Nyrerne er et par små (omtrentligt på størrelse med en næve), bønne-formede organer, der sidder i siderne under det laveste ribben. Deres job er at filtrere giftstoffer fra blodet og opretholde væskebalancen samt saltbalancen i kroppen.
Nyrerne er vigtige, da de hjælper med nedbrydningen og optagelsen af visse madtyper, stoffer (herunder medicin), vitaminer, kosttilskud, tilsætningsstoffer og overflødig væske. Så snart nyrerne ikke længere er funktionsdygtige, vil der begynde at blive oplagret giftige biprodukter (affaldsstoffer) i store mængder. Affaldsstofferne produceres i kroppen, som sideresultat af nogle almindelige processer som nedbrydning af væv, fordøjelse af mad, osv. Desuden er nyren meget afgørende for at kunne regulere kroppens mængder af mineraler, som fx calcium (kalk), natrium og kalium. Herudover producerer den også visse hormoner, der spiller vigtige roller for kroppens funktioner:
Et nyresvigt forekommer når nyrerne enten delvist eller fuldkommen ikke er i stand til at filtrere vand og affaldsstoffer fra blodet. En oplagring af toksiner, som ellers normalt bliver udskilt fra kroppen pga. nyrerne, kan derefter forvolde alvorlige helbredsproblemer. Akut nyresvigt kan ske lige pludseligt. Akut nyresvigt udvikler sig hurtigt over et par timers eller et par dage.
Tilstanden er mest udbredt blandt folk, der allerede er blevet indlagt af alvorlige årsager, og specielt blandt personer i kritiske tilstande. Akut nyresvigt forekommer hos mere end 5% af personer som indlægges på intensivafdelingerne. Et akut nyresvigt kan potentielt være dødeligt og kræver derfor en intensiv behandling. Akut nyresvigt er dog reversibelt (kan omvendes) såfremt man ellers er i god helbredsmæssig tilstand.
Kronisk nyresvigt forekommer derimod når en sygdom forårsager en langsom nedbrydning af nyren. Ved kronisk nyresvigt foregår beskadigelsen over flere års tid, og ofte giver symptomerne sig ikke til kende før nyrens funktionsniveau er reduceret til mindre end en tiendedel af en rask nyres. De hyppigste årsager til hvorfor folk får kronisk nyresvigt indbefatter sukkersyge, højt blodtryk, nyrebetændelse, blærekræft, cystenyrer (polycystisk nyresygdom) og forlænget blokade af urinvejen grundet fx forstørret prostata, nyresten og visse former for kræft.
Man inddeler årsagerne til akut nyresvigt i 3 overordnede kategorier
Prærenalt akut nyresvigt er den mest hyppige form for akut nyresvigt, da denne type udgør 60-70% af alle tilfælde. Tilstanden er forårsaget af at nyrerne ikke modtager tilstrækkeligt blod til at filtrere. Følgende sygdomme eller tilstande kan forårsage prærenalt akut nyresvigt:
Der forekommer ikke nogen egentlig skade mod nyrerne tidligt i det prærenale akutte nyresvigt. Med den rette behandling kan man som regel omvende tilstanden. En forlænget periode med nedsat blodtilstrømning til nyrerne kan dog føre til varige skader på nyrernes væv, hvorfor behandlingen bør startes hurtigst muligt.
Postrenalt akut nyresvigt kaldes også nogle gange for urinretention, da tilstanden er affødt af at urinvækstrømningen fra nyrerne er blokeret. Hermed kan nyrerne ikke udskille urinen, hvorfor det hober sig op i nyrerne og eventuelt en del af urinlederen (røret mellem nyrerne og blæren). Denne form for akut nyresvigt er den med sjældent forekommende, eftersom kun 5-10% af personer med akut nyresvigt lider af postrenale komplikationer. En blokade af en eller begge af urinlederne kan være forårsaget af følgende sygdomme og tilstande:
Desuden kan urinblærens volumen eller holdeevne også påvirkes af følgende tilstande:
Behandlingen vil bestå af at man fjerner hindringen af urinstrømningen. Efter dette problem er løst vil nyrerne oftest genoprette deres normale funktionsniveau efter 1-2 uger, såfremt der ikke har udviklet sig en betændelse af nyren eller øvrige komplikationer problemer.
Renalt akut nyresvigt er den mest komplicerede form for nyresvigt. Mellem 25-40% af alle tilfælde af nyresvigt kategoriseres som værende renal. Renalt akut nyresvigt er tilvejebragt af problemer med filtreringen i selve nyren, problemer med blodforsyning til nyren og problemer med det væv i nyrerne, som er ansvarligt for at bearbejde salte og væske. Tilstande, der forårsager renalt nyresvigt indbefatter følgende:
Glomeruli, der udgør filtreringssystemet i begyndelsen af nyrens indgang kan blive beskadiget af adskillige grunde, herunder infektioner. Betændelsen, som opstår grundet en beskadigelse vil typisk hindre nyren i at udføre sit arbejde optimalt, og dermed svække nyrens funktionalitet. En meget almindelig årsag til beskadigelse af Glomeruli er betændelser i svælget eller halsbetændelse. Bakterierne fra disse infektioner kan beskadige nyrerne filtreringssystem. En glomerulus er et filter, der består af tynde kapillærer i en form, der ligner en bylt af sammenfiltret garn. Dette filter er ansvarligt for at frafiltrere opløste stoffer og vand. Når dette filter bliver beskadiget pga. en sygdom, vil urinen bliver mørk i farven (som te og cola), samtidig med at man oplever rygsmerter.
Hvis man producerer mindre urin end sædvanligt, har blod i urinen, højt blodtryk eller hævede lemmer (vandophobning) kan det være at man lider af Glomerulonefrit. Behandlingen for sygdomme i filtreringssystemet i nyren vil oftest bestå af medicinbehandlinger. Såfremt nyren svigter groft, og ikke længere er tilstrækkeligt funktionel, kan en dialysebehandling igangsættes for at mindske risikoen for livsfarlige situationer. Dialysebehandlingen kan fjerne affaldsstofferne fra blodet, der eller ikke ville forlade systemet uden en aktiv nyre.
GlBetegnelsen dækker over et pludseligt faldt i nyrefunktion, forårsaget af en betændelse af nyrevævet uden for filtrene, der er ansvarligt for at håndtere salte- og væskebalancen.
Nyrernes rørsystem, hvor urinen koncentreres er beskadiget og kan derfor ikke fungere normalt. Shocknyre er typisk slutresultatet af andre nyresygdommes påvirkning. Rørsystemet er en meget spinkel struktur, der er ansvarlig for en stor del af nyrernes filtreringsfunktion. Når der forekommer et nyreshock, begynder cellerne fra rørsystemet at blive dysfunktionelle og dø.
Der er en del faretegn og symptomer man bør være opmærksom på, som kan være indikatorer for at man lider af nyresvigt. Man bør øjeblikkeligt kontakte en sundhedsfaglig ekspert (oftest læge) hvis man oplever minimum en af disse symptomer:
Generelt bør man altid opsøge en læge med henblik på at behandle underliggende årsager til akut nyresvigt, herunder diabetes, for højt blodtryk og højt kolesterol. Hvis en kvinde er gravid, og samtidig har en mistanke om, at hun lider af en form for nyresvigt, bør hun opsøge lægehjælp omgående.
Følgende tilstande/symptomer er indikatorer for at et nyresvigt er kritisk, og sandsynligvis har udviklet sig til et af de meget alvorlige stadier (4 og 5). Hvis man oplever disse symptomer, bør man opsøge nærmest skadestue eller vagtlæge:
Kreatinin og urinstoffer i blodet kan være med til at give et fingerpeg om nyrernes overordnede helbredstilstand. Kreatinin er et stof der dannes når muskelvæv bliver nedbudt. Urinstofferne dannes når protein nedbrydes i kroppen. Hvis niveauerne for disse to stoffer er forhøjede i blodet, er det et tegn på at nyrernes funktion er forværrede. En laborant eller læge kan udregne en anslået filtreringstid for nyrerne ud fra blodprøverne. Det er meget vigtigt at være opmærksom på graden af nyresvigtet og nyrens filtreringsevn. Nyresvigtets stadie bruges af lægen til at vurdere hvilket yderligere test der skal aflægges, samtidig med at der dannes et grundlag for sammensætning af en behandlingsplan.
Salte og syre-baser bør være i balance. En dysfunktionel nyre forårsager ubalance i kroppens salte (især kalium, fosfat og calcium). Et højt indhold af kalium i kroppen (hyperkaliæmi) er en meget farlig stadig. Syre-basernes bestand i blodet bliver også ændret markant, når en nyre ikke fungerer ordenligt. En nedsat produktion af den aktive form for D-vitamin kan føre til et meget lavt indhold af calcium i blodet. Hvis nyren ikke er i stand til at udskille fosfat kan niveauer i blodet blive meget høje. Desuden kan blodets indhold af hhv. testiklernes og æggestokkenes hormoner komme ud af balance.
Ultralydsscanninger bruges ofte til at diagnosticere nyresygdomme. En ultralydsscanning er ikke indgribende på nogen farlig måde. En beskadiget nyre er typisk skrumpet i størrelse, hvis årsagen til beskadigelsen er et akut nyresvigt. Dog kan nyren også være normal i størrelse eller sågar større end normalt (i tilfælde af cyster i nyren, diabetes og amyloidosis). Ultralydsscanninger kan også bruges til at diagnosticere en eventuel urinvejssygdom og nyresten samt til at vurdere nyrens blodtilstrømning.
En vævsprøve af nyren (biopsi) er nogle gange en nødvendighed, hvis de øvrige tests ikke har tegnet et klart billede af årsagen til det akutte nyresvigt. Vævsprøven foregår ved at man foretager en lokalbedøvelse, og fører en nål gennem huden og ind til nyren. Proceduren kræver typisk ikke at man bliver indlagt. Vævsprøven bliver sendt til laboratorisk undersøgelse med henblik på at fastslå årsagen og graden af nyresvigtet.
Man kan ikke kurere en akut nedsat nyrefunktion. Man kan dog tage sig nogle tiltag for henholdsvis at bremse sygdommens udvikling, behandle de bagvedliggende årsager til nyresvigtet, behandle de følgesymptomer sygdommen har medført og eventuelt erstatte nyren med en transplanteret nyre. En læge vil med stor sandsynlighed anbefale medicin der sænker kolesterol-niveauet. Folk med akut nyresvigt oplever ofte høje niveauer af det dårlige kolesterol i blodet, hvilket kan øge risikoen for at man bliver ramt af en hjertekarsygdom.
Lægen vil sandsynligvis anbefale calcium og D-vitamin kosttilskud, for at undgå svækkelse af knoglerne og minimere risikoen for knoglebrud. Man kan også tage medicin der sænker fosforindholdet i blodet, og dermed beskytte blodårerne fra at pådrage sig en åreforkalkning. Tiltag for at bremse udviklingen af sygdommen og at behandle årsagerne vil bl.a. består af følgende:
Lægen vil naturligvis anbefale kost, der er lav på fosfat, hvis blodet indeholder for stor mængde af stoffet. Hvis ikke fosfatindtager via fødevarer kan kontrolleres i tilstrækkelig grad, kan det være nødvendigt at man får ordineret noget fosfatbindende medicin. Når man tager det fosfatbindende medicin i kombination med fosfatholdende mad, vil midlet binde sig til fosfatet inden stoffet udskilles i blodbanen. Alle fosfatbindende midler kan føre til forstoppelse, svimmelhed, opkast og forandringer i afføringen. Desuden kan fosfatbindere interferere med andre medicintyper, hvis de tages på samme tid. Man bør derfor altid rådføre sig hos lægen for at høre om medicinen kan kombineres med øvrige medikamenter man benytter sig af.
D-vitamin mangel er meget almindeligt blandt folk med akut nyresvigt. Problemet løses i første omgang med at man sørger for at kroppens har tilstrækkelige mængder D-vitamin i sig hele tiden. Lægen vil typisk vælge af anbefale et D-vitamin kosttilskud, der kan købes som håndkøbsmedicin, eller i nogle tilfælde et meget stærkt D-vitamin præparat, som kræver en recept. Receptpligtige D-vitamin præparater ordineres kun i de tilfælde hvor man har væsentligt lave D-vitamin værdier.
I tilfælde hvor det akutte nyresvigt bliver værre, vil lægen normalvis vælge af udskrive recept på aktive former for D-vitamin. Disse medicintyper bruges til at kontrollere udskillelse/produktionen af Parathyroideahormon når både genoprettelsen af det naturlige D-vitamin, administreringen af calcium kosttilskud og kontrollen med fosfat i blodet er slået fejl.
Brugen af den aktive form for D-vitamin kan føre til et for højt indhold af calcium i blodet. Symptomerne på hypercalcæmi manifesterer sig i form af træthed, koncentrationsbesvær, tab af appetit, kvalme, opkast, forstoppelse, tørst, forøget vandladning og vægttab. Bivirkningerne indbefatter diarré, kvalme, hævelse, allergiske reaktioner, virusinfektioner, højt blodtryk, halsbetændelse og svimmelhed. Lægen vil anbefale at man aflægger blodprøver jævnligt, for at holde øje med nyrefunktionen, calcium, fosfat og parathormon (Parathyroideahormon).
Diuretikum eller vanddrivende medicin kan kontrollere hævelsen, blodtrykker og/eller blodets indhold af kalium. Vanddrivende midler er alle forskellige mht. udskilning af salte og vand. Typisk bivirkninger ved brug af vanddrivende midler er hyppig vandladning, dehydrering, muskelkramper, svækkelse, uregelmæssig hjerterytme, ubalance af salte, svimmelhed og allergiske reaktioner. Faktisk kan vanddrivende midler også føre til en nedsat funktionalitet i nyrerne, hvis væsken forsvinder ud af kroppen alt for hurtigt.
At man opretholder et sundt blodsukkerniveau i tilfælde af sukkersyge er meget væsentligt. Diabetikere, som ikke sørger for at kontrollere blodsukkeret og regulere det, vil have større sandsynlighed for at opleve problemer med sukkersygen samt eventuelt kronisk nyresvigt. Folk med nyresvigt kan opleve af blodtrykket pludselig bliver højere.
Lægen kan anbefale nogle medicinpræparater, som kan sænke blodtrykket og dermed bevare nyrerens funktionsniveau. Blodtryksmedicin kan i begyndelsen nedsætte nyrefunktionen og ændre saltbalancen i kroppen, hvorfor det kan være nødvendigt at man kommer jævnligt til blodprøvekontrol med henblik på at overvåge tilstanden. Lægen vil typisk samtidig anbefale et vanddrivende middel og en kostplan, som er lav på salt.
Et normalt blodtryk kan hjælpe med at bremse forværringen af nyrernes tilstand. Det anbefales at holde blodtrykket under 130/80 mm Hg. Hvis man lider af en i forvejen forringet nyrefunktion (nyreinsufficiens), anbefales det at man anskaffer sig en blodtryksmåler, og jævnligt holder øje med blodtrykket derhjemme. Blodtryksmedicin kan have en gavnende effekt på at beskytte nyrerne mod yderligere skader. En revidering af madvanerne er fuldkommen essentiel, når man ønsker at forebygge en forværring af nyrernes tilstand. Det bør gøres i samråd med en diætist og sundhedsfaglig person.
Komplikationerne som følger i kølvandet på et akut nyresvigt kan også kræve en behandling. Sådan en behandling er dog ikke kurerende for nyrerne, men nærmere specifikke behandlinger, der er rettet mod symptomerne og problemerne med nyresvigt. Det er typisk at væskebalancen bliver forstyrret, når man lider af en nyresygdom. Dette manifesterer sig ved hævelser af kropsdele. I meget kritiske faser af akut nyresvigt, vil man opleve, at der kan ophobe sig væske i lungerne og dermed forårsage vejrtrækningsbesvær.
Anæmi er meget almindelige i forbindelse med akut nyresvigt. De to mest hyppige årsager til at folk udvikler anæmi fra nyresvigt er jernmangel og mangel på erythropoietin (EPO). Hvis man er anæmiker vil lægen foretage en del tests med henblik på at vurdere om anæmien er affødt af det akutte nyresvigt eller afstedkommet af andre årsager. Desuden kan man risikere at kroppens syrebeholdning bliver for høj, fordi nyren ikke nedbryder syrerne. Dette kan føre til at man nedbryder proteiner, får betændelser og knoglesygdomme. Hvis tilstanden er meget markant, vil en læge bruge medicin til at korrigere problemet.
Knoglesygdomme udvikler sig jævnligt i forbindelse med nyresvigt. Nyrerne har til opgave af udskille fosfat fra kroppen og bearbejde D-vitamin til sin aktive form. Hvis man har høje niveauer af fosfat og mangler det aktive D-vitamin, kan man risikere at kroppen overproducerer Parathyroideahormon - dette hormon og adskillige andre ændringer i kroppen kan føre til at man udvikler en knoglesygdom. Behandlingen for en sådan knoglesygdom vil oftest være rettet mod at håndtere kroppens niveauer af calcium, fosfat og parathormon.
Når nyrerne ikke længere kan filtrere affaldsstofferne og kroppens væskebalance på egen hånd, og man har udviklet et komplet eller nær-komplet nyresvigt, så har man et nyresvigt i 5. stadie. I sådan et tilfælde har man akut brug for enten dialyse eller en nyretransplantation. Planlægningen af dialysebehandling foregår allerede på 4. stadie af et nyresvigt.
De fleste personer er både egnet til hæmodialyse og Peritonealdialyse - der er forskelle på disse behandlingstypers udfald. En læge eller fagperson vil drøfte mulighederne og hjælpe med at nå frem til den bedst mulige dialysetype, der bedst tilgodeser personlige og medicinale behov. Det er oftest bedst at vælge en dialysetype efter hvilken der passer ind i livsstilen, daglige aktiviteter, tidsplanlægningen, afstand til dialysemaskinen, støtteterapi samt personlige præferencer.
Dialyse er en kunstig fjernelse af affaldsstofferne og regulering af salt- og væskebalancen. Det foregår med et teknisk apparat, der tilkobles blodomløbet. Lægen vil overvejede adskillige faktorer, når vedkommende anbefaler en opstart af dialysebehandling. Disse parametre består af laboratorieresultaterne, nyrernes filtreringsevne, ernæringstilstanden, væskebalancen, symptomerne samt risiko for yderligere komplikationer i fremtiden. Dialysebehandlingen startes ofte op inden symptomerne begynder at være meget markante, samt før der eksisterer en risiko for livsfarlige komplikationer.
Der findes to former for dialyse: Hæmodialyse (hjemme eller på sygehus) samt Peritonealdialyse.
Hæmodialyse består af at man cirkulerer blodet gennem et filter (dialyserer) via en dialysemaskine. Dialyse er en kunstig fjernelse af affaldsstofferne og regulering af salt- og væskebalancen. Det foregår med et teknisk apparat, der tilkobles blodomløbet.
Hæmodialyse kan foregå på en dialyseafdeling eller derhjemme. Hvis det foregår på sygehuset, tager processen normalvis 3 til 5 timer, og skal udføres 3 gange ugentligt. Man behøver ikke nødvendigvis være indlagt i en længere periode, hvis man blot skal have foretaget en hæmodialyse. Nogle centre eller sygehuse kan tilbyde en hæmodialyse-behandling, som foregår hen over natten imens man sover. Lange nattebehandlinger er ofte grundigere, og medfører dermed en forbedret livskvalitet samt overlevelseschance.
Det er også muligt at foretage hæmodialyse på hjemmefronten i nogle tilfælde. Da skal der bruges en sundhedsfaglig person, som er nøje instrueret samt kvalificeret til at benytte dialysemaskinen. Man kan også instruere familiemedlemmer eller venner i hvordan systemet bør håndteres, trods det typisk ses at en hjemmehjælp foretager dialysen derhjemme. Hæmodialyse derhjemme kan foregå enten 3 gange om ugen, langvarigt under nætterne, eller i korte sessioner i løbet af dagen. Ved at udføre hæmodialysen dagligt og hen over nætterne, får man et meget bedre velvære og bedre kontrol over højt blodtryk, anæmi og knoglesygdomme.
Peritoneal dialyse er en filtreringsform hvor man bruger bughinden som et filter til at rense blodet og fjerne overskydende væske. Peritonealdialyse kan udføres manuelt eller ved at lade en maskine regulere processen hen over natten (automatisk).
En transplantation af nyren fører til det bedste udfald både ift. behandlingens omfang, men også grundet den forøgede livskvalitet. Vellykkede transplantationer forekommer dagligt i Danmark. En transplanteret nyre kan komme fra en levende pårørende (familiemedlem), levende u-familiære donorer eller personer, der er døde (døde donorer).
Blandt personer med diabetes type-1 kan man have stor fordel af at få transplanteret både en ny nyre og en ny bugspytkirtel. Det er dog ikke alle som egner sig til at modtage en ny nyre. Man skal opfylde en række krav for at sikre sig at man er egnet til en transplantation. Desuden er der mangel på organer til transplantation, hvorfor man kan være på en venteliste i noget tid før man tilbydes en ny nyre.
Hvis man har brug for en nyretransplantation skal man undergå en del tests med henblik på at fastslå karakteristika for immunsystemet. Kroppen kan kun adoptere en nyre, der kommer fra en donor med lignende immunologiske egenskaber. Desto mere immunforsvarene for de to personer er ens, desto større er sandsynligheden for langtidsvarende succes efter operationen.
Transplantationer fra levende familiemedlemmer har oftest de bedste udfald. En transplantationsoperation er en stor procedure, og kan generelt godt kræve at man bliver indlagt i 4 til 7 dages tid. Alle der modtager et transplanteret organ skal tage immunsupprimerende medicin for at deres kroppe ikke afviser den nye nyre. Immunsupprimerende midler kræver en nøje overvågning af blodtryk og kan desuden øge risikoen for betændelser og visse former for kræft.
Nyresvigt kan ikke forebygges i de fleste tilfælde. Man kan dog have succes med at beskytte nyrerne fra fremtidige skader, samt bremse fremskridningen af sygdommen ved at håndtere den bagvedliggende tilstand (som fx diabetes og højt blodtryk). Nyresygdomme er ofte meget udviklede til den tid hvor symptomerne begynder at give sig til kende. Hvis man har højt risiko for at udvikle kronisk nyresvigt, bør man opsøge sin læge eller sundhedsperson for at blive screenet for sygdommen.
Hvis man har kroniske sygdomme som fx sukkersyge, højt blodtryk eller højt kolesterol, bør man altid holde sig til den anbefalede behandlingsplan som lægen har lagt. Dette indebærer almindeligvis at man opsøger læge regelmæssigt med henblik på at få evalueret helbredstilstanden. Det er meget vigtigt at man behandler disse sygdomme meget omfattende. Man bør så vidt muligt undlade kontakt med non-steroide antiinflammatoriske midler (NSAID) som eksempelvis ibuprofen, kemikalier og giftstoffer.
Et nyresvigt er en sygdom der kræver at man har jævnlig kontakt med en sundhedsfaglig person. Selvbehandling af tilstanden er ikke opfyldende i tilstrækkelig grad. Der findes en del kostregler man kan leve efter, for at hindre nyrens forværring og fremtidige komplikationer. Processen og kostplanen er meget kompliceret og skal skræddersyes hver enkeltperson, hvilket oftest indbefatter at man modtager vejledning fra både læge og diætist.
Hvis man minimerer sit indtag af protein, kan man nedsætte udviklingen af et nyresvigt. En diætist kan fastslå den passende mængde protein i den daglige kost. I takt med at kroppen nedbryder proteiner fra maden, stiger mængden af restprodukter som nyrerne har til opgave at filtrere fra blodet. For at reducere arbejdsbyrden for nyrerne, vil en læge typisk anbefale at man holder sig til en proteinfattig kost. Diætisten hjælper med at finde sunde alternativer, således man ikke går på kompromis med helbredet og energiniveauet.
Reducer saltindtaget til 2-4 gram dagligt, for at undgå at kroppen holder på væsken samt en udvikling af for højt blodtryk.
Et overdrevent indtag af væsker som vand, sodavand og saft vil ikke ligefrem hjælpe med at undgå nyresygdomme. I nogle tilfælde vil en læge måske anbefale at man begrænser sit indtag af vand.
Man skal især holde sig fra at indtage kalium via kosten, hvis ens nyresvigt har udviklet sig til et af de svære stadier. Da nyrens evne til at fjerne eller nedbryde kalium er svækket - og et højt indhold af kalium i blodet kan føre til en uregelmæssig hjerterytme. Fødevarer, som indeholder kalium i betragtelige mængder tæller eksempelvis bananer, appelsiner, nødder avokadoer og kartofler.
Det er vigtigt at mindske indtaget af fosfat i kosten. Eksempler på fødevarer, der indeholder markante mængder fosfat er æg, bønner, coladrikke og mejeriprodukter. Det er bedst at konsultere en diætist omkring hvilke øvrige dagligvarer, der kan indeholde store mængder fosfat.
Herudover kan man med fordel gøre sig nogle yderligere forbehold for at sikre sig det bedste behandlingsforløb og det potentielt bedste overordnede helbred. Dette inkluderer at man taber sig overflødige kilo såfremt man er svært overvægtig, kvitter rygningen og eller følger lægens behandlingsplan nøje mht. eksempelvis at holde øje med blodtrykket og/eller blodsukkeret (i tilfælde af sukkersyge). Når man lider af nyresvigt, er der visse medicintyper som kan være potentielt giftige for nyrerne, der naturligvis skal undgås eller justeres i dosis. Blandt håndkøbsmedicin advares der mod at benytte sig af følgende medicintyper, medmindre lægen har sagt god for det:
Hvis man lider af sukkersyge, højt blodtryk eller højt kolesteroltal, og disse har været den bagvedliggende årsag til at et kronisk nyresvigt har udviklet sig, bør man fortsat tage sin medicin som den er blevet ordineret af lægen. Desuden bør man opsøge lægen regelmæssigt for opfølgninger på behandlingen.
Når man først lærer at man lider af nyresvigt kan man godt blive målløs og føle sig alene. Det kan være en hård periode at komme igennem i starten, hvorfor man kan gøre følgende: