Astma er en kronisk betændelsessygdom i lungevejen, som er karakteriseret ved løbende blokeringen af luftvejen. En betændelse af luftvejen fører til at musklerne i de små luftrør i lungerne trækker sig sammen (kramper). Typisk giver dette sig til kende ved at man får et hvæsende åndedræt, pibelyde fra lungerne (typisk ved udånding) og hoste.
Astma er en kronisk sygdomen, og resulterer i at luftvejen bliver meget overfølsom og sart. Astmatikere kan få anfald, som er karakteriseret ved ekstrem åndenød, gentagende episoder med hoste, tæthed i brystet og uregelmæssig vejrtrækning. Astma menes at være forårsaget af en blanding af genetiske og miljømæssige faktorer. Disse faktorer påvirker både omfanget af astmaen og dens behandlingseffektivitet.
Der findes et væld af miljømæssige faktorer, som har en indflydelse på udviklingen af astma og de efterfølgende anfald, disse indbefatter allergener (irritanter), forurenet luft og øvrige miljøbundne kemikalier. Rygning under graviditet og efter fødslen er også forbundet med en større risiko for astma-lignende symptomerne.
Dårlig luftkvalitet fra faktorer såsom trafikforurening eller høje ozon-niveauer menes at have en indflydelse på udviklingen af astma og omfanget af astmaen. Hvis man er meget udsat for luftbårne organiske partikler (såsom støvmider fra støv) kan man risikere at udløse astma, man ved eksempelvis at kemikaliet formaldehyd kan udløse astma.
Herudover synes der også at være en sammenhæng mellem ftalater fra PVC og astma blandt børn og voksne. Derudover ved man også, at paracetamol (et almindeligt smertestillende middel) også påvirker udviklingen af astma, især hvis moderen har benyttet sig af medicinen, mens hun var gravid med et foster.
Astma er også i høj grad affødt af kontakt med indendørs allergener. Typiske allergener, som man kan finde inden døre indbefatter støvmider, kakerlakker, kæledyrsskæl og skimmelsvamp. Dog er det ikke sikkert at man kan forhindre astmaen i at opstå, ved at man udelukker disse allergener fra miljøet derhjemme. Visse luftvejsinfektioner, der er virusbaserede, kan også øge risikoen for at et ungt barn udvikler astma.
Familiens genetiske omstændigheder er en risikofaktorer for udviklingen af astma, og mange gener kan spille en rolle. Hvis en enægget tvilling er påvirket af astma, er der omkring 25% risiko for at den anden tvilling over vil udvikle sygdommen. På nuværende tidspunkt kender man til omkring 100 gener, der kan forbindes med astma, blandt forskelligartede befolkninger. De fleste af disse gener relaterer sig til immunforsvaret eller håndteringen af betændelser.
Nogle af de genetiske omstændigheder fører kun til astma, hvis visse miljømæssige forhold tillader det. Der findes eksempelvis et specifikt gen, som fører til en udvikling af astma, såfremt man kommer i kontakt med lipopolysakkarid (som er et stof, der producere af nogle visse bakterier). Man kan udsættelse for lipopolysakkarider, ved at være i kontakt med cigaretrøg, hunde og bondegårde. Dermed påvirkes risikoen for at udvikle astma af både det genetiske bagland og de fysiske rammer.
Børn reagerer ofte på anfaldene ved at kaste op. Faktisk er astmaanfald den eneste måde hvorpå man kan bekræfte at man lider af astma - medmindre man vælger at påvise astma ved at foretage en såkaldt 'provokationstest', som består af at man bliver udsat for et stof som fremprovokerer den allergiske reaktion (også kaldt et allergen).
For de fleste børn og unge er vejrtrækningen slet ikke en udfordring. De trækker vejret ind gennem næsen eller munden, hvor luftrøret åbnes og tillader luften at bevæge sig ned i lungerne. Men børn, som lider af astma, har meget svært ved at trække vejret, fordi deres luftvej er meget følsom.
Astma kan opstå for personer i alle aldre - selv små spædbørn og voksne - mens det forekommer mest for børn i skolealderen (5-16 år). Der findes ikke rigtig nogen årsag til hvorfor nogle personer har mere følsomme luftveje end andre. Dog ved man at astma kan nedarves, og det derfor er genetisk bestemt til en vis grad. Dette betyder i praksis at hvis et barn bliver diagnosticeret med astma, er der en stor risiko for at barnets forældre, søskende, onkel eller andet familiemedlem også lider af astma, eller led af det tidligere (fx i barndommen).
Et astmaanfald forekommer når en astmatikers luftvej bliver så hævet og snævert at luften har svært ved at trænge ind og ud af lungerne. I nogle tilfælde producerer den hævede luftvej ekstra meget slim, hvilket blot forværre vejtrækningsproblemet. I tidsperioderne mellem de respektive astmaanfald kan nogle børn have en fuldkommen normal vejrtrækninger.
Men efter at anfaldet begynder, kan de opleve fornemmelsen af at trække vejret gennem "et sugerør". Et barn med astma har tendens til at hvæse, hoste og føle en anspændthed i brystet. Et astmaanfald kan blive værre og værre hvis ikke barnet får adgang til astma-medicin. Efter et at anfald er overstået, vil luftvejen typisk blive fuldkommen normalfunktionerende igen, om end dette kan tage et par dage.
Et astmaanfald medfører typisk at man bliver forpustet, har en hvæsende vejrtrækning og stramninger i brystkassen. Disse er dog de primære symptomer på astma, og nogle personer udvikler blot en hoste, mens de i svære tilfælde kan have en så betændt luftvej, at man slet ikke kan høre den hvæsende vejrtrækning. Astmatikeren kan have en højere puls ved udånding end ved indånding, samtidig med at man kan ane en blå farve i huden grundet iltmangel.
Nogle astmatikere kan befinde sig i en fuldstændigt kontrolleret tilstand i uger eller måneder, hvorefter de pludselig får et astmaanfald. Hver person reagerer på hver sin måde i løbet af sådanne anfald, og de fleste astmatikere kan udvikle heftige anfald ved udsættelse for et væld af irritanter (allergener). Derhjemme er det ofte støv, skæl og skimmelsvamp, som fører til en udløsning af anfaldene.
Parfume er en almindelig udløser blandt kvinder og børn. Herudover kan bakteriebetændelser i svælget også forværre astmaen. Det menes også at psykologisk stress kan forværre symptomerne, eftersom stress påvirker immunforsvaret, hvorved luftvejen bliver mere følsom over for allergener og irritanter.
Forskellige børn har forskellige katalysatorer (ting som sætter anfaldene i gang), og der findes et væld af forskellige udløsere. Nogle børn er meget følsomme over for allergener (allergifremkaldende stoffer). De typiske - og mest hyppige - allergener for børn med astma er følgende:
Mange børn får astmaanfald når de befinder sig i nærheden af dyr med pels. Børn hunde og katte udskiller en form for skæl fra deres pels, som mest af alt kan minde om støv. Partiklerne minder meget om skæl fra hovedbunden hos mennesker, og kan være en meget kraftig igangsætter (udløser) af astmatiske anfald.
Nogle stoffer el. partikler i luften kan forårsage anfald og irritere luftvejen markant. Sådanne stoffer indbefatter bl.a. parfumer, kridtstøv og cigaretrøg. Rygning er usundt og frarådes altid, men det er især vigtigt for astmatikere at holde sig langt væk fra tobaksrøg - dette gælder både direkte og passiv røg.
I nogle tilfælde kan en betændelse være udløseren af et astmaanfald. Hvis et barn bliver ramt af en forkølelse eller influenza, kan barnets luftvej blive overfølsomt og dermed blive irriteret. Nogle børn kan sågar få igangsat et anfald af blot af indånde kold luft eller ved at dyrke sport. Faktisk findes der en speciel form for astma, der er karakteriseret ved at blive udløst i forbindelse med træning. Denne form for astma medføret at man har vejrtrækningsbesvær når man dyrker en form for fysisk aktivet, som kræver at man øger vejrtrækningsrytmen.
Astma hos børn varierer meget efter aldersgruppe. Spædbørn og 4-årige diagnosticeres og behandles vidt anderledes end teenagere og voksne. Astmatiske børn adskiller sig også meget fra hinanden, ved at de reagerer anderledes på forskellige betalingsmetoder, samt i visse tilfælde kan respondere fuldkommen modsat på behandlingerne.
For mange børn i alderen under 5 år, bliver astma-anfaldene udløst eller forværret af forkølelser og andre luftvejssygdomme. Et typisk eksempel på at barnet har astma er, at forkølelsesperioderne varer betydeligt længere end hos jævnaldrende børn., eller at symptomerne på forkølelserne er varig hoste, som synes at blive forværret om aftenen og natten.
Spædbørn kan have tendens til at miste appetitten eller blive forpustede i forbindelse med at de får føde. Yngre børn kan have nedsat lyst til at løbe og lege, grundet at de bliver forpustet og ikke kan få luft. De unge børn har tendens til hurtigt at blive trætte, og få hosteanfald når de leger på et højt niveau.
Nogle børn har meget få daglige symptomer på astma, mens de oplever meget omfattende anfald i ny og næ. Andre børn har permanente milde symptomer, eller symptomer som bliver forværret af motion eller udløsere som cigaretrøg og sæsonskifte (pollenallergi).
Astma udgør faktisk den mest udbredte kroniske sygdom blandt børn. Det er anslået at omkring 9% af de danske skolebørn lider af en form for astma. Og denne andel er af visse årsager begyndt at stige over de seneste år. Der er altså ingen der ved præcis hvorfor flere og flere børn udvikler astma. Der er dog nogle teorier omkring, at børn som opholder sig meget inden døre er udsatte for mere støv, forurenet luft og passiv rygning.
Andre mener at børn ikke længere bliver udsat for en tilstrækkelig andel af sygdomme længere, hvorved deres immunforsvar ikke længere fokuserer på at bekæmpe bakterier og vira, men i stedet begynder at opføre sig på denne måde. Astma kan opstå hos personer i alle aldre (selv blandt meget gamle personer), mens de fleste børn begynder at udvise symptomerne inden de fylder 5 år.
Man ved endnu ikke alt omkring børns lungefunktion og astmasygdommen. Det er dog alment accepteret blandt eksperter og specialister, at hvis et barn eller et spædbarn haft en hvæsende vejrtrækning efterfulgt af et anfald, er der en 50% risiko for at barnet udvikler astma senere hen i livet. Hvis selvsamme barn er fra en familie, hvor mange af familiemedlemmerne er bærere af sygdommen, er der en markant større risiko for at barnet udvikler astma. Og terapiformer synes ikke nødvendigvis at kunne spille en rolle i sådanne tilfælde.
Herudover bør det bemærkes, at hvis en persons luftvej bliver meget følsom, kan sådan en tilstand måske vare ved hele tiden. Dog gør det sig gældende, at omkring 50% af børn med astma oplever en nedgang i hyppigheden og omfanget af hhv. anfaldene og symptomerne, i løbet af teenageårene.
Dermed kan man i princippet godt sige, at de er "vokset fra" sygdommen. Dog vil halvdelen af disse personer udvikle symptomer på astma igen, senere i løbet af voksenlivet. Der findes p.t. ikke nogen metoder til at kunne afgøre hvilke børn, der kan forventes at opleve en nedgang i symptomerne, og hvilke børn der kan forvente at udvikle en astmatilstand senere i livet igen.
Prognosen el. fremtidsudsigten er mest lys for de børn, som kun får svært ved at trække vejret, når de har fået en betændelse i luftvejen, og ikke oplever astmasymptomer imellem disse betændelser. Ofte kan det være svært at skelne mellem børn med reel astma og sådanne børn, der kun reagerer astmatisk ved sygdomme. Børn med vedvarende symptomer har tendens til at udvikle en permanent astmatilstand senere i livet.
Drenge har bedre chancer for at "vokse fra" sygdommen end piger. Samtidig ved man, at børn uden miljømæssige irritanter (dvs. genetisk bestemt astma) har en bedre chance for at "vokse fra" astma, sammenlignet med børn, der lider af høfeber allergi. Men selv børn med vedvarende astma, har gode chancer for at en lys fremtid med god lungefunktion og et flot aktivitetsniveau (ved korrekt brug af medicin).
Astma er en af de hyppigst forekommende kroniske sygdomme hos børn og unge. Herudover tæller bl.a. øvrige allergiske reaktioner, herunder eksem, høfeber og fødevareallergier. Rent statistisk rammer astma omkring 8-9% af de danske børn og spædbørn, og er den af de mest udbredte årsager til sygefravær i folkeskolen.
Symptomerne på astma har en tendens til at blive forstærket (dermed forværrede) om aftenen og natten. Hoste om natten ses typisk. Symptomerne opstår ofte i forbindelse med virusinfektioner i den øvre del af luftvejen, hvis symptomer kan ende med at vare i flere uger hos børn med astma, sammenlignet med jævnaldrende børn uden astma.
Symptomerne varierer også meget efter årstiderne, hvilket typisk er grundet de sæsonbestemte allergiformer. Tobaksrøg har en forværrende effekt på symptomerne. Passiv rygning kan føre til en forværring af symptomerne, og i nogle tilfælde er tobaksrøgen direkte til hinder for kontrolleringen af den astmatiske tilstand. Børn med astma har desuden større risiko for at udvikle bronkitis (betændelsestilstand i bronkierne) end raske jævnaldrende børn. Herunder følger de typiske symptomer på astma.
Sommetider vil et barn med astma have en hvæsende vejrtrækning. I løbet af astmaanfaldene vil vejrtrækningen foregå hastighedere, hjerterytmen stige og barnet kan se ud til at have svært ved at trække vejret. Børn med astma kan have behov for at anvende de alternative muskelgrupper (fx mavemusklerne), for at kunne fylde lungerne med luft. Yngre børn kan blive sløve og miste appetitten.
Det bør bemærkes at mængden af ilt i blodet for det meste forbliver normal hos astmatikere, selv i de stunder hvor de oplever et astmatisk anfald. De fleste astmatiske børn begynder at udvise symptomerne på astma inden de fylder 5 år. Der findes et væld af andre sygdomme og tilstande som kan forårsage astmalignende symptomer hos unge børn. Men hvis barnets symptomer reelt er forårsaget af astma, er det meget vigtigt at få stillet en diagnose så tidligt som muligt.
Ikke alle børn udviser de samme symptomer på astma, og symptomernes omfang og hyppighed varierer også meget fra anfald til anfald hos det samme barn. Mulige tegn og symptomer på at et barn lider af astma er følgende:
Nogle børn kan være i livsfare når astma-anfaldet udvikler sig i en sådan grad, at der er behov for at blive indlagt og behandlet på hospitalet. Tegn og symptomerne på at der er tale om en astmatisk nødssituation hos børn yngre end 5 år er følgende:
Der findes en del risikofaktorer for at et bart udvikler astma, hvoraf følgende er nævneværdige:
Trods langt størstedelen af børn med astma bliver behandlet, og derfor ikke ender på skadestuen, kan ekstreme anfald sommetider kræve at man bliver indlagt. Sådanne børn har typisk brug for en iltmaske, der kan hjælpe med vejrtrækningen, samt en hurtigvirkende form for stereoide. Herudover kan de have behov for en vedvarende og hyppig behandling med en dråbeforstøver, således at medicinen kan indåndes uhindret. Børn som er i farezonen for at have meget ekstreme anfald, bør blive henvist en specielist. Følgende er tegn på at barnet har stor risiko for at have meget alvorlige astmaanfald:
Diagnosticeringen af astma hos børn er typisk en fuldkommen klinisk diagnose. Et typisk scenarie for et barn med astma er at barnet er fra en familie hvor øvrige familiemedlemmer lider af astma og allergi, samt at barnet er begyndt at hoste samt have svært ved at trække vejret når det leger med vennerne, og/eller at barnet ofte bliver sygt med bronkitis eller langvarige luftvejssygdomme.
Hvis barnet får nemmere ved at trække vejret, efter at have taget astmamedicin i en prøveperiode, kan man stort set bekræfte diagnosen. Barnets læge kan også kigge efter en eventuel betændelse i luftvejen, med en test der måler koncentrationen af den vis gas i den udåndede luft. Typisk vil et højt niveau af denne gas være ensbetydende med at barnets lunger ikke fungerer optimalt, samt af astmaen ikke er tilstrækkeligt under kontrol.
Diagnosticeringen af astma kan være lidt af en udfordring når det gælder yngre børn. Hvæsen, hosten og andre symptomer på astma kan opstå grundet ande sygdomme og tilstande (såsom virusinfektioner). Derfor er det ikke altid muligt at kunne stille en sikker diagnose før barnet er blevet lidt ældre. For ældre børn og voksne, kan lægerne med sikkerhed anvende en prøve af lungernes funktionsevne (fx spirometri).
I takt med at barnet bliver ældre, kan disse tests anvendes til at klarlægge en eventuel astmadiagnose, samt bruges til at følge behandlingens effekt. Men oftest er børn yngre end 5 år ikke i stand til at udføre testene i en tilstrækkelig grad. Såfremt banet er gammelt nok, kan det aflægge en del tests/prøver med henblik på afhjælpe diagnosticeringen af astma. En spirometri-prøve har til hensigt at måle lungefunktionen, og børn kan typisk tage denne test når de er fyldt 5 år.
Nogle gange kan det være nødvendigt at man tester luftvejens reaktion på overbelastning (allergener, for meget luft, kold luft, osv.), da en sådan måling er meget relevant i forhold til at stille diagnosen. Et sådan test vil typisk kun kunne udføres på ældre børn, da det kræver en vis teknisk sans fra barnets side. I visse tilfælde kan man anvende røntgenscanninger af brystkassen, som supplerende information til at kunne diagnosticere astma. En scanning kan eksempelvis vise at lungerne åbner sig alt for meget op - men oftest viser billederne en fuldstændig normal lungeudvidelse.
Man kan også teste efter forskellige former for allergi, eftersom risikoen for at barnet har astma er større såfremt det udviser overfølsomhed for visse miljøbestemte allergener. Man kan benytte et Peak Flow Meter til at måle lungefunktionen. I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, at et barn sagtens kan have en normal lungefunktion, selvom det døjer med en dårligt-bekæmpet astmatilstand. Dermed kan en god lungefunktion altså ikke være nok til at lægen udelukker astma som en mulighed. Såfremt der er øvrige indikatorer på astma, kan lægen sagtens stille diagnosen, trods lungefunktionen er normal.
Et peakflowmeter kan måle hvor hurtigt man kan tømme lungerne for luft, og resultatet angives i liter pr. minut (L/min). Desto mere luftplads der er i lungerne, desto mere luft kan man puste ud på kort tid. Ligeledes, hvis der ikke er særligt meget plads i lungerne, vil peakflowmeterets resultat være lavt. Således vil peakflow-meterets måling være meget god når man har god lungeplads, og være dårlig (lav) når luftvejen er begrænset.
Man kan bruge de betragtede ændringer i måleværdier til at afgøre lungernes funktionalitet og dermed følge en eventuel medicinbehandlings effekt. De normale peakflowmeter-værdier afhænger af alder, køn og højde, og varierer meget. Derfor kan man ikke nødvendigvis bruge peakflowmeteret til at diagnosticere astmaen, men i stedet til at følge lungefunktionens ændring. Når astmatikere bruger et peakflowmeter, noterer de typisk resultaterne på et skema for at kunne følge udviklingen. Det er i den sammenhæng vigtigt at man benytter det samme peakflowmeter til hver måling.
Spirometri er en undersøgelse af lungefunktionen. Man bruger et apparat til at måle både mængden og hastigheden af luften som ind- og udåndes. Spirometeret er dermed ikke det samme som et Peakflowmeter, eftersom Peakflow blot er en måling af luftens topfart ved udånding (liter pr. minut). Typisk foretager man undersøgelsen samtidig med at der foretages en "forceret" vejrtrækning - hvilket betyder, at man bevidst forsøger at udånde så hårdt og hurtigt som muligt. Resultatet af en spirometri-test angives som en absolut opfyldelse af de forventede værdier.
Altså bliver værdierne udregnes som en vis procentdel af hvad der forventes af en rask person med samme race, alder, højde, vægt og køn. Typisk viser et spirometer en kurve med lufthastighed og tid på en graf, eller med volumen (luftmængde) over tid. Formen på disse grafer kan bruges til at konkludere om der er en tæthed i luftvejen eller ej.
Gamle spirometre fungerede mekanisk, hvorfor resultaterne blev udskrevet på et papirark, i takt med at man blæste i spirometeret. De nyere spirometre består af et enkelt rør med en gennemstrømningsføler, som er koblet til en computer. Alle værdierne bliver udregnet i computerprogrammet, hvorefter graferne dannes på computerskærmen.
I computerprogrammet kan lægen angive køn, højde og alder, hvorved computerprogrammet selv tager højde for hvordan normalværdierne for målingen bør være, og dermed afgøre hvor langt de målte resultater ligger fra de ideelle værdier. Lægen kan vælge at gemme resultatet i patientjournalsystemet, eller placere resultatet i journalen.
For at kunne gennemføre en spirometri-test er det vigtigt at man anvender en korrekt teknik, eftersom teknikken for udførelsen kan have en stor påvirkning på resultatet. Typisk fejlkilder ved udførelsen af spirometritests indkluderer at man ikke trækker vejret alt det man kan, eller at man ikke puster alt det man kan.
Herudover glemmer nogle også at holde læberne fuldkommen tæt omkring røret, som de puster igennem, hvorved der kan sive en smule luft ud, der ikke kommer med i målingen. Prøven forudsætter derfor at man kan forstå og følge instruktionerne, og netop derfor kan små børn og andre med en nedsat kognitiv funktion ikke udføre testen ordenligt.
En reversibilitetstest er en speciel form for spirometri-undersøgelse, hvor undersøgelsen først foretages uden medicinsk påvirkning, hvorefter man får medicin, der helst gerne skulle udvide luftvejen. Derefter gentager man testen, efter der er gået noget tid, hvorefter man kan udlede om medicinen har nogen effektiv, samtidig med at man kan måle størrelsen af den eventuelle effekt fra medicinen.
Reversibilitetstest bruges ofte også til at skelne mellem astma og KOL, eftersom en person med KOL normalvis har mindre gavn af medicinpræparaterne, hvorved der vil kunne måles en meget lille ændring imellem de to tests, sammenlignet med en astmatikers værdiændringer mellem de to tests.
En provokationstest er på mange måder det komplet modsatte af en reversibilitetstest, eftersom man først foretager en spirometri-undersøgelse for at afgøre den "normale" lungefunktion, hvorefter man forsøger at fremprovokere en tæthed i lungevejen, og derefter gentage målingen. Denne form for spirometri-undersøgelse bruges særligt ved behandlingen af astma, hvor man mistænker at der udvises reaktioner på forskellige former for stimuli (allergener). Eksempler på stimuli, der kan fremprovokere en astmatiske tilstand er motion (fysisk aktivitet), kilde, kemiske stoffer som metakolin eller mannitol.
Hvis lungefunktionen bliver nedsat i tilstrækkelig grad, kan lægen ud fra resultaterne vurdere om der er tale om astma eller ej. Testen er dog usikker på mange måder, da faktorer som rygning, høfeber og KOL kan påvirke resultatet. Derfor er testens svar ikke endegyldigt, og svaret bruges ofte også blot som en medgående bestanddel i den samlede lægelige vurdering, som typisk også indbefatter sygehistorien, symptomerne og resultater fra de øvrige undersøgelser.
Alle børn har forskellige former for astma, og derfor vil de også opleve at de har gavn af forskellige former for medicinbehandling. Behandlingen af astma er ikke ligesom behandlingen af en forkølelse eller en ørebetændelse, hvor alle modtager det samme medicinpræparat og bliver helbredt med det. I stedet skal længe indlede et nærmere "detektivarbejde", da der skal medregnes hvilket allergener barnet er allergisk over for, hvor længe det tager for anfaldene at finde sted, og hvor længe anfaldene varer. Derefter vil lægen kunne bestemme sig for hvilken behandling, som er den rette.
Nogle børn har behov for kun at tage astmamedicin en gang i mellem (når de har et anfald). Sådan en form for medicin er hurtigbehandlende, efter den fungerer hastigt ved at åbne op for luftvejen, så barnet har lettere ved at trække vejret.Andre børn har brug for at være på længerevarende medicinplaner, der typisk består i at man benytter sig af medicin dagligt.
Der findes også forskellige former for anfalds-medicin, som kan forebygge at anfaldene finder sted. En astmabehandling forbedrer vejrtrækningen fra dag til dag, og reducerer samtidig antallet og graden af anfald, hvorved de fleste komplikationer i forbindelse med astma begynder at forsvinde.
Hvis barnets symptomer på astma er meget alvorlige, kan egen læge eller ekstern børnelæge henvise barnet til at blive konsulteret af en astma-specialist. Barnets egen læge vil helst gerne se at barnet bruger det korrekte medicinpræparat og i korrekt mængde, for bedst at kunne kontrollere astmaen. Hvis man er disciplinær med medicinbehandlingen vil man ofte også kunne undgå en del bivirkninger.
Alt efter hvor effektiv den begyndende behandling er, vil lægen enten "skrue op" for behandlingen (rykke til højere doser eller tilføje endnu et præparat). Hvis barnets astma dog er meget velkontrolleret, kan lægen også vælge at "skrue ned" for behandlingen, ved eventuelt at reducere medicindoserne. Denne tilgang til behandlingen resulterer altid i at man får det bedste resultat, med de færreste bivirkninger.
Børn kan astma kan med fordel benytte sig af et såkaldt "Peak Flow Meter" til at danne sig en idé om hvor godt de udånder luft, hvorefter man kan vurdere om de har behov for at tage medicin den pågældende dag. Astmamedicin tages ofte gennem en inhalator, som er et specielt indåndingsapparat (et plastikrør), der fungerer som beholder for medicinen.
Disse er meget populære, og de fleste har derfor set et sådant apparat før. Et barn skal blot holde inhalatoren op mod munden, hvorefter der trykkes på apparatet og indåndes på samme tid. Medicinen bliver sprøjtet ud af et hul, hvorefter det trænger ind i lungerne. Medicinen har en afslappende virkning på luftvejen, som fører til en lettere vejrtrækning hos astmatikeren.
Inhalationssteroider er medicinpræparater indeholdende kortison, som jo er den grundlæggende stof for alle astmabehandlinger. Inhalationssteroider bruges forbyggende og virker ved at dæmpe inflammationen (betændelsen) i luftrøret. Tidligere tog man astmamedicinen i tabletform, og da indeholdte tabletterne betydeligt større mængder kortison, hvorfor man i nogle tilfælde oplevede en del slemme bivirkninger.
Den kortisonbehandling som i dag anvendes til behandlingen af astma sker ved indånding, og der udløses en betydeligt mindre mængde kortison pr. "skud", hvorfor der stort set aldrig opleves bivirkninger. Herudover er den fordel ved den moderne inhalationsmetode, at medicinen havner lige dér hvor den skal bruges (i luftrøret).
Selvom at bivirkningerne ved inhalationssteroider er mere beskedne end de systematiske steroider (kortisontabletter), så forekommer der også en del systematiske bivirkninger som rastløshed, nervøsitet, depression og muskelsmerter blandt personer, der anvender inhalationsmetoderne.
Børn oplever eksempelvis hyperreaktivitet (øget følsomhed for en række faktorer, der ved at irritere slimhinden i bronkierne kan udløse eller forværre astmaen). Det er også normalt at børnene oplever en let irritation af halsen samt får en hæs stemme. Hvis de skyller munden med vand efter at have inhaleret medicinen, kan de dog nedsætte risikoen for at opleve sådanne bivirkninger.
Astma er den mest udbredte årsag til at børn bliver hjemme fra skole.
Børn med astma bør naturligvis undgå at komme i kontakt med allergener, som kan forårsage en stramning af luftvejen. Men nogle af disse udløsere - såsom kæledyr, forkølelser og luftpartikler fra klasseværelset - kan ikke altid undgås. Derfor bør børn som kender til deres udløsere forberede sig på deres udløsere, ved at anvende deres medicin på en forbyggende måde.
Et barn som allerede på forhånd ved at det skal befinde sig blandt udløsende allergener, kan have behov for at tage medicinen på forhånd, for at sørge for at luftvejen bliver holdt åbent. Børn der oplever motionsfremkaldt astma kan også tage medicin inden de dyrker sport (eller leger), for at kunne holde pusten.