Børneorm er en tarminfektion, der er forårsaget af små parasitære orme. Børneorm er en af de mest udbredte former for ormeinfektion, da parasitten plager millionvis af mennesker årligt, og især børn i skolealderen. Parasitten er for det meste aldrig farlig eller skadende for helbredet på nogen måde. Ormen ses typisk hos unge børn, hvorfor den er blevet døbt "børneorm" trods den sagtens også kan inficere voksne og ældre. Hos mennesker i alle aldre fører tilstedeværelsen af parasitten til analkløe og irritation af endetarmen.
Det unikke ved børneormen er at den er den mindste orm, som kan inficere mennesker, samt at børneormen kan fuldføre en komplet livscyklus uden at snylte på andre værter end mennesket. Der findes en række lignende orme, der opfører sig på samme måde som børneormen. Disse ormeparasitter har dog specifikke værtsdyr, som de snylter på, såsom hunde, grise, køer eller heste. Her adskiller børneormen sig ved, at den kun snylter på mennesker, og ikke vil leve i andre dyr end mennesket. Således kan man sige at børneormen har tilpasset sig mennesket, og bevidst tilsigter at videreføre sin arts overlevelse, ved at inficere andre mennesker.
Det er ikke atypisk at man finder rigtig mange æg på børneværelser tilhørende smittede børn. Æggene kan findes på gulvet, vindueskarmene, legetøjet, gardinerne, osv. I tillæg til at æggenem har nemt ved at brede sig rundt omkring, er de også meget robuste. Et æg er under ideelle forhold (køligt og fugtigt miljø) i stand til at holde sig friskt i op til 3 uger. Æggene kan overleve et væld af forskellige temperaturer. 66% af alle æggene er stadig sunde efter at været udsat for en temperatur på -8 grader i 18 timer.
Dog synes æggene ikke kan kunne tolerere ekstrem varme, hvilket også kan forklare hvorfor børneormen ikke er specielt udbredt i de tropiske egne. Børneormens æg har blot brug for at opholde sig 6 timer i omgivelser, der er lige så varme som menneskets kropstemperatur, for at de kan udvikle sig til små larver. Æggene bliver typisk ført ind i kroppen gennem næse og munden, efter at man (typisk et barn) har været i direkte kontakt med fingre, har indåndet ægget i munden, holdt tøj eller tekstil mod ansigtet eller spist æg-forurenede fødevarer.
Efter at ægget har gjort sit indtog i fordøjelsessystemet, begynder ormelarven at vokse sig større og modne. Denne proces kan tage 15-40 dage, hvorefter man vil kunne begynde at få øje på børneorme i afføringen. De voksne tråd-lignende orme er meget små og tynde. Hunnerne er 8-13 millimeter lange, mens hannerne blot er 2-5 millimeter lange. Børneormene lever i blindtarmen og det sidste segment af tyndtarmen, hvor deres hoveder er fæstnet mod indersiden af tarmene (slimhinderne).
Han-ormene befrugter hun-ormene hvorefter de dør og bliver udskilt fra tarmsystemet gennem afføringen. Denne proces resulterer ikke i at man oplever symptomer, og derfor bemærker man ikke at man har udskilt børneormene når man går på toilettet. Hun-ormene er dog ikke helt nemme at slippe af med. Når hunnen er klar til at lægge æg, bevæger hun sig ud af blindtarmen, og vandrer ned langs endetarmen mod numsehullet. Om natten bevæger hun sig ud af anus, således at hun kan lægge æggene i mellemkødet. Hun placerer æggene i mellemkødet, eftersom dette område har de ideelle omstændigheder (fugtighed og temperatur) for at kunne modne effektivt.
Man ved endnu ikke hvorfor hun-børneormen kun vandrer ud og lægger æg om natten, og ofte en halv timer efter man har lagt sig til at sove. Hun-ormene vandrer omkring 6 centimeter op af mellemkødet, før de stopper og lægger æggene. Der lægges i gennemsnittet 11.000 æg af hver orm, hvorefter ormen begynder at blive ugennemsigtig i farven og dø. Både børneormens vandring og æg-klyngerne kan virke meget irriterende, og vil i de fleste tilfælde forstyrre søvnen. I utroligt sjældne tilfælde, vil æggene udklække i mellemkødet, hvorefter larverne vandrer tilbage til endetarmsåbningen og ind i endetarmen.
Årsagen til at børn er meget udsatte for at blive smittet med ormen, er netop metoden æggene spreder sig på. Børn er mere tilbøjelige til at stikke ting og sager ind i munden (inklusiv fingre), der potentielt kan have æg siddende på sig. Typisk vil infektionen af et barn føre til at voksne og øvrige i husstanden også bliver smittet. Faktisk kan børneorm-smitten i institutioner som skoler, lejre og kollegier nå epidemiagtige højder, da smitten har meget let ved at brede sig i miljøer hvor mange mennesker opholder sig tæt og har nærkontakt.
Børneormens imponerende biologiske succes kan tilskrives dens geniale videreførelsesmetode, der består i at lægge mange æg, samt at lægge dem de strategisk korrekte steder (hudfolden ved numsehullet). Børneormen har nærmest specialiseret sig i denne bedrift. Æggene er gennemsigtige, farveløse og runde, samt meget svære at på øje på. Faktisk man kan kun få øje på æggene, hvis de befinder sig i klynger, bestående af minimum 1000 æg.
Æggene er klæberige, og er derfor ikke ligetil at fjerne ved vask og skylning. Men når først æggene løsrives fra det sted de sidder, er de faktisk så lette, at de kan svæve i luften. Dermed kan æggene også flytte sig over længere afstande, ved blot at luften bevæger sig. Dette medfører at man også kan blive inficeret med børneorm-æggene ved at indånde dem, hvorefter man sluger dem. Så ved blot at trække vejret på et inficeret barns værelse, kan man risikere selv at blive smittet med børneormen.
Typisk kan kæledyr i hjemmet også været en omvandrende smittekilde, da disse har tendens til at bære rundt på æggene på deres pels, trods de ikke har selve ormen i deres tarmsystem. Dyrelæger er ofte utilfredse med dyreejere, der bringer dyret til undersøgelse, fordi barnet derhjemme har fået konstateret børneorm i endetarmen. Husdyrene er altså blot smittekilder, fordi deres pæls bærer på æggene.
Man bør være opmærksom på, at nogle personer, som er inficeret med børneorm, slet ikke udviser nogen symptoemer. Nogle mener at børneormen er skyld i at børn bider negle, sutter på tommelfingeren, skærer tænder, piller sig næsen, osv. Men mange af infektionerne resulterer aldrig i symptomer, hvorfor de fleste slet ikke opdaget af de er blevet inficeret med parasitten.
Børn, der er så unge at de ikke kan udtrykke sig i tilstrækkelig grad, klager typisk over at deres numsehul er ømt eller smertefuldt, da de ikke kan differentiere mellem smerter og gener (irritationer). Meget ungebørn oplever typisk forskelligartede former for søvnløshed, en delvis rastløshed og gentagne opvågninger i løbet af natten. Mødre oplyser ofte om at barnet kun bliver uroligt om natten. En sådan periodeafhængig række af symptomer, lagt sammen med at barnet har det fint om dagen, er med til at øge mistanken om at barnet lider af børneorm, hvorved man kan begynde at anspore sig en diagnose.
Når der befinder sig et stort antal børneorm i afføringen, menes det at føre til forskellige mavesmerter, forstoppelse og sågar diarre-lignende tilstande. Men eftersom sådanne symptomer også er gældende for andre sygdomme, vil en læge altid indlede en nærmere undersøgelse, med henblik på at udelukke andre sygdomme og tilstande.
I sjældne tilfælde kan børneormene dukke op adskillige andre steder i kroppen. I de tilfælde hvor tarmvæggen bliver betændt, eller på anden måde beskadiget, kan ormene finde på at vandre gennem tarmvæggen. I sjældne tilfælde kan børneormen vandre ind i skeden i forbindelse med at hun-ormen søger et sted at lægge sine æg. Ormene er også blevet fundet i urinrør. Dermed kan ormene forårsage betændelser i urinvejen og skeden, trods det er ekstremt sjældent at ormene befinder sig i disse steder. I enkelte tilfælde har man også kunne finde børneorm i leveren, lungerne og kvinders brystvæv, men tilfældene er så få, at de ikke bør tillægges nogen risikoværdi.
Det er dog interessant at benævne sammenhængen mellem børneorm og blærebetændelse hos piger, med sengevædning som følge af blærebetændelsen. Meget tyder på at børneorm er en årsag til udviklingen af sekundær sengevædning, eftersom flere undersøgelser har påvist at en udredning af ormeinfektionen medførte et ophør af sengevædningen. Man bør derfor være opmærksom på at børneorm kan være årsagen til en blærebetændelse, især når betændelsen ikke er forårsaget af en bakterie.
Man bør opsøge en læge hvis man selv - eller ens barn - udviser symptomer på at have børneorm, eller hvis man har fået øje på en orm.
Når du ringer og aftaler en tid hos lægen, bør du i samme omgang få spurgt ind til om du bør udføre en tape-test på dit barn inden konsultationen. Herudover kan du forberede dig på konsultationen ved at bringe en liste over de spørgsmål du gerne vil stille til lægen. Hertil kan det være relevant at stille følgende spørgsmål:
Lægen vil sandsynligvis stille et række spørgsmål i løbet af konsultationen, hvoraf følgende kunne være nogle af dem:
At se en hun-orm lægge sine æg er med sikkerhed en diagnosestillende faktor. Hvis man lægger barnet på ryggen, når de oplever symptomerne, og herefter spreder dets baller, kan man med et skarpt lys kunne få øje på børneormen, der mest af alt ligner en hvid tråd. Ormene er typisk meget aktive, og bevæger sig forholdsvist hurtigt væk fra numsehullet. Æggene kan kun ses i klynger bestående af tusindvis af æg, hvor det stadig er svært at få øje på dem.
Et mikroskop kan bekræfte at æggene tilhører en børneorm. Man kan opsamle ormeæggene ved at trykke et stykke tape mod huden (mellemkødet) hvor æggene er blevet lagt, hvorefter man placerer tapen på et ganske almindeligt objektglas (til mikroskopisk undersøgelse). Man har de bedste chancer for at samle æggene om morgenen, inden den smittede tager et bad eller udskiller sin afføring.
Eftersom hunormene ikke forlader endetarmen hver nat, og antallet af æggene varierer, er testen mest effektiv når den foretages i flere morgener i træk. Hos børn med børneorm skønnes 50% af kunne bekræfte diagnosen gennem tape-testen efter første morgen, hvor 90% af børnene er i stand til at få bekræftet diagnosen efter 3 tape-test i træk (3 dage). 99% af børn med børneorm får bekræftet diagnosen ved at foretage tape-testen 5 morgener i træk.
Forældre kan blive instrueret i at undersøge børnene for orme samt indsamle eventuelle æg via tape-testen, som kan medbringes til lægen til nærmere undersøgelse. Sommetider er lægen nødt til at igangsætte en behandling selvom diagnosen ikke er blevet bekræftet ved påvisning af æg, men dette ses som en sidste udvej. Der finde også øvrige måder at diagnosticere børneorm på. Man kan eksempelvis undersøge afføringen hos en potentielt smittet person, som man i 5% af tilfældene (1 ud af 20) vil kunne spore æg i, eftersom hunormene også placerer æggene i endetarmsåbningen. Man kan ikke bekræfte infektionen med en blodrøve.
Eftersom en voksen børneorm kun har en levetid på mellem 3 og 6 uger, kan man systematisk gøre op med infektionen, ved blot at opretholde en glimrende hygiejne. Men medicinbehandlingen er efterhånden så effektiv, at mange mener at en hygiejnisk tilgang til infektionen er for overflødig og krævende i forhold til at man opnår det samme resultat. Der findes nogle gænge hygiejniske retningslinjer, som er meget vigtige for at man undgår gentagne infektioner. Det er eksempelvis meget vigtigt at man klipper børnenes negle, vasker sengetøj ofte og i kogvask (æggene kan både blive destrueret af vaskemaskinens varme samt tørretumblerens varme). Herudover rådes det at kæledyr som hunde og katte bliver vasket samt at hjemmet rengøres jævnligt, især soveværelserne. Alle familiemedlemmer af en smittet person bør vaske hænder ofte.
Det er meget almindeligt at alle familiemedlemmerne har brug for at blive behandlet samtidig, grundet måden parasittens æg spreder sig på. Hvis et familiemedlem smitter et andet familiemedlem, vil der jo netop gå nogle uger før æggene bliver til orme i tarmsystemet, hvorved de kan udraderes gennem en medicinbehandling. Medicinbehandlingen tilsigter at dræbe de fuldvoksne orme og ikke æggene, hvorfor man bør gentagne behandlingen nogle uger efter den første behandling, i tilfælde af at man skulle være blevet smittet med nye æg i mellemtiden. Så behandlingen er i virkeligheden en kombination af god hygiejne og medicinbehandling.
Dette forholdsvist nye medicinpræparat hæmmer optagelse af sukker (glukose), hvorved parasitterne sulter. Medicinens effekt er ikke kun bundet til behandlingen af børmeorm, da den også anvendes til behandling af piskeorm, rundorme og øvrige former for parasitter. Omkring 10% af stoffet bliver optaget og udskilt via urinen. Det er sjældent man oplever bivirkninger i forbindelse med behandlingen, men man kan dog opleve opkast, svimmelhed og hovedpine. Gravide og børn yngre end 2 år anbefales ikke at benytte sig af Mebendazol. En enkelt tablet er faktisk den anbefalede behandlingsdosis for både voksne og børn (i alderen 2-12 år). Den samme dosis anbefales grundet kroppens dårlige absorberingsevne. Det skønnes af 90-100% af de behandlede bliver ormefri med denne ormekur.
På gulvet af adskillige huler i den vestamerikanske delstat Utah har arkæologer fundet æggene fra børneormen. Æggene er via en kulstof 14-datering (en metode til datering ved hjælp af kulstoffet i organisk materiale) blevet vurderet til at være 10.000 år gamle. Æggene blev fundet i koprolit (fossileret afføring) fra mennesker, som formodes at have levet i hulen. Dermed er det veldokumenteret at børneormen er den ældste parasitære plage, der kan påvises at have inficeret mennesket. Børneorm er også et meget udbredt problem på verdensplan i dag, eftersom man vurderer at ormen på et hvilket som helst tidspunkt har inficeret ca. 200 millioner mennesker på verdensplan, samt at omkring 20-30 millioner af disse udgør europæere.
Børneorm er den mest udbredte ormeinfektion i Danmark