Hyperacusis (også kaldet hyperakusi, hyperakusis og lydoverfølsomhed) er en tilstand, hvor man oplever at hverdagslydene er forstyrrende, højlydte og sommetider smertefulde. Nogle personer oplever en forstærket lyd-overfølsomhed efter en vanskelig begivenhed i livet. Dette kan eksempelvis være i forbindelse med dødsfald i familien. Der er dog mange tilfælde uden noget klart svar på hvad det er, som udløser hyperacusis. Tilstanden påvirker folk i alle aldersgrupper, og er ganske hyppig hos børn. Der ses en mere almindelig tendens til hyperacusis blandt børn med autisme.
Et andet udtryk for høresystemet er 'det auditive system'. Høresystemets måske vigtigste egenskab, er dets evne til at justere påvirkningen af udefrakommende lydkilder. Systemets følsomhed påvirkes normalvis af tre faktorer. Omgivelsernes lydmængde måles af høresystemet, og følsomheden ændres efterfølgende. Dermed kan lydene opfattes ved et behageligt niveau. Den næste vigtige faktor er den indvirkning humøret har på den centrale lydforstærkning. Det vil eksempelvis sige, at en forskrækket eller angst person er mere tilbøjelig til at opleve normale lyde som meget voldsomme. Den sidste faktor er lydens indhold og mening. Dette har en indvirkning på hvor nemt lyden forstås og genkendes, men også på hvor kraftigt og følsomt lyden opfattes. Denne evne til at justere niveauet som lydindtrykket opfattes på, kan ligesom med mange andre af kroppens funktioner gå i stykker. Når denne defekt træder i kraft fører det til hypersensitivitet af hørelsen - altså hyperacusis.
Hyperacusis påvirker de ramte forskelligt. For nogle personer er det blot et mildt irritationsmoment, mens andre har utroligt svært ved at leve med tilstanden. Der er mange hyperacusis-ramte, som melder sig ud af sociale og arbejdsrelaterede cirkler. Ofte skaber sådanne personer en meget isoleret tilværelse. Dette gør kun situationen værre, da det sommetider fører til depression og ængstelighed hos den ramte. En afdækkende terapi bestræber sig ofte på at forholde sig til denne frygt for stærke lydindtryk.
Der er ganske beskeden konkret oplysning om antallet af hyperacusis-ramte. En omfattende internet-undersøgelse viser, at omtrent 9 % af voksne har en vis grad af hyperacusis. De fleste fagpersoner på området mener dog, at dette tal er for højt. Mere forsigtigt anslås det, at omkring 2 % af den voksne befolkning lider af tilstanden. Andelen af personer, som lider af en meget alvorlig grad af hyperacusis, udgør dog en meget lille andel af disse.
Nogle ramte personer ytrer, at de føler sig mere følsomme overfor lydindtryk, men at det ikke påvirker deres hverdagsliv på en ubehagelig eller betydelig måde. I andre tilfælde påpeger ramte, at de oplever markant koncentrationsbesvær, meget anspændthed og vrede. Nogle personer med alvorlig hyperacusis bliver så bange for lyde, at de trækker sig fra helt almindelige dagligdagsaktiviteter. Dette gøres i et forsøg på at fuldstændig slippe fra lyde, som opleves forstyrrende. Faktisk kan en sådan tilgang resultere i, at høresystemet bliver yderligere sårbart overfor lydindtryk.
Det menneskelige høresystem har en utrolig spændvidde. Selvom at man er i stand til at høre meget lave lyde, som eksempelvis et blafrende blad, er man stadig i stand til at tolerere ekstremt høje lyde også. Dette kan bl.a. være højt musik til en musikkoncert. Der findes for alle et lydniveau, som vil forårsage fysisk smerte.
Dette forekommer på et niveau omkring 120 decibel. Samme lydstyrke afgiver et jetfly når det letter. Normalt nås dog et punkt, hvor man fornemmer lyden som værende for høj, inden man oplever fysiske smerte fra lydintrykket. Denne grænse for 'maksimal komfortabel støj', varierer fra person til person. Grænsen (tærsklen) flyttes også afhængigt af personens humør, og efter hvilken sammenhæng lyden opleves i.
Man vil måske bemærke at visse lyde (såsom baggrundsstøj fra en radio) kan være ganske behagelige én dag, og utroligt forstyrrende en anden dag. Denne nedsatte tolerance vil med større sandsynlighed forekomme når man er træt eller stresset.
Samtidig med at have en grænse for et behageligt støjniveau, kender de fleste personer også til, at bestemte lyde virker ubehagelige uafhængigt af støjens lydniveau. Dette kan eksempelvis være lyden af at kradse med neglene på en tavle, en dryppende vandhane, eller en blyant, som gentagende bankes ned på et skrivebord. Disse er alle almindelige afvekslinger af intolerance for lyd. For personer med hyperacusis er evnen til at tolerere lyd ændret så markant, at det kan have en stor påvirkning på deres formåen til at leve et normalt liv.
Et klassisk hyperacusis-fænomen er overfølsomhed for ganske små lydændringer. Det kan opleves som smertefuldt, hvis en person med tilstanden eksempelvis lytter til en radio på et bestemt lydniveau, og der pludseligt bliver skruet bare en lille smule op. En hørehæmmet person er ligeledes mere følsom overfor lydændringer end normalt. Denne omstændighed kaldes 'recruitment' og er ganske almindelig hos personer med hyperacusis. Recruitment er en fejlagtig opfattelse af lydændringer som hurtigt stigende, når den reelle forskel faktisk er forholdsvis lille.
Både dét at man ikke kan tåle høje lyde, og at man oplever forhøjet følsomhed for ændringer i lydtrykket, er helt typiske tegn på hyperacusis. Af de omtrent 10 % af befolkningen med nedsat hørelse, vil de fleste kunne genkende disse to forhold.
Der er mange personer med normal hørelse, der udvikler en overfølsomhed for særlige lydniveauer, som andre personer ikke oplever som ubehagelige. Denne kategori af personer kan inddeles i to overordnede grupper.
Den første gruppe er de personer, som har været udsat for et lydtraume. Lydtraumet kan eksempelvis være pådraget i forbindelse med en eksplosionsulykke eller en rockkoncert. Disse personer oplever tinnitus-lignende symptomer som hørenedsættelse og øresusen, men også en forøget overfølsomhed for lyde, som ikke behøver at være særlig kraftfulde. Når denne gruppes hørelse måles, fremstår den som normal.
Det kan forekomme at måleudstyret ikke er godt nok til at finde forandringer, men det er utvivlsomt at disse personer har været udsat for en kemisk eller stofskifterelateret (metabolisk) påvirkning, eller har pådraget sig skade på det indre øre. For de fleste aftager denne lyd-overfølsomhed med tiden. Det er umuligt at anslå præcis hvor længe dette vil tage, da der kan gå alt fra et par dage til nogle år. I mellemtiden lever de fleste godt med tilstanden, såfremt de formår at undgå situationer med for meget støj.
Den anden gruppe har ved måling også normal hørelse, men er af uransagelige årsager overfølsomme for alle typer lyd. Disse personer er nødsaget til at bære ørepropper eller høreværn i lydmiljøer, som for andre er ganske harmløse. Tilstanden kan opstå i forbindelse med livskriser, udsættelse for høje lyde eller helt tilfældigt lidt efter lidt. Blandt disse personer forekommer en overrepræsentation af personer med psyko-somatiske plager.
Det er denne hyperacusis-gruppe, som er mest gådefuld og udgør den største udfordring i forhold til behandling. Man har forsøgt at inddele personerne i undergrupper afhængig af modstandsdygtigheden de har overfor høje lyde. Dette har forvoldt besvær, da nogle af forsøgspersonerne ikke tålte nogen lyd før generne optræder. Denne inddeling i grupper gav ikke et ønsket resultat hverken da det gjaldt sygdomsudsigter eller behandling.
Når man generelt taler om lydoverfølsomhed anvendes forskellige begreber. De mest velkendte former for lydoverfølsomhed kaldes misofoni og fonofobi.
Et lidt nyere udtryk, som anvendes i forbindelse med overfølsomhed for lyde er misofoni. Det knyttes ofte til det ubehag, som personer med hyperacusis oplever. Det menes at misofoni opstår på baggrund af en usædvanlig voldsom reaktion af det autonome nervesystem. I modsætning til fonofobi er der ikke tale om en frygt, men snarere en irritation (eller stærk modvilje) over de pågældende lyde, som den hyperacusis-ramte person er overfølsom for.
Fonofobi er frygt for lyde, der har en særlig betydning. Fonofobi forstås som en særlig type af misofoni, hvor man frygter en bestemt lyd. For personer med hyperacusis eller tinnitus kan dette være en frygt for, at en specifik lyd skader øret og/el. at personens hyperacusis eller tinnitus forværres. Dette kan videre føre til markant uro og modløshed. Personer, som lider af fonofobi, oplever bestemte lyde som mere højlydte, end de i virkeligheden er. Mange udvikler undgåelsesadfærd overfor de særlige lyde, som de frygter. Psykisk kan dette spille en stor rolle for de personer, som bevidst forsøger at undvige visse hverdagslyde, da nogle, som følge af fobien, oplever generel anspændthed eller endda angst.
Flere studier dokumenterer en høj forekomst af hyperacusis blandt personer med tinnitus. Der er bred enighed om, at mellem 40 - 60 % af personer med alvorlig tinnitus oplever en nedsat tolerance for lyd. Det anslås at omtrent hver anden tinnitus-ramt også lider af hyperacusis.
På trods af denne overvejende enighed er resultater fra forskellige undersøgelser ganske langt fra hinanden. Et omfattende studie viser at hyppigheden af tinnitus hos personer med hyperacusis er 86 %, hvor andre studier indikerer at blot 21 % også lider af tinnitus. Overordnet set har hovedparten af personer med hyperacusis formentlig også tinnitus, mens en mindre del af personer med tinnitus oplever at have hyperacusis.
Hyperacusis kan enten starte pludseligt eller gradvist udvikle sig over tid.
Symptomer hyperacusis-ramte oplever inkluderer:
Kontakt en almenpraktiserende læge, hvis du oplever svær overfølsomhed overfor lyde. Lægen kan undersøge dine ører og henvise dig til en øre- næse- og halsklinik eller en teknisk audiolog for yderligere undersøgelser, hvis dette skønnes nødvendigt.
Der er ingen tilgængelige undersøgelser, som endegyldigt kan diagnosticere hyperacusis. Du kan blive bedt om at udfylde et spørgeskema vedrørende dine symptomer og få foretaget en høreundersøgelse for at afgøre hvilket lydniveau, som forårsager en reaktion.
Din læge vil formentlig stille dig nogle spørgsmål. Disse kan være:
Den egentlige årsag til hyperacusis er endnu uafklaret. Tilstanden forbindes normalvis med en række andre tilstande. Der findes dog mange personer for hvem hyperacusis er den eneste umiddelbare lidelse.
Hyperacusis knyttes typisk til følgende komplikationer:
Hyperacusis kan også forekomme som bivirkning fra bestemte lægemidler. Man bør læse indlægssedlen og undersøge om hyperacusis er en mulig bivirkning, hvis man anvender nogle former for medicin.
Der findes endnu ikke metoder til objektivt at påvise overfølsomhed for lyd. Der eksisterer dog en bestemt høreprøve ( kaldet Loudness Discomfort Level-test), som kan afmåle ens tolerancetærskel overfor lyd. Denne undersøgelse giver et subjektivt mål for hvor lydfølsom man er. Testen kan foretages af audiologer, hørespecialister, hos høreklinikker og lignende.
Spørgeskemaer kan være et fornuftigt supplement med hensyn til at diagnosticere hyperacusis. Årsagen er, at det her er muligt at spørge ind til de bestemte områder, som volder besvær for en hyperacusis-ramt. Samtidig giver det personen mulighed for at uddybe områder, som det kan være vanskeligt selv at forklare. Ved spørgeskemaets hjælp gives der mulighed for at fastsætte hvor alvorlig hyperacusis, der er tale om. Skemaets svar giver ligeledes et indblik i hvor alvorligt et omfang sociallivet er blevet påvirket af den øgede lydsensitivitet.
Man bør opsøge en øre- næse- halsklinik eller en øre-, næse-, halslæge, hvis man mistænker at have hyperacusis. Den første konsultation vil formodentlig indebære en omfattende evaluering af hørelsen inklusiv en høreprøve. I samme forbindelse vil man blive spurgt om sin sygehistorie. Speciallægen vil med stor sandsynlighed også foretage en fysisk undersøgelse. Rådgivning vedrørende resultater fra undersøgelsen samt behandlingsmuligheder, vil også blive tilbudt i denne sammenhæng.
Der er ingen bestemte lægemidler eller operationer, som kan behandle hyperacusis. Det kan dog være en stor hjælp at behandle den eventuelle bagvedliggende årsag. Visse behandlingsformer vil muligvis blive anbefalet, såfremt der ikke er nogen klar underliggende omstændighed, som forårsager hyperacusis. Formålet med disse er at nedsætte overfølsomheden for lyde hos de ramte.
Hyperacusis' forløb er uforudsigeligt. Mange personers tolerance overfor tilstanden forbedres, mens andres gradvist forværres. Den eneste faktor man med sikkerhed ved påvirker hyperacusis-tilstanden, er en vedvarende udsættelse for høje lyde. Visse retningslinjer bør følges når man først udvikler tilstanden. Mange personer oplever markante forbedringer ved anvendelse af høreapparater.
De følgende terapier er privat bredt tilgængelige og er tiltænkt personer med alvorlig og/el. vedvarende hyperacusis. De bør kun udføres af kvalificerede fagpersoner, som er specielt trænet i de pågældende teknikker.
Behandlingsformer kan inkludere:
Nylige studier peger på, at det oftest er kognitiv terapi, rådgivning og undervisning, som har de mest virksomme resultater hos personer med svær hyperacusis. Nogle personer finder også lydterapi (desensibilisering) hjælpsomt, men det er endnu uklart hvorvidt denne behandlingsform har en længerevarende positiv effekt.
Lyserød støj er afspejlende for det lydspektrum, man normalvis hører i dagligdagen. Derfor er det specielt vigtigt at forøge sin tolerance overfor disse frekvenser. Hvid støj har en ligelig energimængde fordelt over alle frekvenser. Personer, som lider af hyperacusis er mere overfølsom for høje lydfrekvenser. Derfor er lydterapi, som indebærer hvid støj sjældent det klare førstevalg. Sommetider kan denne behandling langsommeliggøre genetableringen af en almindelig lydtolerance. Dette skyldes det høje frekvensområde som hvid støj rummer.
Desværre er der mange fejlagtige antagelser omkring sikkerheden ved lydterapi i det hele taget. Behandlingen er ganske harmløs, så længe den udføres korrekt. Dette er ærgerligt, da det ikke alene afholder mange hyperacusis-ramte fra at få det bedre, men også ligefrem forhindrer disse personer i at leve et normalt liv. Målet med terapien er en langsom og forsigtig genopbygning af lydtolerancen.
Som det er tilfældet med enhver tilpasningsterapi eller afvænning, opnås resultaterne fra dette i "sneglefart". Nogle personer fravælger behandlingen grundet manglende tålmodighed. Dermed opnår disse hyperacusis-lidende aldrig en tilstand, hvor de er fuldkommen frigjorte fra ørepropper eller høreværn.