Lungeemboli opstår når en eller flere af lungernes blodårer bliver blokeret. I de fleste tilfælde er lungeemboli forårsaget af blodpropper, der finder vej til hjertet fra benene (og i sjældne tilfælde fra øvrige kropsdele). Lungevævet, som bliver afspærret, kan ikke få tilført blod, og ender i nogle tilfælde med at svigte. Således har lungerne sværere ved at forsyne kroppen med den fornødne mængde ilt. Lungekapaciteten bliver altså nedsat.
Lungeemboli er næsten altid affødt af en blodprop i benet. Eftersom en lungeemboli næsten altid opstår i forlængelse af en blodprop i benet (Dybtliggende venetrombose eller DVT), sætter mange læger nærmest lighedstegn mellem disse tilstande. Trods blodpropper typisk har deres ophav i benets dybe blodårer, kan de også sagtens opstå i øvrige dele af kroppen. Sommetider er det slet ikke en blodprop, der forårsager afspærringen i lungen. Lungen kan nemlig også blive blokeret af substanser som fedt fra midten af en lang knogle, dele af en svulst (tumor) og luftbobler.
Lungeemboli er potentielt livsfarlig - men hvis man bliver behandlet forholdsvist hurtigt, kan man reducere risikoen for at dø markant. Man kan også gøre sig nogle tiltag, der virker forebyggende mod blodpropper i benet, hvorved risikoen for fremtidige lungeembolier nedsættes.
Lungeemboli kan føre til et forhøjet blodtryk i lungerne, der også påvirker blodtrykket i den højre side af hjertet. Når man går rundt med blokager i lungearterierne, bliver hjertet nødt til at arbejdere hårdere, for at kunne pumpe blodet gennem blodårerne. Derfor kan man risikere at hjertet bliver svækket af overbelastningen, der følger med det høje blodtryk.
Det er meget atypisk at man kun oplever en enkel Lungeemboli. I de fleste tilfælde er der nemlig tale om adskillige blodpropper i lungerne. I meget sjældne tilfælde, oplever nogle, at de konstant bliver ramt af blodpropper i lungerne, hvilket kan føre til en form for kronisk Lungeemboli, der er karakteriseret ved, at hjertet næsten altid har høj pumpemodstand - grundet det beskadigede væv i lungerne.
I meget sjældne tilfælde kan man blive ramt af meget små blodpropper i lungerne, gentageligt, i en længere periode. Dette kan forårsage en kronisk tilstand med forhøjet blodtryk i lungerne (Latin: Pulmonal hypertension).
Lungeemboli kan være livsfarligt. Omkring en tredjedel af alle, der har en blodprop i lungen uden at vide (u-diagnosticerede personer), forventes ikke at overleve tilstanden. Hvis dog man diagnosticeres og behandles forholdsvist hurtigt, har man relativt gode chancer for at overleve problemet.
Lungeemboli kan i nogle tilfælde føre til forhøjet blodtryk i lungerne samt den højre del af hjertet. Når man har en blokade i en lunge, bliver hjertet nødt til at arbejde hårdere, for at kunne trykke blodet gennem de blokerede blodårer. Dermed forøges blodtrykket i de pågældende blodårer (i den ramte lunge) og hjertet - hvorved man kan risikere at overbelaste en del af hjertet.
Symptomerne på Lungeemboli kan være meget vekslende, og afhænger typisk af hvor stor end del af lungen, der er blevet påvirket, samt størrelsen på selve blodproppen (ofte flere blodpropper). Hertil bør man også tillægge den overordnede sundhedsmæssige tilstand, som kroppen befinder sig i - især om hvorvidt lungerne er fuldkommen raske, herunder om man eventuelt lider af lungesygdomme eller problemer med hjertet.
Typisk tegn på lungeemboli indbefatter blandt andet:
Øvrige symptomer, der er opstå i forbindelse med Lungeemboli består af
Eftersom en Lungeemboli er potentielt livsfarlig, er det vigtigt at man opsøger akut hjælp øjeblikkeligt. Dette bør man generelt altid gøre, såfremt man oplever problemer med vejrtrækningen, brystsmerter eller blodhoste (blodigt ophostet slim) der ikke synes at hænge sammen med nogen åbenlys årsag.
De fleste Lungeembolier bliver indledningsvist vurderet på skadestuen, i ambulancen eller af akutlægen. Hvis du har en mistanke om, at du sandsynligvis er blevet ramt af en blodprop (hvad end det er i benet eller i lungen), bør du opsøge akut hjælp med det samme.
I løbet af den fysiske undersøgelse, vil lægen undersøge lungerne nøje, for at kigge efter spor efter blodpropper. Området hvor blodproppet befinder sig er typisk ømt, rødt og varmt. Lægen vil naturligvis også lytte til hjertet og lungerne, samt måle blodtrykket.
Trods enhver potentielt kan blive ramt af en blodprop i benet eller lungeemboli, er der naturligvis faktorer som kræft, immobilitet og operationer, der forøger risikoen.
Man er i større risiko for at blive ramt af en blodprop i lungen, såfremt en nær slægtning har haft blodpropper i blodårerne eller Lungeemboli tidligere. Dette er naturligvis grundet den arvelige gang af sygdomme og tilstande, der bl.a. medfører blodpropper. Herudover kan brug af visse medicintyper også øge risikoen for Lungeemboli.
Der er meget større risiko for dannelse af blodpropper i benene, i de perioder hvor man ikke er fysisk aktiv. Typiske årsager til at man ikke får rørt sig er oplister herunder.
Faktisk er operationer en af de ledende årsager til dannelsen af blodpropper - især operationer, hvor man har erstattet led (fx hofter eller knæ). I den fase af operationen, hvor man forbereder knoglen på at få påsat et kunstigt led, kan man risikere, at noget væv finder vej til blodkredsløbet, som kan forårsage en blodprop.
Hvis blot man er immobil (ude af stand til at bevæge sig rundt) i løbet af en operation, øges risikoen for at man bliver ramt af en blodprop markant. Risikoen stiger gradvist i takt med tidsperioden for hvilken man er immobil. Herfor er man ofte meget opmærksom på, at personer, der er specielt udsatte for at udvikle blodpropper, får noget forebyggende medicin inden operationen (og sommetider efter), der sænker risikoen for blodpropdannelse.
Brystsmerterne kan blive forværret af at man bevæger sig eller trækker vejret dybt. Dette bør man være opmærksom på, når man planlægger det videre forløb efter sygdomsdiagnosticeringen eller behandlingen.
Lungeemboli kan til tider være en meget svær sygdom at diagnosticere, hvilket især gør sig gældende for for personer, der i forvejen har en hjerte- eller lungesygdom. Derfor vil lægen typisk ønske, at der foretages en stribe af tests, med henblik på at fastslå årsagen til symptomerne. Lægen vil sandsynligvis bede om at en eller følere af følgende tests/prøver bliver aflagt.
En blodprøve kan afgøre om blodet indeholder en høj koncentration af det blodprops-opløsende stof (kaldet D-dimer), som kroppen selv producerer, hvis der har været (eller er) en blodprop. Hvis koncentrationen af stoffet et høj, er dette en god indikation om, at man har haft en blodprop eller noget lignende.
Dette er dog ikke et sikkert diagnosticeringsværktøj, eftersom koncentrationen er D-dimer også kan være høj grundet andre faktorer (herunder fx at man fornyligt er blevet opereret). En blodprøve kan ligeledes give svar på, om man lider af arvelige koagulationssygdomme (sygdomme, der får blodet til at klumpe sammen).
Man kan meget nemt 'tage billeder' af hjertet og lungerne medens de fungerer. Selvom man ikke kan benytte røntgenbilleder alene, til at diagnosticere Lungeemboli, kan man alligevel benytte redskabet til at udelukke øvrige sygdomme, som eventuelt kunne minde om, at man havde en blodprop i lungerne. Faktisk kan røntgenbillederne fremstille lungerne og hjertet som værende fuldkommen normalfungerende, selvom man altså oplever symptomerne. Røntgenbillederne bruges dermed mest som et udelukkelsesværktøj for øvrige sygdomme og tilstande.
En normal CT-skanning består i grunden i at en robot tager en masse røntgenbilleder fra forskellige vinkler, der senere sammensættes, således at man kan få et 3-dimensionelt billede af kroppens indre struktur (i dette tilfælde lungerne). Scanningsmaskinen roterer omkring kroppen i en spiral, for at kunne danne en 3D-figur.
Denne form for CT-skanning kan typisk være behjælpelig med at opdage unormalheder i lungernes blodårer, med en meget større præcision, samtidig med at diagnosticeringen er meget hurtigere. Ved nogle CT-scanninger, kan det være nødvendigt, at der indåndes en kontrast-udgivende damp/gas, som kan give en mere klar afbildning ved skanningen (blodårerne i lungerne bliver fremhævet).
Denne test består i at man indånder en radioaktiv gas, med henblik på at klarlægge lungernes evne til at bevæge luft ind og ud samt blodets muligheder for at cirkulere i lungerne. Testen starter typisk med at man inhalerer den radioaktive gas, samtidig med at et gammameter er peget mod brystkassen. Således kan man - via den radioaktive udstråling - øjne, hvor gassen bevæger sig hen i lungerne, og hvordan luftgennemstrømningen generelt står til.
Den anden del af testen består således i, at man får indsprøjtet en mængde radioaktiv væske i blodårerne, der bevæger sig mod blodkarren i lungerne. Ligeledes vil et gammameter kunne opfange den radioaktive stråling fra væsken, og dermed tegne et billede af hvordan blodet opfører sig i lungerne. Man vil typisk kunne påvise Lungeemboli ved, at der er en forhindret blodgennemstrømning, samtidig med at 'ventilationen' af lungerne er normal (eller bevaret ift. omstændighederne).
En ultralydsscanner kan bruge højfrekvens-lydbølger til at 'kigge efter' blodpropper i blodårerne i benet. Lægen holder typisk et apparat mod kroppen, som sender lydbølgerne afsted. Når lydbølgerne bliver 'reflekteret' tilbage til apparatet, dannes der et computerbillede af blodårerne. Hvis prøven viser, at man ikke har sammenklumpet blod i benene, er risikoen for at man har blodpropper i benet (og dermed eventuelt lungerne) meget lav. Men hvis billedet derimod viser, at man har blodpropper i benet, vil behandlingen for lungeemboli typisk blive igangsat øjeblikkeligt.
Behandlingen af blodpropper i lungerne er fokuseret på at forebygge at blodpropperne vokser sig større, samt at man forebygger dannelsen af nye blodpropper. En øjeblikkelig behandling af tilstanden er meget vigtig, da man således øger chancen for at forhindre alvorlige komplikationer (eller døden).
Disse stoffer kan hjælpe med at forhindre nye propper i at opstå. Stoffet Heparin bruges jævnligt til at forhindre blodet i at klumpe sig sammen (også kaldet at koagulere). Heparin fungerer meget hurtigt, og bliver ofte suppleret med øvrige anti-koagulerende midler, såsom Warfarin (også markedsført som Marevan), indtil Heparinens virkning indtræffer - dette kan sommetider tage op til flere dage.
En nyere kategori af anti-koagulerende medicin har dog gjort sit indtog på markedet. Denne række af lægemidler er blevet testet og godkendt til behandlingen af tilstande som blodpropper i lungerne. Disse præparater har den fordel, at de kan indtages oralt (via munden), uden at de nødvendigvis skal overlappes med Heparin-behandling. Herudover er de hurtigtvirkende og forårsager færre interaktioner med andre lægemidler. Alle blodfortyndende midler har dog bivirkninger, hvoraf blødning er en af de mest hyppige.
Selvom de fleste blodpropper som regel bliver opløst af sig selv, kan man også bruge medicin til at få propperne til at opløse sig hurtigere. Blodpropopløsende midler bruges kun til behandling af nyligt dannede blodpropper, da behandlingen skal gives, inden blodproppen har forårsaget varig skade på det omkringliggende væv. Selve medicinen fungerer ved at man sprøjter midlet ind i blodet, hvorefter der i blodet dannes et blodpropopløsende stof. Eftersom medicinen er meget farlig, og kan forårsage pludselige og kraftige blødninger, bruges de typisk kun i nødssituationer.
Hvis man har meget store blodpropper i lungerne, der er potentielt livsfarlige, kan lægen vælge at foreslå en fjernelse af disse. Selve proceduren (kaldet Trombectomi) foregår typisk ved, at man benytter et tyndt og blødt rør (kateter) til at penetrere blodårerne, og tilgå blodpropperne. Herefter føres et endnu tyndere kateter helt ud til blodproppen. Gennem dette kateter er lægen i stand til at suge blodproppen ud eller fjerne den med en lille lasso.
Sommetider benyttes til kateter til at placeret et såkaldt 'filter' i en hovedvene. Venen løber fra benene til den højre side af hjertet. Filtret kan bevirke at man får blokeret (frafiltreret) blodpropper, der ellers ville have fundet vej til lungerne. Dette behandlingsform forbeholdes normalvis personer, som ikke kan tage anti-koagulerende medicin, eller personer, for hvem den anti-koagulerende medicin ikke har fungeret tilstrækkeligt.
Sommetider bliver de forskellige former anvendt forkert. Årsagen til dette er sandsynligvis at 'emboli' fungerer som et synonym for 'embolisme', som betyder tilstopning af blodkarret - som fx 'at have en lungeemboli'. I et sådant tilfælde fungerer ordet 'emboli' som entalsformen, mens flertalsformen bliver til 'embolier'.
Disse to betydninger af ordet emboli forveksles ofte, og man bruger derfor samme ord uanset om det er en embolus eller en emboli(sme), der er tale om. I flere ordbøger står der, at 'emboli' er flertalsformen af 'embolus' (som betyder en partikel i blodbanen). Det korrekte er altså at bøje 'en embolus' til 'flere embolier', som også bliver gjort i de fleste sammenhænge.
Risikoen for at man udvikler en blodprop under en rejse er meget selv, til trods for at mange rejsesituationer forøger risikoen. Hvis man opfylder risikofaktorerne for udviklingen af lungeemboli, eller hvis man befinder sig i farezonen for at udvikle sygdommen, bør man altid konsultere sin læge med relevante spørgsmål. Lægen vil i de fleste generelle tilfælde foreslå følgende tiltag til at forebygge lungeemboli under en rejse: