomer - anbefale at man kommer ind til en konsultation.
3 dages feber er generelt en forholdsvis harmløs viral infektion. Ligesom enhver anden sygdom, der forårsager feber, kan den medføre feberkramper, som blot er ukontrollable muskelspasmer, der varer i op til tre minutter. Når først man har opdaget barnets høje temperatur, er risikoen for feberkramper dog betydeligt mindsket. Hvis barnet dog har uforklarlige kramper, bør man naturligvis kontakte en læge øjeblikkeligt. Man bør især kontakte en læge, såfremt en eller flere af følgende faktorer gør sig gældende:
Hvis babyens immunforsvar er svækket, og det kommer i kontakt med en personer, der er smittet med tredagesfeber, bør det blive tilset af en læge. barnet kan nemlig have behov for at blive overvåget, med henblik på at opdage den mulige infektion, der for immunsvækkede kan være farligere end for et ganske almindeligt spædbarn.
Personer med et svækket immunforsvar kan være dem, der for nyligt har undergået en transplantation af knoglemarv eller et organ. Personer med et svagt immunforsvar, der pådrager sig sygdommen, kan potentielt blive ramt af meget alvorlige komplikationer i forlængelse af infektionen (herunder lungebetændelse eller hjernebetændelse).
Du bør aftale en tid hos dit barns læge, såfremt dit barns udslæt ikke forsvinder efter et par dage, eller hvis barnets feber har stået på i længere end tre dage (eller hvis feberen overstiger 39,4 grader celsius). Herunder følger en del relevant information, der kan hjælpe dig med at forberede dig på lægekonsultationen.
Herunder følger en række grundlæggende spørgsmål, som du kan stille lægen omkring tredagesfeber. Hvis du har yderligere spørgsmål, skal du ikke være tilbageholdende på nogen måde.
Ælde spædbørn er mest i farezonen for at pådrage sig tredagesfeber, eftersom de endnu ikke har haft tid til at udvikle egne antigener mod alverdens vira. Mens børnene opholder sig i livmoderen, modtager de antigener fra moderen, der beskytter dem mod at blive smittet med en infektionssygdom, såsom tredagesfeber. Men denne immunitet aftager med timen. Typisk er det børn mellem 6 og 15 måneder gamle, der bliver smittet med sygdommen.
Diagnosen stilles generelt ved at der foretages en fysisk undersøgelsen af lægen, kombineret med en eventuel gennemgang af barnets sygdomshistorik. En diagnose af trefebersyge er ofte usikker indtil at feberen er aftaget, samt at udslættet er opstået. Derfor vil lægen normalvis teste for øvrige infektioner, for at kunne udelukke disse, i mellemtiden.
Lægen vil kunne kende forskel på en tredagesfeber og en almindelig feber, der tilfældigvis er efterfulgt af et hududslæt. Lægen vil i nogle tilfælde anvise forældrene om, at de bør holde øje med et eventuelt hududslæt, i forbindelse med at de behandler barnet for feberen. Den endelige diagnose kan enten stilles ved at det karakteristiske udslæt viser sig, eller - i nogle tilfælde - ved at lægen tager en blodprøve, der tester positivt for antigener mod virussen.
Der findes ikke nogen decideret målrettet for behandling mod tredagesfeber; ligesom det forholder sig med de fleste virus-sygdomme. Sygdommen skal bare have lov til at 'have sin gang'. Det vigtigste man kan gøre er, at sørge for at barnet får en tilstrækkelig mængde søvn, ro og væsker (for at forebygge en eventuel dehydrering).
Alt efter hvor utilpas barnet føler sig, kan lægen vælge at tilråde en behandling med smertestillende, febernedsættende og anti-inflammatorisk medicin. Man bør aldrig give barnet medicin indeholdende det aktive stof Acetylsalicylsyre (Aspirin, Magnyl, Kodimagnyl eller Treo), eftersom dette kan forårsage Reyes syndrom, som er en sjælden og potentielt livsfarlig sygdom.
Sygdommen kræver ikke nogen professionel behandling. Hvis man reelt vil behandle sygdommen, vil behandlingens fokus være på at sænke feberen. Antibiotika kan ikke kurere sygdommen, da det ikke er en bakterie, som har forårsaget den, men rettere en virus. Hvis et barn er blevet smittet med tredagesfeber, anbefales det at man holder barnet hjemmet indtil feberen har været aftaget i 24 timer, samt at barnet har fået det bedre.
Eftersom der ikke findes nogen vaccine mod virussen, er det bedst man kan gøre netop, at forhindre virussens indtog. Dette gøres bedst ved at man ikke udsætter sit raske barn for et samvær med et sygt barn. Ligeledes bør man holde sit barn hjemme, såfremt det er sygt.
Man kan dog sørge for at alle personer i husstanden, og øvrige som har kontakt med barnet, vasker hænder ofte og grundigt (dette er sågar en god idé i feber-fasen, eftersom man ikke ved med sikkerhed, at der er tale om tredagesfeber, før man opdager det kendetegnende udslæt).
De fleste mennesker har dannet antistoffer mod sygdommen inden de når skolealderen, hvorved de er fuldkommen immune over for at blive smittet en anden gang. Trods dette, bør man stadig sørge for at alle i en husstand opretholder en god hygiejne, såfremt én i husstanden bliver smittet. Dette sikrer at sygdommen ikke spreder sig til en person, der endnu ikke har udviklet immunitet mod den.
For at være på den helt sikre side, bør man holde barnet eller børnene hjemme fra dagplejen, vuggestuen eller børnehaven, når de har feber. Såfremt det karakteristiske udslæt viser sig, vil det være en god idé at holde børnene hjemme indtil udslættet er væk, til trods for at de er mindre smitsomme når de har nået udslæts-fasen, sammenlignet med feber-fasen.
Vokse personer, der aldrig har haft sygdommen før, kan naturligvis pådrage sig den på ethvert tidspunkt. Sygdommen optræder dog typisk kun i meget mild form blandt ellers raske voksne. Dog skal man huske på, at en smittet voksen kan smitte småbørn med virussen, selvom den voksne ikke vidende om, at den har pådraget sig sygdommen.
Nogle forældre benytter sig af et lunkent karbad, i forsøget på at afhjælpe febertilstanden hos babyen. Der er dog ikke nogle videnskabelige beviser på at denne metode rent faktisk er effektiv. Faktisk kan karbad gøre et barn utilpas sommertider. Man kan i hvert fald aldrig give barnet et iskoldt bad, eller vaske med det med en desinfektionssprit.
I forhold til at forhindre en dehydrering hos børn i kølvandet på feberen, bør man fremme børns væskeindtagelse. Dette kan foregå ved at give dme vand, juice eller væskebalance-oprettende produkter. Herudover kan brystmælk også være et hydrerende alternativ til vand.