Diabetes type-1, som man tidligere kaldte for ungdomssukkersyge eller insulin-afhængig sukkersyge, er en kronisk sygdom, karakteriseret ved at bugspytkirtlen producerer intet eller meget lidt insulin (hormonet der hjælper sukker med at blive optaget af cellerne i kroppen). Dermed kan cellerne ikke få den fornødne energi, hvorfor kroppen begynder at udvise klassiske symptomer på sukkersyge.
Den meget mere udbredte form for diabetes (sukkersyge) kaldet for type-2 eller gammelmands-sukkersyge, er derimod karakteriseret ved at kroppen udvikler en resistens (modkampdygtighed) over for insulinen, eller ved at kroppen ikke producerer tilstrækkeligt insulin.
Selvom man forsker intensivt på området og i sukkersyge-sygdommen, findes der endnu ikke nogen varig kur mod diabetes type-1, trods man kan have stor succes med at behandle sygdommen. Med den rette behandling, kan en diabetiker forvente at leve et langt og almindeligt liv - hvilket tidligere ikke var tilfældet.
Type-1 diabetes opstår når kroppens eget immunforsvar begynder at nedbryde de insulin-producerende celler i bugspytkirtlen (beta-celler). Beta-cellernes primære funktion er at producere insulin (et hormon), som bevirker at blodsukkeret bliver udjævnet.
Beta-cellerne har en meget hurtig reaktionstid, og reagerer hurtigt på pludselige stigninger i blodsukkeret ved at udskille allerede-ophobet insulin, samtidig med at de producerer mere insulin. Dermed er beta-cellerne altså nødvendige for at man kan opretholde en sund og korrekt mængde sukker (glukose) i blodet.
Efter at et tilstrækkeligt antal af beta-celler er blevet nedbrudt, kan kroppen ikke længere producere insulin i den tilstrækkelige mængde. Bugspytkirtlen kan ikke længere dække kroppens insulinbehov, og især ikke i perioderne efter måltiderne. Bugspytkirtlen sidder bagved/under mavesækken.
Glukose er i grunden sukker, som er den primære energikilde for kroppens cellerne, der udgør størstedelen af musklerne og vævet.
Normalt er kroppens immunforsvar til for at bekæmpe fremmede bakterier og vira. Men af uvisse årsager begynder immunforsvaret at angribe de forkerte celler, hos personer med type-1 diabetes. Dette resulterer i at man mangler insulin i den tilstrækkelige mængde, hvorefter symptomerne begynder at melde sig.
Normalt bliver insulin udskilt fra bugspytkirtlen i meget små mængder. Når man indtager et måltid, stimulerer sukkeret (kulhydrater) fra føden bugspytkirtlen til at udskille insulinen. Den udskilte insulinmængde er proportionel med den mængde som er påkrævet, for at kunne nedbryde sukkeret (glukosen) fra det pågældende måltid.
Insulinens primære rolle er at hjælpe visse næringsstoffer - især sukker - med at blive transporteret ind i kroppens væv. Cellerne bruger herefter sukkeret (og øvrige næringsstoffer) fra måltider som energikilder for at kunne fungere optimalt.
Mængden af sukker i blodet falder i takt med at sukkeret bliver optaget af cellerne. I takt med at blodsukkeret daler, får beta-cellerne besked på at producere mindre insulin, da der ikke længere er brug for det. Hvis beta-cellerne dog blev ved at producere insulin, ville man risikere at lide af lavt blodsukker. Og eftersom personer med type-1 sukkersyge nedbryder beta-cellerne, risikerer disse at lide af insulinmangel, som omvendt kan forårsage højt blodsukker, og resultere i symptomerne der forbindes med dette.
Personer med type-1 diabetes kan ikke få sukkeret (glukosen) fra blodet transporteret ind i cellerne, eftersom der ikke er tilstrækkeligt med insulin til at gøre dette. Når sukkeret så hober sig op i blodet - i stedet for at blive anvendt af kroppens muskler - bliver cellerne udtømte for energi, hvorved kroppens energimekanisme bliver fuldkommen kaotisk. Pludseligt har kroppen brug for energi til at holde de livsvigtige organer kørende, hvorfor den bliver nødt til at drage på alternative energi-resurser, som er årsagen til at man oplever de voldsomme symptomer, som er opremset herunder.
Et væld af faktorer kan være skyld i at man udvikler type-1 diabetes, herunder genetiske faktorer såvel som smitte med forskellige virusarter. Trods type-1 diabetes typisk forekommer hos børn og unge, kan sygdommen også opstå i voksenlivet. Derfor bør man ikke lade sig narre af betegnelsen 'ungdomssukkersyge', da det ikke kun er unge som udvikler denne form for diabetes.
Man ved endnu ikke præcis hvilke faktorer, som fører til udviklingen af denne form for sukkersyge. Dog ved man at dispositionen for sygdommen kan nedarves fra en forældre. Forskere har i de seneste år fået fastlagt visse miljømæssige udløsere, der er påvist at spille en vigtigt rolle i sygdommens opståen.
Eftersom sygdommen er autoimmun, kan Type 1-diabetes opstå sideløbende med øvrige autoimmune sygdomme såsom Basedows sygdom (en stofskiftesygdom) og Vitiligo (et hudsygdom). Risikoen for at et barn udvikler Diabetes 1 er som følger:
De miljømæssige omstændigheder har tilsyneladende en stor indflydelse på udviklingen af diabetes 1. Det gælder eksempelvis for to identiske tvillinger (som har præcis samme genetiske bagland), at risikoen for at begge tvillinger udvikler sukkersygen kun er 50-70%. Selvom den ene tvilling har sygdommen, er der altså kun 30-50% risiko for at den anden tvilling også får sygdommen. Dette skyldes et samspil mellem de genetiske og miljømæssige faktorer.
Der findes et væld af forskellige teorier omkring hvilke elementer af miljøet der udløser sygdommen, hvoraf teorier omkring betændelsestilstande, infektioner og vira er de mest dominerende og alment udbredte. Der er dog ikke fuldkommen klarhed på området, hvorfor ledende forskere også forsker grundigt i de miljømæssige årsager til diabetes 1.
Diabetes 1 synes at opstå når noget i miljøet - herunder en virusform eller gift (man er endnu ikke helt sikker) - forårsager immunforsvarets fejlopfattelse af bugspytkirtlen, hvorved beta-cellerne bliver destrueret i en sådan grad, at de ikke længere kan producere insulin i en tilstrækkelig mængde. Disse nedbrydnings-stoffer (kaldet autoantistoffer) kan spores hos de fleste med Diabetes 1. Faktisk kan man spore disse stoffer hos omtrent 9 ud af 10 personer med denne form for sukkersyge, især når de har højt blodsukker.
Der menes at være en forbindelse mellem psykisk belastning og frembrud af diabetes 1. Mange mentale lidelser og tilstande kan forårsage en svækkelse af immunforsvaret, som kan føre til en fremprovokering af type 1-diabetes. I nogle tilfælde er de psykiske problemer dog kommet i forlængelse af sukkersygen, hvorfor det kan være svært at bestemme rækkefølgen.
Depression og symptomer på depression kan sommetider ses hos personer med Diabetes 1. Hertil er der registreret et stigende antal depressioner hos diabetikere, sammenlignet med ikke-diabetikere. Kvindelige type 1-diabetikere er mere tilbøjelige til at pådrage sig en depression end mænd. Herudover har unge diabetikere også større tendens til at blive deprimerede, sammenlignet med ældre type 1-diabetikere.
Trods sygdommen oftest starter hos personer yngre end 20 år, kan denne form for sukkersyge forekomme hos personer i alle aldre. Sygdommen er dog forholdsvis sjælden, eftersom kun 5% af diabetikere lider af denne form for sukkersyge. Tilstanden er mere forekommende blandt etniske danskere end hos personer af anden etnisk herkomst, og er ligeligt forekommende hos mænd og kvinder.
Det er vigtigt at huske på at diabetes ikke er en sygdom som kan komme og gå. Man kan altså ikke være diabetiker fra den ene dag til den anden, hvorefter man er fuldkommen rask derefter. Hvis man har for højt blodsukker befinder man sig i en usund tilstand. Hvis man har forhøjet blodsukker, trods man ikke opfylder kravene til at være diabetiker, er der stor risiko for at man er prædiabetiker.
Dette er stadig en alvorlig tilstand. Statistisk set har prædiabetikere 5 gange større risiko for at udvikle diabetes over et længere perspektiv. Prædiabetes er også en farlig tilstand, da den øger risikoen for at man pådrager sig hjertekarsygdomme, selvom risikoen for dette er større med en fuld diabetes-diagnose. Selvom man er prædiabetiker, kan man stadig godt forhindre udviklingen af diabetes, ved at omlægge livsstilen og inkorporere sunde kostvaner samt motion.
Diabetes 1 er en meget farlig sygdom, da den kan påvirke mange af de store organer i kroppen, herunder hjertet, blodårerne, nerverne, øjnene og nyrerne. Derfor er det meget vigtigt at man bibeholder et normalt blodsukker det meste af tiden, således at man reducerer risikoen for at udvikle nogle af de farlige følgetilstande og komplikationer.
Langtidsvarende komplikationer i forlængelse af ungdomssukkersyge kan udvikle sig gradvist (typisk over en årrække). Hvis man er flittig med at håndtere blodsukkeret, kan man selv gøre en aktiv indsats for at sænke risikoen for at man oplever problemer med sygdommen. Dette er meget vigtigt, eftersom problemerne kan være hæmmende og livstruende (i nogle tilfælde).
Hvis man har mistanke om at man selv - eller ens barn - lider af diabetes 1, er det vigtigt at man bliver tilset af en læge øjeblikkeligt. En enkel blodprøve kan give lægen et fingerpeg om, om der er indikationer, som danner grundlag for at man indleder en nærmere undersøgelse.
Hvis du har problemer med at håndtere din sukkersyge, dit blodsukker eller hvis du er i tvivl omkring hvordan du bør handle i en vis situation, bør du aldrig holde igen med at kontakte din læge. Din læge eller behandler kan hjælpe dig med at finde svar på dine spørgsmål, og kan vejlede omkring det meste.
Efter man har fået stillet diagnosen type 1-diabetes, vil man have brug for en løbende kontakt med sundhedssystemet. Der er behov for en ihærdig monitorering af blodsukkeret, samt et tæt samarbejde med en læge omkring insulinbehandlingen. En læge, som er specialiseret i hormonelle sygdomme (insulin er et hormon, red.) kaldes for en endokrinolog. En endokrinolog varetager typisk behandlingen af sukkersyge. Ud over en speciallæge, kan man forvente at skulle være i kontakt med følgende fagpersoner:
Efter at man er blevet sat grundigt ind i hvordan man skal behandle sin sukkersyge, vil man typisk kunne forvente at skulle komme til diverse lægekonsultationer i løbet af året (typisk hver 2. eller 3. måned). Herudover er det også vigtigt at man årligt bliver undersøgt for problemer med øjnene og fødderne - i sær hvis man er dårlig til at behandle sin sukkersyge, hvis man har forhøjet blodtryk, har nyresvigt eller er gravid.
Det er meget vigtigt at man forbereder sig på sine konsultationer hos læger, diætister og terapeuter. Herunder følger nogle oplysninger, som kan hjælpe en med forberedelse på besøgene.
Efter du er begyndt på insulinbehandlingen, burde symptomerne på sukkersyge begynde at aftage. Hvis der dog opstår nye problemer i forbindelse med behandlingen, er det en god idé at du skriver dem ned. Sådanne spørgsmål kan eksempelvis omhandle vekslende blodsukker og hvordan du håndterer blodsukkeret i perioderne efter du har indtaget et måltid. De fleste som lige er startet på en insulinbehandling bliver løbende i tvivl om noget, hvorfor det kan være meget gavnligt at skrive spørgsmålene ned, og gemme dem til næste lægebesøg.
Det er vigtigt at man jævnligt gør status over hvordan livet har ændret sig, og hvad man er utilfreds med. Det kan være meget rart at notere oplysninger omkring stressniveauet og øvrige faktorer, der hindrer eller letter sukkersygebehandlingen. Lav en liste over alle de lægemidler (medicin), vitamintilskud og kosttilskud du benytter dig af. Dette er vigtigt information for lægen, da han skal koordinere behandlingen i overensstemmelse med dine kost- og medicinvaner.
Hvis du er diabetiker, og derfor allerede er i gang med en insulinbehandling, er det meget godt at holde styr på blodsukkerets udvikling. Det anbefales at man skriver blodsukkermålingerne ned i en logbog, som man medbringer til lægekonsultationerne, så lægen kan danne sig et overblik over behandlingens effektivitet.
Hvis man forbereder en liste over de spørgsmål man gerne vil stille lægen, kan man sørge for at få det meste ud af tiden hos lægen. Når det drejer sig om diabetes 1 er følgende stofområder relevante at blive afklaret omkring: højt blodsukker, lavt blodsukker, insulinbehandling, insulindoser, insulinlevering (pumpe eller sprøjte?), ketonstoffer, næringsstoffer, fødevarer, samspil mellem motion, insulin og kost, osv.
Herudover er der en række mindre dokumenterede forhold, som kan resultere i udbruddet af type 1-diabetes. Eftersom ikke alle disse risikofaktorer er blevet påvist at være sande, bør de ikke regnes for faktuelle. Faktorerne er oplister herunder.
Hvis der er et tilstrækkeligt grundlag for at man mistænker, at man lider af Type 1-Diabetes, kan man starte med at så undersøgt eventuelle unormale forhold i blodet (herunder blodsukkeret). En læge vil være meget interesseret i at måle langtidsblodsukkeret og korttidsblodsukkeret, samtidig med at lægen vil sende en urinprøve til laboratorisk undersøgelse. En urinprøve kan klargøre om der findes ketoner eller ketonstoffer i urinen.
Denne test kan danne et billede af hvordan blodsukkeret har været de seneste 2-3 måneder. Testen fungerer ved at måle procentdelen af det sukker i blodet, der er bundet til hæmoglobinet (det ilt-bærende protein i de røde blodlegemer). Desto højere blodsukkeret er, desto mere hæmoglobin vil have sukker (glukose) bundet til sig. Hvis testen giver et resultat på 6,5 - 7,5% eller højere, på to separate målinger, er der en stor sandsynlighed for at man lider af diabetes.
Hvis det ikke er muligt at foretage en præcis måling af langtidsblodsukkeret, grundet eventuelt graviditet eller alternative hæmoglobinomstændigheder, vil lægen i stedet vælge at foretage øvrige tests for at måle blodsukkeret, og fokusere på resultaterne af disse.
En ikke-fastende blodsukkermåling skal foretages på et vilkårligt tidspunkt, og altså ikke i forlængelse af en fastende periode. Ligegyldigt om man har indtaget et måltid eller ej, vil en måling på over 200 mg/dL (11,1 mmol/L) indikere at man har diabetes. Diagnosen kan bekræftes endegyldigt ved at man udviser nogle af de typiske symptomer på sukkersyge, herunder hyppig vandladning og ekstrem tørst.
En ikke-fastende blodsukkermåling foregår ved at man foretager en såkaldt "Oral Glukose Tolerance Test" (OGTT) eller sukkerbelastningstest. Denne test består i at man indtager omkring 75 gram sukker, som er opløst i vand, hvorefter man venter i 2 timer, inden blodsukkeret måles. Det er vigtigt at man i løbet af de 2 timer ikke indtager nogen form for føde eller drikke, da det kan forstyrre testresultatet. Efter 2-timers målingen, kan det være nødvendigt at man foretager yderligere blodsukkermålinger med 30 minutters interval, for at spore hvor effektiv kroppen er til at producere og udskille insulinen.
Denne test består af en blodprøve, der typisk tages morgenen efter man har fastet hele natten.
Såfremt man får stillet diagnosen vil lægen efterfølgende foretage en del yderligere blodprøver, med henblik på at spore eventuelle autoantistoffer som er almindelige hos personer med Diabetes 1. Disse tests kan hjælpe lægen med at anspore om der er tale om Diabetes 1 eller Diabetes 2. Herudover kan ketonstoffer i urinprøven også være med til at give et fingerpeg, da ketonstofferne er biprodukter af nedbrudte fedtceller.
Efter man er blevet diagnosticeret med Diabetes 1, har man behov for jævnligt at besøge lægen med henblik på at få behandlet sygdommen. I løbet af disse konsultationer vil lægen undersøge langtidsblodsukkeret. Det ideelle langtidsblodsukker varierer meget fra person til person, eftersom det afhænger af ens alder og øvrige faktorer. Dog er den seneste generelle anbefaling fra sundhedsstyrelsen, at målværdien for langtidsblodsukkeret bør være under 7,5%.
Langtidsblodsukkeret er vigtigt, eftersom det er en bedre indikation for effektiv diabetesbehandlingen er. Hvis man har for højt langtidsblodsukker, kan det være et tegn på at man har brug for at foretage ændringer i insulinbehandlingen, kostvanerne eller begge dele.
Personer som holder et pænt langtidsblodsukker, og er flittige med at leve den rigtige livsstil, har ikke nødvendigvis behov for at besøge lægen nær så ofte som andre personer. Personer som har problemer med at opretholde det rigtige langtidsblodsukker kan have behov for at blive henvist til en endokrinolog (en specialist).
I tillæg til måling af langtidsblodsukkeret, vil lægen også tage blodprøver og urinprøver med jævne mellemrum, for at undersøge kolesteroltallet, stofskiftet, leverens funktionsevne og nyrernes funktionsevne. Lægen vil sandsynligvis også foretage en blodtryksmåling, samt eventuelt kigge på prik-områderne hvor insulinen bliver tilført kroppen, og evaluere fingerspidsernes tilstand.
Mange diabetikere er i fuld stand til at leve et langt og sundt liv. Behandlingen af sygdommen er varig og er centreret omkring at holde blodsukkeret i balance, hvilket kan opnås med en god koordinering af måltider, motion og vedvarende insulintilskud. Alle som lider af Diabetes 1 har behov for at tilføre kroppen insulin, for at kunne kontrollere blodsukkeret.
Herudover er det også vigtigt at man måler sit blodsukker jævnligt, samt foretager ændringer i insulintilskuddet, kostvanerne og det fysiske aktivitetsniveau for at kunne imødekomme det tilsigtede blodsukkerniveau.
Behandlingen for type 1-diabetes består af følgende tiltag:
Målet med behandlingen for diabetes 1 er naturligvis at holde blodsukkeret så tæt på idealværdien som muligt. Dette er nemlig den bedste måde at 'normalisere' sundhedstilstanden hos en diabetiker. Selvom der kan være undtagelser for visse personer, så er målet som regel at man holder blodsukkeret mellem 70 og 130 mg/dL (eller 3,9 til 7,2 mmol/L) i tiden inden et måltid. 2 timer efter måltidet er indtages bør blodsukkeret ikke overstige 180 mg/dL (eller 10 mmol/L). Således kan man holde et stabilt og normalt blodsukker.
Enhver som lider af diabetes 1 har brug for en livsvarig insulinbehandling. Efter at diagnosen er blevet stillet, kan der være en begyndende periode, hvor man ikke modtager insulinbehandling, hvor blodsukkeret kan løbe løbsk sommetider. Men denne fase bliver hurtigt overstået så snart man begynder på sin insulinbehandling.
Herunder er oplistet de forskellige former for insulin, der typisk anvendes i forbindelse med behandling af sukkersyge.
Insulin kan ikke indtages via tabletter (oralt), eftersom enzymer i mavesækken kan forhindre den rene optagelse af insulinen. Derfor kan man indtage insulin gennem injektioner (indsprøjtninger) eller via en insulinpumpe. Begge metoder anvendes i vid udstrækning.
Man kan sprøjte insulin ind i kroppen via en ganske almindelig sprøjte eller via en speciallavet insulinsprøjte. Typisk indsprøjtes insulinen under huden. Speciallavede insulinsprøjter ligner mest af alt en kuglepen, og kan fås i både genopfyldelig form samt engangsform. Ligeledes kan almindelige sprøjter fås i forskellige størrelser, så man kan vælge den løsning, der passer en bedst.
Hvis man vælger at benytte sig af indsprøjtningsinsulin, er der stor sandsynlighed for at man har brug for blandede insulinprodukter. Hvis man indskyder insulin flere gange om dagen, anvender man typisk et insulinprodukt, der består af en kombination af hurtigtvirkende og langsomtvirkende insulin.
Et sådant insulinprodukt "ligner" mere hvad kroppen selv producerer og anvender, og adskiller sig fra de insulinprodukter man anvendte i gamle dage. Tre eller flere insulinindsprøjtninger om dagen er den mest hyppige indtagelsesmetode, og er for de fleste også den bedste måde at afbalancere blodtrykket på.
En insulinpumpe er et lille apparat som man går med uden på kroppen. Fra insulinpumpen løber der et rør (kateter) til undersiden af huden på maveskindet, hvorigennem der kan tilføres insulin til kroppen i bestemte intervaller. Faktisk kan pumpen bæres på forskellige måder, herunder på armleddet, i lommen eller med et speciallavet bælte til pumpen.
Der findes også nogle trådløse insulinpumper. De består i nogle apparater, som man kan fæstne mod kroppen (typisk på maven, lænden, armen eller benet), som kan tilføre kroppen insulin. Fordelen ved disse er, at man ikke har et kateter (rør) der løber fra pumpen og hen til pumpestedet.
Alle insulinpumper er programmeret til at kunne udløse en selvangivet specifik mængde hurtigtvirkende insulin pr. automatik. En sådan tilførsel er en "basal-tilførsel", da man får tilført den mængde insulin, som man har brug for med det samme. Derfor kan man eksempelvis undgå at benytte sig af langsomtvirkende insulin.
Når man skal til at spise, kan man programmere insulinpumpen til at justere blodsukkeret (via insulintilskud) afhængigt af andelen af kulhydrater (sukker) i det pågældende måltid. Det er meget smart, da man således opretholder et normalt blodsukker, selvom man indtager et sukkerholdigt måltid.
Nogle synes at denne pumpeform er mere belejlig, og dermed også mere effektiv til at kontrollere blodsukkeret - i stedet for brug af insulinsprøjter. Det gør i realiteten ikke den store forskel hvordan man indtager insulinen, så længe man får den korrekte dosis og insulinform.
En ny behandlingsmetode, der endnu ikke er tilgængelig alle steder, består af et lukket insulinleverende system - også kaldet en kunstig bugspytkirtel. Apparatet består af en blodsukkermåler, der arbejder sammen med en insulinpumpe. Den kunstige bugspytkirtel leverer automatisk den fornødne mængde insulin, når blodsukkermåleren signalerer at der er et behov for det.
Der findes et væld af forskellige versioner af den kunstige bugspytkirtel, og forskningsforsøg har vist lovende resultater med denne tilgang. Man har dog stadig behov for at forske mere i behandlingsmetoden, før en fuldkommen funktionel kunstig bugspytkirtel kan anvendes inden for den almene patientbehandling.
Den første kunstige bugspytkirtel blev godkendt til anvendelse på markedet i 2013. Forskningsresultater har indtil videre påvist at apparatet kan forebygge lavt blodsukker om natten markant, uden nødvendigvis at øge blodsukkeret om morgenen. Dette er positivt, eftersom mange diabetikere døjer med problemer ved blodsukkerskiftet mellem nat og dag.
Type 1-Diabetikere kan også få anbefalet medicin af lægen, der ikke nødvendigvis påvirker insulinen og/eller blodsukkeret i kroppen. Herunder følger en liste over de mest relevante medicinformer.
Alt afhængigt af hvilken insulinbehandling man vælger eller bliver anbefalet (to daglige injektioner, flere daglige injektioner eller insulinpumpe) har man altid brug for at måle og registrere blodsukkeret minimum 4 gange om dagen, og typisk flere gange end dette.
Det anbefales at man måler sit blodsukker inden måltider og snacks, inden man går i seng, før man begynder at motionere eller køre eller når man føler at man har for lavt blodsukker. En grundig og flittig måling af blodsukkeret er den eneste måde hvorpå man kan sikre sig, at blodsukkeret ligger inden for det anbefalede interval.
Selvom man tager insulin jævnligt og holder sig til en fast spiserutine, kan blodsukkeret stadig være vekslende, uden at man nødvendigvis kan forudsige det. Derfor kan man med hjælp fra sine behandlere (diætist og endokrinolog) lære at kende sin egen krop bedre, og finde ud af hvordan blodsukkeret ændrer sig når man spiser, sover, dyrker fysisk aktivitet, ved sygdom, når man indtager medicin, stress, ved hormonelle ændringer og indtagelse af alkohol.
At måle blodsukkeret - eller selvregulere blodsukkerniveauet - er med til at bedre behandlingen af sukkersygen. Lægen anbefaler typisk at man måler sit blodsukker minimum 3 gange om dagen, hvis man lider af diabetes 1. Målingerne kan være både før og efter bestemte måltider, før og efter motion, før sengetid og sommetider gennem natten. Man kan blive påkrævet at måle blodsukkeret oftere hvis man er syg, ændrer sin daglige rutine eller starter på en ny type medicin. Blodsukkermåling hjælper med:
Mange tror at diabetikere skal holde sig til en form for kur, der er skræddersyet til diabetikere. Dette gør sig ikke nødvendigvis gældende for alle diabetikere. Det er dog meget vigtigt at sukkersyge personer sørger for at spise fødevarer, der er fiberrigt og lavt på fedt. Typiske eksempler på sådanne levnedsmidler er oplistet herunder:
En diætist vil typisk anbefale at man holder sig fra raffinerede kulhydrater, såsom dem der findes i hvidt brød, pasta, sodavand og slik. Faktisk gør disse kostråd sig gældende for alle personer, hvad end de er diabetikere eller ej.
Nye diabetikere lærer hurtigt at aflæse andelen af kulhydrater i forskellige fødevarer, således at de kan sørge for at få dækket insulinbehovet, der skal til for at sukkeret kan blive optaget i kroppen. En diætist kan altid hjælpe med at sammensætte en kostplan, der er skræddersyet til den enkelte persons sundhedsmål, yndlingsmad og livsstil.
Alle mennesker har brug for aerobisk træning, og det samme gør sig gældende for type 1-diabetikere. Men lægen skal dog sige god for at man kan træne, før man kaster sig ind ud i det. Herudover er det vigtigt at man vælger aktiviteter, som man nyder at udføre, såsom gang, svømning eller cykling.
Hvis man normalt ikke er en særligt aktiv type, er det aldrig for sent at komme i gang, man skal dog være varsom i begyndelsen. Det anbefales at man starter med et beskedent aktivitetsniveau, hvorefter man hæver træningsintensiteten gradvist - sådan opnås det bedste resultat, samtidig med at skader undgås.
Det er vigtigt at man inkorporerer motion som en aktiv del af hverdagen, og man sigter efter at få pulsen op i minimum 30 minutter de fleste dage om ugen. Hvis der er tale om store børn og teenagere, anbefales der normalvis op til en times aerobisk time om dagen. Hertil kan mange have gavn af at dyrke styrketræning.
Man bør huske på at fysisk aktivitet sænker blodsukkeret i perioden efter man har dyrket motion. Hvis man påbegynder en ny træningsaktivitet, bør man altid måle sit blodsukkere med jævne mellemrum, og typisk oftere end hvis man ikke har dyrket aktiviteten tidligere. Det tætte opsyn med aktivitetens påvirkning af blodsukkeret bør fortsætte indtil man har lært alt omkring hvordan blodsukkeret påvirkes.
Man kan have brug for at justere sin kostplan eller insulinbehandling, for at kunne kompensere for det øgede aktivitetsniveau. Hvis man benytter sig af en insulinpumpe, kan man indstille apparatet til at opretholde et basisblodsukker (normalt niveau) for at forebygge lavt blodsukker. En læge eller anden behandler kan altid vise en hvordan man programmerer insulinpumpen.
Man kan få lavt blodsukker på et hvilket som helst tidspunkt som diabetiker, og dermed også når man kører bil. Derfor er det en god idé at måle blodsukkeret hver gang man sætter sig bag rattet. Hvis blodsukkeret er lavere end 70 mg/dL (tilsvarende 3,9 mmol/L), bør man holde igen med at dreje nøglen om.
Man kan med fordel spise noget sukkerholdigt, og vente 10-15 minutter igen, før man måler blodsukkeret, og sikrer sig at blodsukkeret er normalt. Lavt blodsukker er farligt for bilister, eftersom tilstanden hindrer koncentrationsevnen og evnen til at reagere hurtigt.
Diabetes 1 kan medføre en del komplikationer og udfordringer i forbindelse med arbejdet. Hvis man eksempelvis har et arbejde, som indbefatter at man kører bil, håndterer maskiner og lign., kan man risikere at pådrage sig alvorlige skader, hvis man pludseligt får lavt blodsukker.
Det anbefales at man gør sin arbejdsgiver og medarbejdere opmærksomme på, at man har sukkersyge, og man derved sikrer sig, at de omkringværende personer er vidende om hvordan de skal agere, hvis man får lavt blodsukker. Herudover kan det også være, at arbejdsgivere imødekommer visse behov som diabetikere har, såsom en mini-pause for at måle blodsukker og en hurtig adgang til sukkerholdig mad og drikke.
Således kan man undgå at få lavt blodsukker, og være overordnet mere effektiv i behandlingen. Faktisk er det lovpligtigt for arbejdsgivere at gøre visse undtagelser for diabetikere, da sygdommen er en kronisk sygdom, der påvirker arbejdsevnen i et vist omfang.
Eftersom der er en risiko for at kvinder med diabetes 1 kan opleve problemer med graviditeten, anbefales det at kvinder får målt langtidsblodsukkeret med henblik på at få fastslået egnetheden til en graviditet. Målingens resultat bør være under 7% før man forsøger sig med en graviditet. Visse medicintyper - såsom blodtryksmedicin og kolesterolmedicin - bør undgås i tiden op til graviditeten.
Risikoen for at en diabetisk moder føder et vanskabt barn (barn med genfejl) er højere end ikke-sukkersyge personer, og risikoen stiger hvis man er dårlig til at håndtere sin sukkersyge. Det er især vigtigt at man holder et normalt blodsukker i de første 6-8 uger af graviditeten, hvorfor det er meget vigtigt at man har en god organiseringsevne. Med god planlægning og disciplin kan man nedsætte risikoen for at opleve problemer med graviditeten.
Så længe man er frisk, sund og har normale kognitive evner, er målene for behandlingen af diabetes 1 de samme som da man var yngre. Men for de udsatte, syge og folk med kognitive vanskeligheder, er det ikke altid let at håndtere sukkersygen. Hvis man har fået til opgave at håndtere/kontrollere en anden persons sukkersyge (som fx en ældre person), bør man altid rådføre sig hos vedkommendes læge, og spørge ind til hvilke mål personen bør tilsigte at opnå med sin behandling.
Man kan transplantere en ny bugspytkirtel ind i kroppen, hvorved man ikke længere har behov for hele tiden at få tilført insulin. Men det er ikke alle transplantationer af bugspytkirtler, der ender op med at være succesfulde - og selve operationen indebærer en høj sundhedsrisiko.
Såfremt man har succes med en transplantation af bugspytkirtlen, vil man stadig have behov for en livsvarig medicinbehandling med immunhæmmende midler. Sådanne medicinpræparater kan medføre bivirkninger, herunder en forøget risiko for betændelser og organskader. Eftersom bivirkningerne kan være farligere end at leve med diabetes, er en bugspytkirteltransplantation ikke en løsning for alle - men typisk egnet for personer som har meget svært ved at leve med sygdommen, eller for folk som også har brug for en nyretransplantation.
De Langerhanske øer er bugspytkirtlens endokrine væv, der er spredt som små øer i organets væv. De Langerhanske øer består bl.a. af de vigtige beta-celler, der producerer insulin. Forskere eksperimenterer i øjeblikket meget med at transplantere disse dele af organet, hvilket kan føre til en øget insulinproduktion hos organmodtageren. Selvom denne metode har været meget vanskelig tidligere, er man blevet meget bedre til at få modtagerpersonens krop til at "optage" delorganet som var det kroppens eget. Dette har bestyrket succesraten for proceduren.
Dette operationelle indgreb er ikke en selvstændig løsning, eftersom man stadig vil have behov for at tage immunhæmmende lægemidler. Kroppen har tendens til at nedbryde De Langerhanske øer, hvis den opdager at vævet er fremmed for kroppen. Derfor er det i mange tilfælde blot en kortsigtet løsning. Herudover er der heller ikke tilstrækkeligt med donorer, for at denne behandlingstype kan blive primær.
Man har tidligere har succes med at behandle ny-diagnosticerede diabetikere via stamcelletransplantation. Behandlingen er dog meget risikofyldt, eftersom man skal lukke ned for immunsystemet, hvorefter man bygger det op igen. Fordelen er at man ikke behøver at tilføre kroppen insulin, da den selv genfinder evnen til at genoptage produktionen. Metoden hviler på at man benytter stamceller fra diabetikerens eget blod.
Man kan ikke forebygge diabetes 1. Dog arbejder forskerne på at forebygge sygdommens nedbrydning af beta-cellerne hos personer, der er blevet diagnosticeret i tide. Man kan altid spørge sin læge om man kan være kandidat til at deltage i disse forskningsprojekter. Lægen kan tage stilling til om en deltagelse i et forskningsprojekt er gavnligt i forhold til de eventuelle bivirkninger.
Hvis man drikker store mængder alkohol, kan blodsukkeret dale markant. Frigørelsen af sukker fra leverens glukoselager hæmmes ved alkoholindtag, samtidig med at leveren stopper med at lagre nyt sukker. Derfor vil det lave blodsukker ikke kunne genoprettes via frigørelse af sukker fra sukkerdepoterne, da alkoholen forhindrer dette. Leverens højest-prioriterede arbejde med nedbrydning af alkohol, forhindrer dens sukkerudskilningsprocesser i at forløbe ved normal hastighed. Desuden er alkoholindtag ofte kombineret med aktiviteter hvor kroppens muskelgrupper aktiveres; dette indebærer alt fra dans, byvandring og sex.
Alkohol nedsætter følelsesevnen/sensibiliteten, hvorfor man ikke nødvendigvis mærker symptomerne på lavt blodsukker komme snigende. At være beruset minder desuden på mange måder om symptomerne på lavt blodsukker, hvorfor man kan have yderligere svært ved at opdage tilstanden. Desuden kan det sociale selskab i forbindelse med drukken også have svært ved at opfange at symptomerne skyldes lavt blodsukker, frem for alkoholpåvirkning. Herfor er risikoen for at opleve et lavt blodsukker også forøget ved at man befinder sig i festlige omstændigheder. Erfarne diabetikere kender dog deres grænser, og sørger eventuelt for at supplere alkoholindtaget med et sukkerindtag, og aldrig drikke på tom mave.
Følgende råd bør følges af folk, der ønsker at nyde alkohol, men samtidig lider af diabetes (sukkersyge) eller hyppigt forekommende lavt blodsukker:
At leve med diabetes 1 er ikke altid lige nemt. De fleste finder det meget svært i starten af behandlingsforløbet (efter diagnosen er stillet), da der indgår mange livsomstillinger i behandlingen. Sukkersyge kan påvirke humøret på flere forskellige måder, og et dårligt blodsukker spiller også en direkte indflydelse på den mentale tilstand. Derfor kan nogle opleve adfærdsændringer og irritation i begyndelsen af behandlingen - dette er meget normalt.
Diabetikere skal leve livet en smule anderledes end andre personer, hvorfor der nogle gange kan opstå gnidninger og udfordringer i dagligdagen. Sådanne irritationer fører ofte til at diabetikere føler sig "anderledes" end andre, hvilket kan bestyrke de negative tanker omkring livsstilen. Den bedste behandling opnås ved at man accepterer udfordringerne, og lærer at indfinde sig med at man har sygdommen.
Eftersom diabetikere har højere risiko for at udvikle en depression eller anden diabetes-relateret psykisk lidelse, kan det i nogle tilfælde være relevant at have en psykolog, psykoterapeut eller psykiater med ind over behandlingsforløbet. Herudover vil det i de fleste tilfælde være nødvendigt at man kommer i kontakt med en kommunal medarbejder, da de fleste diabetikere er berettiget til økonomisk støtte (tilskud til ekstra udgifter).
Mange sukkersyge personer finder det rart at have andre diabetikere at tale med, da man typisk får meget ud af at have en fællesskabsfølelse omkring behandlingen. Derfor findes der også foreninger og støttegrupper (både fysisk og på internettet) for diabetikere i Danmark. Personerne i disse foreninger udveksler ofte idéer og tips til hvordan man lever med sygdommen, og kan netop drage på egne erfaringer, hvilket er meget positivt. Støtteforeninger- og grupper er meget gavnlige, da de nærmest er garanteret at gøre hverdagen lettere for nye diabetikere. Derfor anbefales det kraftigt at man melder sig ind i en støtteforening for diabetes.
De nyere blodsukkermålere gør det muligt at teste øvrige steder end blot blod fra fingerspidsen. Disse alternative testområder indbefatter overarmen, underarmen, midten af tommelfingeren og låret. Dog kan blodet fra disse områder give resultatværdier, der afviger meget blodsukkerværdien i blodet fra fingerspidsen. Blodsukker målt fra fingerspidsen kan desuden også vise ændringer hurtigere end blodsukker målt på de førnævnte steder.
Dette gør sig i sær gældende når der er tale om drastisk fald eller stigning i blodsukkeret, som fx efter et måltid eller efter træning. Det er vigtigt at huske på, at hvis man ønsker at undersøge sit blodsukker, samtidig med at man oplever symptomer på lavt blodsukker, bør man benytte sig af blod fra fingerspidsen (om muligt), da disse bloddråbers sukkerindhold er mest sigende for blodsukkeret i resten af kroppen.
Herunder ses en typisk fremgangsmåde fra instruksmanualen til en blodsukkermåler