En voksen mand rummer 5-6 liter blod. Heraf består 55-60% af plasma, mens 40-45% i runde tal består af røde blodlegemer, der som sagt indeholder det ilttransporterende hæmoglobin. Hertil kommer så en lille andel af hvide blodlegemer og blodplader, som indgår i immunforsvaret og blodet evne til at koagulere (størkne).
Hos ekstremt veltrænede atleter kan blodmængden øges med op til 2 liter – dvs. op til 8 liter blod. Anæmi er en tilstand der opstår når kroppen mangler et tilstrækkeligt antal sunde røde blodlegemer eller hæmoglobin i blodet. Sygdommen kan også karakteriseres ved, at blodets evne til at transportere ilt rundt i kroppen er nedsat.
Hvis man har for få røde blodceller, eller hvis hæmoglobinmængden er for lav, får de røde blodlegemer ikke transporteret tilstrækkeligt oxygen (ilt) rundt omkring i kroppen. Da har man for lav blodprocent.
Graden af anæmi afhænger således af hæmoglobinindholdet i blodet. Såfremt blodprocenten er over 2/3 af den normale værdi, er der tale om en moderat form for anæmi, mens hvis hæmoglobinindholdet er under 2/3 af det normale er tale om en middelsvær (eller moderat) form for anæmi.
Da vil symptomerne begynde at vise sig på bemærkelsesværdige måder. Endeligt, hvis hæmoglobinindholdet i blodet er lavere end 1/3 af det normale, vil der være tale om svær anæmi, som typisk vil manifestere sig i de mere alvorlige symptomer, der kan være potentielt livstruende.
Selve den anæmiske tilstand kan være midlertidig eller langvarig, og kan variere meget i sværhedsgrad. Anæmi kan i alvorlige tilfælde føre til en ekstrem træthed, der gør en ude af stand til at klare hverdagsopgaverne. Mange personer med omfattende blodmandel finder det svært at lege med børnene eller at tage på arbejde. Herudover kan anæmi også føre til at man får en uregelmæssig hjerterytme, eftersom hjertet begynder at pumpe hurtigere, for at kompensere for den manglende ilt i blodet.
En sådan tilstand kan i nogle tilfælde føre til at man får et hjerteanfald, eller langsomt begynder at udvikle en hjertesygdom. I meget alvorlige tilfælde kan en anæmisk tilstand føre til døden, hvilket personer med seglcelleanæmi især er udsat for. Et pludseligt stort blodtab kan desuden også have fatale følger.
Selve blodet består af bestanddelene blodplader, hvide blodlegemer og røde blodlegemer. De hvide blodlegemer fungerer som kroppens ordensmagt, der sørger for at bekæmpe infektioner og vira. Blodpladerne sørger for at lukke for åbne brud på blodbanen, mens de røde blodlegemer sørger for at transportere ilt rundt i blodbanen.
De røde blodlegemer indeholder et stof kaldet hæmoglobin - et protein, der er rigt på jern - som er ildbindende. Det vil altså sige, at den ilt som optages i lungerne, binder sig på hæmoglobinet på de røde blodceller, hvorved det kan fragtes rundt til kroppens forskellige organer. Herudover har de røde blodceller også til opgave at transportere kuldioxid (carbondioxid) til lungerne, således at det kan udåndes og forlade kroppen.
De fleste af blodets celler (røde, hvide og blodplader) bliver regelmæssigt produceret i knoglemarven (et rødt svampeagtigt materiale, der findes i selve midten af de fleste store knogler). For at kunne producere hæmoglobin og røde blodceller bruger kroppen jern, B12-vitamin, folinsyre og adskillige andre næringsstoffer, som jævnligt optages gennem føden.
Der findes adskillige former for anæmi. Alle de forskellige former for anæmi (lav blodprocent) er fremkaldt af hver deres specifikke årsag. Den største årsag til at man får en lav blodprocent er dog blodtab. Den hyppigst forekommende anæmitype er grundet jernmangel, og kan ofte helbredes ved at man supplerer sin kost med ekstra jerntilskud.
Nogle former for lav blodprocent - som de, der affødes af kvinders graviditet - er ganske normale, mens andre former af sygdommen er kroniske og forårsager livsvarige komplikationer. Årsagerne til blodtab kan være alt fra traumer til blødninger i mavetarm-kanalen. Årsagerne til en ringe produktion af røde blodlegemer er typisk mangel på jern, mangel på B-vitamin, Thalassæmi (en arvelig hæmoglobinsygdom) eller knoglesygdomme.
Årsagerne til en øget nedbrydning af blodcellerne kan være genetiske sygdomme, såsom seglcelleanæmi, betændelser og autoimmune sygdomme. Herunder er der dannet et overblik over de hyppigste årsager til blodmangel. Anæmi eller lav blodprocent kan grundlæggende tilskrives 3 forskellige årsager:
Hæmolytisk anæmi er en betegnelse over sygdomme, der fører til at de røde blodlegemer påtager sig en unormal form. De røde blodlegemer har typisk en levetid på 120 dage, før de bliver nedbrudt af naturlige årsager. Men når blodlegemerne har en unormal form, kan de ikke fungere som de skal, hvorved kroppen anser dem som værende 'gamle' eller ugunstige, hvorfor de bliver nedbrudt.
Andre almindelige former for Anæmi kan også opstå som konsekvens af, at de røde blodlegemer ikke evner at bære tilstrækkeligt ilt rundt i kroppen (at der er mangel på hæmoglobin) - og derfor bør man undersøges nøje, med henblik på at udlede den korrekte anæmiform.
Når man har hæmolytisk anæmi, kan knoglemarven ikke nå at producere nok nye røde blodlegemer, til at dække det konstante tab af blodlegemer, og derfor opstår der en blodmangel (anæmi). Årsagerne til nedbrydning af de røde blodlegemer varierer meget. Nogle er ganske harmløse, men andre er potentielt livsfarlige.
Der findes to former for hæmolytisk anæmi. Den ene form er karakteriseret ved, at milten fanger og nedbryder sunde røde blodlegemer. Denne form kan også affødes af, at de røde blodlegemer bliver nedbrudt forbi kroppen har fået en betændelse, svulst, autoimmun sygdom, leukæmi eller oplever medicinale bivirkninger.
Den anden form for hæmolytisk anæmi, er karakteriseret ved at den opstår når de røde blodlegemer, som kroppen producerer, er deforme og dermed uarbejdsdygtige. Denne tilstand er ofte arvet, og forekommer hos personer, der lider af Seglcelleanæmi og Talassæmi.
Man opdeler hæmolytisk anæmi efter om sygdommen er nedarvet (medfødt) eller opstået spontant.
Erhvervede varianter af hæmolytisk anæmi er sygdomme der forekommer hos personer, der tidligere ellers har haft en fuldkommen normal bestanddel af røde blodlegemer. Tilstanden kan være forårsaget af - eller opstået i forbindelse med - en anden helbredsmæssig tilstand, hvorved man også kan betegne sygdommen som at være "sekundær". Det er ikke typisk at erhvervede former for hæmolytisk anæmi opstår af sig selv.
Symptomerne på hæmolytisk anæmi vil ofte minde meget om de generelle symptomer på Anæmi (herunder ekstremt træthed, svimmelhed og vejrtrækningsbesvær). Men symptomerne adskiller sig i de tilfælde, hvor sygdommen har stået på længe. Nedbrydningen af de røde blodlegemer fører nemlig til Gulsot, og øger samtidig risikoen for visse langtidsvarende komplikationer, såsom galdesten og for højt blodtryk i lungernes mindre blodkar (også kaldet PAH).
Du bør kontakte din privatpraktiserende læge såfremt du er begyndt at opleve ekstrem træthed og øvrige symptomer, der vækker bekymring. Eftersom en lægekonsultation kan være kort, og der er meget som skal drøftes, er det altid en god idé at være forberedt på samtalen. Derfor er der herunder samlet nogle råd til hvordan du får det meste ud af det begrænsede tidsrum hos lægen.
Hvis lægen diagnosticerer dig med en form for anæmi, der kræver et kompliceret behandlingsforløb, såsom aplastisk anæmi, vil lægen henvise dig til en anden læge, der er specialiseret i blodsygdomme, kaldet for en hæmatolog.
Der indgår flere faktorer i diagnosticeringen af anæmi, lav blodprocent eller blodmangel. Herunder er nogle af metoderne kortlagt.
Lægen foretager en fysisk undersøgelse, der typisk består i at lytte til hjerterytmen og vejrtrækningen. Måske vil lægen endda placere hånden på maven, for at mærke om leveren eller milten har en unormal størrelse.
En blodstatus skal kortlægges af en læge eller en laborant. Testen giver oplysninger omkring blodlegemernes status og antal. I et anæmisk øjemed er det interessant for lægen at se efter procentdelen af røde blodlegemer (hæmatokritværdien), og hæmoglobinværdien i blodet. Normale hæmoglobinværdier for voksne svinger mellem 14-18 gram pr. deciliter blod for mænd, og 12-16 gram pr. deciliter blod for kvinder. Hvis testresultaterne viser, at værdierne ligger uden for disse grænseværdier, kan det være tegn på at man lider af en anæmisk sygdom.
En normal hæmatokritværdi (procentdelen af røde blodlegemer i blodet) er typisk mellem 40-50% for mænd og 35-48% for kvinder. Øvre tilladte grænse for hæmatokritværdien i cykelsport er 50%. Over 50% anses for værende ikke-opnåeligt ad naturlig vej. Flere instanser ønsker oven i købet denne grænse nedsat til
I nogle tilfælde vælger man også at undersøge de røde blodlegemer, for at se om at de eventuelt er deforme, har en forkert farve eller en forkert størrelse. En sådan test kan kortlægge hvilken slags blodmangel, der er tale om. Hvis anæmien eksempelvis er forårsaget af mangel på jern, vil de røde blodlegemer være mindre end normalt og have en lidt lysere rød farve. Hvis vitaminmangel er årsagen, vil de røde blodlegemer fremstå større og optræde i et færre antal end normalt.
Hvis man bliver diagnosticeret med anæmi, kan lægen vælge at ordinere yderligere tests, med henblik på at klarlægge den bagvedliggende årsag til sygdommen. Når det er jernmangel, der forårsager sygdommen, kan den underliggende årsag være alt fra kronisk blødninger i fordøjelseskanalen , godartede polypper i endetarmen, til tarmkræft, svulster og nyreproblemer. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at analysere knoglemarven.
Der findes forskellige former for hæmolytisk anæmi. Behandlingen og fremtidsudsigterne afhænger af hvilken type, der er tale om, samt sværhedsgraden er den pågældende tilstand. Sygdommen kan udvikle sig pludseligt eller over længere tid, og symptomerne kan også variere meget. Ofte kan sygdommen kureres fuldkommen eller kontrolleres ret effektivt. Milde former for hæmolytisk anæmi kræver - i nogle tilfælde - slet ikke nogen behandling, mens sværere tilstande kan kræve øjeblikkeligt og korrekt behandling (da det eller kan have fatale konsekvenser).
Nedarvede (medfødte) former for hæmolytisk anæmi er livsvarige sygedomme, som kan kræve løbende behandlinger, mens de erhvervede former for hæmolytisk anæmi kan blive helbredt i takt med at man behandler den bagvedliggende årsag til anæmien. Dette kræver naturligvis at man finder den bagvedliggende sygdom, der forårsager anæmien. I værste fald kan man anvende sig af en blodtransfusion, hvis ikke sygdomsudredningen medfører en helbredelse af den anæmiske tilstand.
I de tilfælde hvor der er tale om autoimmune forhold, der ikke nødvendigvis kan gå over af sig selv, vil man muligvis behandle med binyrebarkhormoner. I ekstreme tilfælde, hvor milten er årsagen til at de røde blodlegemer bliver nedbrudt, kan man vælge at fjerne milten ved et kirurgisk indgreb - dette er dog en midlertidig løsning, da kroppen ikke kan fungere optimalt uden milten.
Anæmi, som er forårsaget af en kronisk lidelse, vil kunne behandles ved at man behandler den kroniske sygdom. Derfor findes der ikke nogen universel behandlingsform for alle tilstanden, da årsagen varierer meget. Eftersom det tit er tale om milde former for anæmi, vil en behandling af den primære sygdom næsten altid resultere i en udredning af anæmien. Men hvis den bagvedliggende sygdom selv er svær at behandle, kan der opstå nogle behandlingsoverlapninger, som lægen skal være opmærksom på at holde øje med.
Kliniske undersøgelser peger på, at en behandling med erytropoietin (EPO) kan have en effekt på blodmangel hos personer, der ligeledes gennemgår kemoterapi. Ved at man tilfører kroppen EPO kan man øge hæmoglobinniveauet i blodet og dermed reducere behovet for en blodtransfusion.
Blodtransfusioner bruges kun til at dække behovet for røde blodlegemer, i de tilfælde hvor det vurderes, at situationen er meget akut, og der derfor er behov for en øjeblikkelig forøgelse af antallet af røde blodlegemer. Blodtransfusioner anvendes typisk heller ikke hos personer, hvis symptomer ikke er særligt alvorlige. Man bruger for det meste blodtransfusioner som en behandling, i de tilfælde hvor hæmoglobinniveauet er lavere end 70-80 gram pr. liter blod.
Blodcellerne i knoglemarven er noget svampelignende væv i selve knoglen. Vævet indeholder nogle celler, der kopierer sig selv, hver gang de producerer andre blodceller (herunder blodplader, røde- og hvide blodlegemer). Når blodcellerne er modnet og funktionelle, forlader de knoglemarven til fordel for blodbanen.
Sunde personer har et tilstrækkeligt antal stamceller, for at kunne blive ved med at producere det antal røde blodlegemer, som de har behov for, mens nogle anæmikere ikke kan producere sunde blodlegemer, fordi deres stamceller er usunde.
En knoglemarvstransplantation eller en stamcelle-transplantation er en ganske almindelig behandlingsmulighed for personer, der har en livstruende form for anæmi eller anden blodsygdomme (typisk de genetiske sygdomme). Behandlingens formål er at erstatte de 'usunde' blodlegeme-dannende stamceller i knoglemarven med nye celler.
Alle personer i alle aldre kan risikere at udvikle hæmolytisk anæmi. Men statistikken peger mod at sygdommen oftere påvirker visse indvandrergrupper i Danmark - af fuldkommen genetiske årsager.