Bilirubin er et gulorange farvestof som kroppen producerer, når den udskifter gamle røde blodlegemer. Bilirubin er det farvestof, som giver huden det gullige skær. Bilirubin kan eksempelvis ses igennem huden når blå mærker blive gule. Stoffet udskilles normalt igennem urin og galde. Stoffet er også med til at farve afføring og urin. Bilirubin bliver produceret i milten under nedbrydelsen af gamle eller ubrugbare røde blodlegemer.
Leveren er ansvarlig for udskillelsen af bilirubin. Stoffet udvaskes med galden i tarmen. Eftersom nyfødtes evne til at omsætte bilirubin er nedsat, grundet leverens lave aktivitetsniveau (især blandt for tidligt fødte børn), opstår gulsot-tilstanden. Børn, der er født for tidligt, har derfor tendens til at udvikle gulsot tidligere, og tilstanden vil oftest vare længere.
Under graviditeten er det dog moderkagen som varetager udskillelsen af bilirubinen. Når navlestrengen klippes over, vil moderkagen ikke længere kunne løfte opgaven, og derfor må barnets eget filtreringssystem sætte ind. Bilirubinen forlader kroppen via urinen og afføringen.
Hos voksne er gulsot ikke en sygdom i sig selv, men et symptom på en række andre sygdomstilstande. Symptomerne for gulsot hos voksne skyldes at en for høj mængde af bilirubin samler sig i blodet samt vævet. Bilirubin er et naturligt farvestof i kroppen. Det betyder at huden og slimhinderne samt de indre organer får en gullig farve. Gulsot hos voksne ses typisk når bilirubinmængden overstiger 2,5-3 mg/dl (milligram pr. deciliter).
Gulsot hos voksne er ofte affødt af en af de tre hovedårsager, som alle har det tilfælles, at de forårsager en forstyrrelse af udskillelsen af galdefarvestoffet bilirubin:
Gulsot forekommer sjældent hos voksne, men man kan pådrage sig tilstanden af mange årsager. Et par af disse er:
Nyfødte børn har ved fødslen et relativt større antal af røde blodlegemer i kroppen, end de nogensinde komme til a have, senere i livet. Årsagen bag dette hænger sammen med, at iltniveauet i fosterlivet er meget lavt, eftersom barnet ikke har trukket vejret. Efter fødslen stiger iltniveauet voldsomt - da babyen nu trækker vejret - og derfor falder behovet for røde blodlegemer. Den kemiske proces for nedbrydningen af disse overflødige røde blodlegemer forårsager stigningen af stoffet 'bilirubin' i blodet.
Gulsot hos spædbørn viser sig ved en gullig misfarvning af den nyfødtes hud og øjne. Tilstanden opstår fordi barnets blod indeholder en for stor mængde bilirubin. For spædbørn er det helt normalt at have en høj mængde bilirubin i blodet ved fødsel. Normal gulsot (også kaldet fysiologisk gulsot) hos spædbørn viser sig ved af barnets hud farves en anelse gullig. Denne farvning begynder normalt på hovedet og i ansigtet hos den nyfødte. Derefter vil den typisk sprede sig til bryst- og maveregionen. Hos nyfødte er gulfarvningen af huden mest tydeligt på næse, kinder og pande.
Årsagen til fysiologisk gulsot hos spædbørn er at moderkagens filtreringsfunktion overtages af leveren. Moderkagen filtrerer bilirubin fra fostrets blodomløbet, i takt med at fostret vokser i livmoderen. Moderkagen er det organ, der vokser under graviditeten, og har til funktion at ernære samt fjerne uønskede, uegnede eller overflødige bestanddele af fostrets blod (herunder bilirubin). Den nyfødtes lever overtager denne funktion efter fødslen - der kan dog gå noget tid før babyens lever er i stand til fuldt af varetage livmoderens opgaver.
Alvorlig gulsot hos nyfødte eller fostre kan forekomme under forskellige forhold. Særligt hvis babyen har en tilstand, som ændrer antallet af røde blodlegemer, der skal erstattes i kroppen. Eksempler på sådanne tilstande og situationer kan være følgende:
Omstændigheder eller påvirkninger, som gør det vanskeligere for babyens krop at slippe af med bilirubin, kan også medføre alvorlig gulsot. Eksempler på dette kan være:
De fleste nyfødte (ca. 60 %) har en vis grad af gulsot. Dette kaldes fysiologisk gulsot. Det vil ofte være mest bemærkelsesværdigt når babyen er er 2-4 dage gammel. I de fleste tilfælde vil tilstanden ikke forårsage nogle komplikationer. Gulsot forsvinder typisk helt inden for to uger hos spædbørn.
To typer af gulsot vil muligvis optræde hos nyfødte, når moderen ammer. Begge typer er som regel harmløse. De beskrives herunder
De fleste gulsot-komplikationer hos voksne er et resultat af den bagvedliggende sygdom. Dette betyder at de ikke opstår grundet gulsoten selv. For eksempel kan gulsot, der er forårsaget af galdesten måske føre til svær blødning. Blødningen kan skyldes et vitaminunderskud, som er nødvendigt for at blodet ikke størkner.
Følgevirkninger fra gulsot hos voksne, kan sommetider være aldeles alvorlige. I nogle tilfælde kan gulsot føre til en intens kløe. Når denne kløe er værst vil nogle personer kradse helt igennem det øverste hudlag. Kløen kan være så overtagende, at den for nogen kan føre til søvnløshed og i yderste konsekvens selvmord.
Ved nyfødte ses gulsot ved at huden og det hvide i øjnene (Sclera) bliver gullig. Det er typisk på hovedet og i ansigtet at dette viser sig. Det er også normalt at den gullige farvning spreder sig til brystet og maven hos babyen. Hos nogle babyer spreder farven sig til benene og armene. Farvningen kan normalvis ses tydeligere, hvis man trykker nænsomt på babyens hud.
Gulsoten kan være sværere at få øje på hos nyfødte med en mørkere hudfarve. I disse tilfælde kan tilstanden måske lettere bemærkes andre steder på babyens krop såsom:
Nyfødte med gulsot vil måske også:
Seriøse komplikationer ved gulsot for spædbørn er sjældne. I nogle tilfælde vil bilirubin-niveauet i blodet dog være alt for højt og dette kan resultere i potentielt livsfarlige komplikationer:
Alle spædbørn bør tilses af en læge i de fem første levedage, for at blive undersøgt for gulsot.
Normalt er gulsot ikke spor farligt for spædbørn, som ikke er blevet født for tidligt. Hvis barnet ikke lider af andre tilstande eller sygdomme er gulsot også ganske harmløst. Dog bør du kontakte en læge, såfremt minimum én af følgende situationer opstår:
Gulsot er en nødsituation hvis babyen har høj feber, er blevet meget nedtrykt eller udviser meget modvilje ved madning.
Det er ganske tydeligt når man lider af gulsot. Der kræves dog en lægeundersøgelse for at identificere den bagvedliggende sygdom. Det vil være nødvendigt at aflægge en blodprøve, og i nogle tilfælde andre tests, for at klarlægge dette. Hos voksne med gulsot bør det betragtes som et faresignal hvis følgende symptomer viser sig:
I nogle tilfælde resulterer blødninger eller sårdannelserne i et rødligt og/el. lilla hududslæt med små prikker (kaldet subkutane blodansamlinger).
Man bør hurtigst muligt kontakte en læge, hvis man udviser nogle af disse symptomer. Hos voksne med gulsot anbefales det at søge læge indenfor et par dage, såfremt man ikke udviser nogle af de ovennævnte symptomer.
Lægen vil først spørge ind til dine symptomer og sygehistorie. Derefter vil lægen foretage en fysisk undersøgelse. Dette vil ofte afgøre hvilken sygdom, der forårsager din gulsot og afklare hvilke øvrige undersøgelser, som er nødvendige.
Lægen vil spørge dig om hvornår gulsoten begyndte og hvor længe den har varet ved. Du vil også blive spurgt om hvornår farven på din urin begyndte at blive mørk (dette forekommer typisk før gulsot udvikler sig). Du kan også blive udspurgt i forhold til øvrige symptomer. Disse vil typisk være kløen, træthed, ændringer i afføringsmønstret og mavesmerter.
Lægen kan være specielt interesseret i at få kendskab til symptomer, som forårsages af en alvorlig sygdomstilstand. Dette kan eksempelvis være pludselig nedsat appetit, kvalme, opkast, mavesmerter og feber, som potentielt kan være et symptom på leverbetændelse. Sidstnævnte er specielt henvendt til unge mennesker og personer med risiko for at få leverbetændelse. Feber og svære vedvarende smerter i øvre del af maveregionen er indikationer på betændelse i galdevejene (kolecystit) eller galdestenssygdom (kolelitiasis). Man bør øjeblikkeligt søge læge hvis man mærker til symptomerne på akut kolecystit.
Lægen vil spørge dig om du tidligere har oplevet komplikationer med leveren. Du kan også forvente at blive spurgt om du før har fået foretaget en operation i galdevejene (for eksempel galdestensoperation). Du vil sandsynligvis blive spurgt om du drikker alkohol eller indtager lægemidler, som kan forårsage gulsot. Dette indbefatter alkohol, håndkøbslægemidler, urtemedicin eller andre urtebaserede produkter såsom te.
Hvis der er slægtninge, som lider af gulsot eller har komplikationer med leveren, bør du gøre din læge opmærksom på dette. Lægen vil lettere kunne diagnosticere eventuelle arvelige leversygdomme med denne oplysning. Gulsot er ofte forbundet med leverbetændelse. Derfor vil lægen måske spørge ind til omstændigheder, som specifikt skaber forhøjet risiko for leverbetændelse som at:
Ca. 60 % af alle nyfødte har en vis grad af gulsot. Nogle spædbørn har dog forhøjet risiko for at udvikle en mere alvorlig type. Risikofaktorer kan være:
Risikofaktorer forbundet med gulsot hos voksne afhænger af den bagvedliggende sygdom. Nogle personer med arvelige sygdomstilstande (eksempelvis talassæmi, som forårsager blodtab) har en øget risiko for at udvikle gulsot i forbindelse med nedbrydelse af de røde blodlegemer (hæmolyse).
Personer, som regelmæssigt indtager store mængder alkohol har større risiko for at udvikle alkoholisk leverskade, bugspytkirtelbetændelse (pankreatit) og skrumpelever (levercirrose). Mennesker med højere risiko for smitte fra de forskellige typer af leverbetændelse (eksempelvis hepatitis A og hepatitis B), har også en særligt høj risiko for at udvikle gulsot fra øjeblikket infektionen opstår. Risikoen kan også være forhøjet hvis man herefter rammes af leversygdom som ved eksempelvis leverkræft.
Gulsot hos nyfødte er normalt ikke skadeligt. Gulsot vil typisk aftage blandt spædbørn inden for de første par leveuger uden behandling. Det kan dog føre til alvorlig hjerneskade hvis babyens bilirubinværdi er alt for høj. Denne funktionsforstyrrelse i hjernen kaldes Kernicterus.
Kernicterus er en bestemt hjerneskade. Hvis alvorlig gulsot ikke behandles kan det føre til denne funktionsnedsættelse. Tilstanden kan opstå hvis bilirubinværdien i en babys blod er alt for høj. Kernicterus kan desuden føre til en bestemt spastisk lammelse (Dyskinetisk cerebral parese) og døvhed. Hjerneskaden kan også forårsage synsbesvær eller have en negativ kognitiv virkning på spædbarnet. Tilstanden bliver i næsten alle tilfælde diagnosticeret tidligt - det vil sige før at mængden af bilirubin er tilstrækkeligt høj til at forårsage hjerneskaden. Behandling af Kernicterus er i de fleste tilfælde effektiv.
Det lægefaglige personale vil på hospitalet holde øje med tegn på gulsot. Det er typisk barnets familie, som bemærker gulsot hos den nyfødte efter hjemsendelse. Alle nyfødte, som viser tegn på gulsot, bør have deres bilirubinværdi undersøgt med det samme. Dette kan gøres via en blodprøve. Det kan være nødvendigt med yderligere undersøgelser - dette er især tilfældet for nyfødte hvis samlede bilirubinniveau pludseligt stiger hurtigere end forventet.
Mange hospitaler undersøger bilirubinmængden hos alle nyfødte. Dette sker normalvis efter ca. 24 timer. Hospitalerne anvender hjælpemidler, som alene ved at røre den nyfødtes hud kan anslå bilirubinværdien. En opfølgende og bekræftende blodprøve er dog nødvendig for et mere præcist resultat. Prøver, der sandsynligvis vil blive foretaget er:
For det meste er behandling af gulsot hos spædbørn ikke nødvendig. Et behandlingsforløb er dog nødvendigt, hvis der er tale om alvorlig gulsot. Faktorer som indgår i denne beslutningsproces:
Spædbarnet har behov for behandling hvis bilirubin-mængden er for høj eller stiger for hurtigt. En baby med svær gulsot skal indtage meget væske via brystmælken eller i form af modermælkserstatning.
Man kan få foretaget lysterapi mod gulsot. Behandlingen kaldes også for fototerapi og varer som regel i 2 døgn. Barnet bliver oftest placeret under et fluorescerende lys i en seng el. en kuvøse (et medicinsk præparat som anvendes til at sikre stabile omgivelser for spædbørn, der er blevet født for tidligt el. er syge).
Lysapparatet holdes over barnet (man kan også foretage lysterapi på en madras med indbyggede lys). Under behandlingen har spædbarnet kun ble og nogle specielle lysbriller på. Brillerne er til for at beskytte barnets øjne. Der foretages en blodprøve før og efter behandlingen. Blodprøven skal afgøre mængden af bilirubin i babyens blod.
Kroppen absorberer lyset, hvilket forandrer bilirubinen, således at kroppen har lettere ved at udskille stoffet. Behandlingen foretaget oftest på hospitalet, men kan sommetider også foregå derhjemme. Der tages en bilirubin (blodprøve) før og efter behandlingen
Man bør ikke forsøge at behandle sit barn på egen hånd, ved at udsætte det for megen sollys. Der er altid behov for en speciel form for lys, samt de rette omgivelser og forhold - som kun findes på hospitalet.
Barnets tilstand kan følges med et såkaldt "bib". Bib er et lille apparat, som gennem barnets pande kan afmåle mængden af bilirubin i blodet. Barnet kommer ikke til at føle smerte ved denne metode og det er ikke en decideret blodprøve. Ved behandlingen vil spædbarnet tabe væske ved fordampning. Lægen vil derfor give babyen mere væske under lysterapien. Dette gives som vand eller ved yderligere mælk til barnets måltid. Lysterapien er en sikker behandling for babyen.
Behandlingen af gulsot afhænger typisk af en diagnosticering af den bestemte bagvedliggende årsag. Dette er nødvendigt for at kunne vælge imellem passende behandlingsmuligheder. Behandlingen vil altså snarere være tilpasset sygdomstilstanden, som forårsager gulsoten, end selve gulsoten.
Der er behandlingsmuligheder for blodtab (anæmi), som er forårsaget af gulsot. Hvis prøverne viser at man har lav blodprocent pga. jernmangel, vil lægen sandsynligvis anbefale at man tager jern i form af kosttilskud - eller ved at omlægge til en mere jernholdig kost.Den anbefalede dosis vil typisk afhænge af graden af anæmien, men er ofte i omegnen af 60-120 mg jern dagligt, hvortil der skal tillægges mere, såfremt man er gravid.
Gulsot, som er forårsaget af leverbetændelse (kaldet Hepatitis), er der også nogle behandlingsmuligheder for. For eksempel kan antiviral medicin anvendes. Et antiviralt middel er stof, der bekæmper reproduktion af infektionen i cellerne. Man kan også benytte steroid-medicin (også kaldet binyrebarkhormonpræparat). Medicinen anvendes til at behandle betændelser uden bakterier (sterile betændelser). Denne medicintype har en stærk smertestillende effekt.
Der er også behandlingsmuligheder for personer for hvem gulsoten er forårsaget af anvendelse af et lægemiddel. I sådanne situationer bør man i samråd med en læge finde en effektiv alternativ medicin. Samtidig skal man stoppe med at benytte det præparat, som affødte gulsot-tilstanden til at starte med.
Hos nyfødte er en vis grad af gulsot helt almindeligt og kan nok ikke rigtigt undgås. Risikoen for alvorlig gulsot kan typisk nedsættes ved at made babyen mindst 8 - 12 gange i døgnet i de første mange dage. Der bør også holdes nøje øje med eventuelle symptomer, for at vurdere om barnet er i fare for at udvikle alvorlig gulsot.
Gravide kvinder bør få foretaget blodprøver og øvrige tests for usædvanlige antistoffer. Hvis moderens blodtype er Rhesus-negativ (Rh-negativ) anbefales en opfølgende prøve af navlestrengsblodet. Hvis moderens blodtype er O-positiv, rådes der også til at få den opfølgende test foretaget.
De fleste komplikationer fra gulsot kan forhindres via nøje overvågning af alle spædbørns helbred under de første fem levedage. Dette inkluderer:
Gulsot er forbundet med leverfunktionen. Derfor er det vigtigt at man opretholder dette livsvigtige organs sundhed. En hjælp til dette er ved at have velbalancerede kostvaner. Ved at dyrke motion mindst 30 minutter dagligt 5 gange ugentligt, gør man også sin lever en kæmpe tjeneste. Den måske mest effektive forebyggelsesmetode består i at holde sig fra at overskride Sundhedsstyrelsens el. lægens anvisninger i forhold til indtagelse af alkohol.