Malaria er en livsfarlig infektionssygdom, som forårsages af blodparasitter af slægten Plasmodium. Parasitterne er såkaldte protozoer (encellede organismer), og det er gennem stik fra malariamyggen (kaldet Anopheles), at parasitterne overføres til mennesker. Ved Malaria-sygdommen er der tale om en bærer-afhængig (vektorbåren) smitteform. Plasmodium-parasitterne kan ikke selv angribe mennesker og kræver derfor en bærer, som altid er Anopheles-myggen, til at kunne videreføre smitten.
Anopheles-myggen lægger sine æg i vandet. For at give næring til sine æg, har hun-myggen brug for et "blodmåltid", som opnås ved at snylte på bl.a. mennesker. Æggene udklækkes og fostrene udvikler sig til larver. Efterhånden vil larverne videreudvikle sig til fuldvoksne myg. Hver enkel art af malariamyggen har hver sit foretrukne vandområde. Nogle arter foretrækker eksempelvis små lave samlinger af ferskvand som ved vandpytter, eller fodaftryk fra mennesker og dyr, hvilket forekommer talrigt under regnfulde perioder i tropiske lande.
Malaria overføres via hun-malariamyggens stik. Der er flere end 400 forskellige arter af myggen, hvoraf cirka 30 af dem er bærere af malaria. Blandt de mest nævneværdige typer af Plasmodium-slægten er Plasmodium-falciparum, -vivax, -ovale, -malariae og -knowlesi (knowslesi-paratissen angriber dog fortrinsvis chimpanser).
Alle de malariamyg, som udgør en fare for menneskers helbred, stikker typisk mellem solnedgang og solopgang. Alvorsgraden af smitten afhænger af mange forskellige faktorer, herunder den individuelle blodparasit, hvilken malariamyg som har stukket, den smittede persons helbredstilstand samt miljø- og klimamæssige betingelser.
''Plasmodium falciparum-malaria er den klart farligste malariaparasit for mennesker. Det anslås at parasitten årligt dræber én million mennesker på verdensplan. Smitte med 'Plasmodium falciparum' kaldes også 'ondartet tropisk malaria' eller falciparum-malaria. Denne parasit er skyld i langt de fleste dødsfald ved malaria (95 %).
Falciparum-parasitten forårsager meget værre vævsskader og sygdomstilstande end de øvrige plasmodium-arter. Parasitten invaderer mange af de røde blodlegemer, og inficerer røde blodlegemer, hvorved kapillærerne (kroppens mindste blodkar) og de små arterier (pulsårer) tilstoppes. Derfor kan personer med falciparum-malaria, lide alvorlige smerter og skader, på en lang række organer.
Denne parasit findes i Latinamerika, Afrika og Asien.
Asiens store befolkning (især Indien og Japan) udgør en væsentligt del af årsagen til at Plasmodium vivax er den mest udbredte af blodparasitterne på verdensplan. Parasitten kan sprede sig til, og "gemme sig" i leveren, hvor den angriber de røde blodlegemer. Sommetider vil denne skjulte smitte bryde ud efter en symptomfri periode på måneder (sommetider år). Når et sådant tilbagefald opstår, er det vigtigt at man øjeblikkeligt søger lægehjælp.
Plasmodium ovale findes fortrinsvis i Vestafrika. Den bærer meget lighed med Plasmodium vivax-parasitten, både biologisk samt form- og opbygningsmæssigt (morfologisk). I modsætning til vivax-parasitten kan ovale-parasitten smitte personer, der har en såkaldt 'negativ Duffy-blodtype', hvilket er tilfældet for mange beboere i de afrikanske lande syd for Saharaørkenen. Dette forklarer hvorfor ovale-parasitten er mere udbredt end vivax-parasitten i det meste af Afrika.
Organismen Plasmodium malariae, er bredt fordelt på kloden, og er den eneste menneskesmittende malariaparasit med et 3-dages livsforløb. Hvis man smittes med med malariae-parasitten og ikke bliver behandlet, kan man risikere at pådrage sig en kronisk infektion, som man aldrig vil kunne slippe sig af med. Denne kroniske betændelse kan resultere i flere sygdomme i nyrerne (Nefrotisk syndrom).
Denne blodparasit forekommer mest i Sydøstasien. Dette gælder især gældende for lande som Fiji, Burma, Cambodja, Indonesien, Bali, Singapore, Malaysia, Hong Kong, Thailand (Især Nordthailand), Vietnam og Østtimor. Smitten forbindes mest med makak-aber og chimpanser, men på det seneste er også mange infektioner hos mennesker blevet registreret. Knowlesi-parasitten har en 24-timers cyklus, og kan derfor sprede sig hurtigt, så snart en person er blevet smittet. Dette vil betyde, at en relativ ufarlig infektion, på kort tid, kan blive meget alvorlig.
Den mest frygtede konsekvens ved falciparum-smitte er en hjerneskade (cerebral malaria), der kan føre til blandt andet kramper og bevidstløshed. Som ubehandlet er dette en aldeles alvorlig tilstand, og fører ofte til dødsfald trods behandling.
Livsfarlige sygdomstilstande kan også optræde i andre organer - eksempelvis i form af vand i lungerne (lungeødem), nyresvigt, hjertesvigt og chok. Det kan være umuligt at redde personer med alvorlig, ondartet falciparummalaria - endda med en kvalitativ intensiv behandling. Derfor bør man søge lægehjælp øjeblikkeligt.
Malaria er blandt de mest udbredte infektionssygdomme i Verden. Det anslås, at der i 2015 opstod 214 millioner nye tilfælde af malaria på verdensplan, hvoraf cirka 438.000 resulterede i dødsfald. Siden 2000, er antallet af nye malariatilfælde blevet reduceret med 47 %, og antallet af dødsfald er mindsket med 60 %. Afrika bærer en stor del af byrden.
Malariasmitte er farligere i områder hvor Anopheles-myggens levetid er længere (da blodparasitterne har mere tid til at færdigudvikle sig i myggens blod), samt i områder hvor den foretrækker at stikke mennesker, snarere end andre dyr. Den længere levetid og stærke tilbøjelighed til at stikke mennesker hos de afrikanske Anopheles-arter er hovedårsagen til, at næsten 90 % af alle malariatilfælde på verdensplan forekommer i Afrika.
I 2015 var kontinentet hjemsted for 88 % af alle malariatilfælde, samt 90 % af dødsfaldene. Det er oftest børn under 5-årsalderen fra afrikanske lande syd for Saharaørkenen, der dør af Malaria. Omkring 80-100 nye malariatilfælde registreres årligt i Danmark, hvor cirka 80 % af de smittede er blandt rejsende personer, som vender tilbage fra ophold syd for Saharaørkenen i Afrika. 'Plasmodium falciparum'-parasitten er den mest udbredte malariaparasit på det afrikanske kontinent. I øvrige verdensdele er malariaparasitten kaldet 'Plasmodium vivax' den største trussel mod mennesker.
Malaria findes i dag i mindst 95 lande, og omkring 3,2 milliarder mennesker (ca. 40 % af verdens befolkning) er bosat i disse områder. Det anslås at 80 % af malariatilfældene forekommer i tropisk egne af Afrika, syd for Saharaørkenen. I 2015 var der 438.000 registrerede malaria-dødsfald på verdensplan. 90 % af dødstilfældene er i Afrika, og 70 % af dødstilfældene er blandt børn, som er under 5 år - hovedsageligt grundet malariainfektion i hjernen, eller blodmangel (anæmi).
Hyppigheden af smitte afhænger også af klimatiske forhold, som afgør en malariamygs livsbetingelser. Vigtige faktorer er mønstre for regnskyl, temperatur og fugtighed. Mange steder er smittefaren sæsonbestemt, hvor kulminationen er under, og lige efter, en regnfuld periode. Malariaepidemier kan forekomme når klimaet, og andre betingelser, pludselig begunstiger smitte i områder, hvor folk har lidt, eller ingen, immunitet overfor malaria. Epidemier kan også forekomme, når folk med lav immunitet flytter til områder, hvor der foregår megen smitte, for eksempel for at finde arbejde eller som flygtninge.
I de tidlige stadier minder malariasymptomerne ofte om mange andre betændelser, som er forårsaget af bakterier, virusser, og parasitter. Symptomerne varierer ikke mellem den godartede og ondartede malaria.
Malariainfektioner, hvor symptomerne ikke kan spores (kaldet subkliniske infektioner), er hyppige i egne hvor den naturlige immunitet er høj - eksempelvis syd for Sahara i Afrika i lande som Botswana, Sydafrika, Ghana, Etiopien, Zanzibar, Tanzania, Kenya & Uganda. I områder med lav immunitet, såsom I Asien (f.eks. Thailand, Filippinerne, Vietnam, Indien, Kina, Laos & Sri Lanka) og Stillehavsområdet, er tilfælde med åbenlyse symptomer dog mere forekommende. Man bør huske på at Australien har udryddet malariasmitten fuldkommen.
Blodparasitter vil blandt gravide kvinder altid påvirke fostrets og/eller moderens helbred. Dette er uanset om symptomerne på malaria optræder eller ej. Malariainfektioner, hvor symptomerne ikke kan spores (kaldet subkliniske infektioner), er hyppige i egne hvor den naturlige immunitet er høj - eksempelvis syd for Sahara i Afrika. I områder med lav immunitet, såsom I Asien (f.eks. Indien og Kina) og Stillehavsområdet, er tilfælde med åbenlyse symptomer dog mere forekommende. Blodparasitter vil blandt gravide kvinder altid påvirke fostrets og/eller moderens helbred.
Graviditet medfører følgevirkninger, som sænker moderens immunforsvar, hvorved fostret er særligt udsat. Plasmodium-parasitten fastgør sig til moderkagen i livmoderen. Således undgår parasitten at blive filtreret gennem milten, hvor den ellers ville være blevet udvasket af blodomløbet.
Parasitten forhindrer overførslen af livsnødvendige stoffer som ilt, vitaminer og aminosyrer. Tilstanden forårsager voldsom blodmangel (kaldet anæmi) hos moderen, som er livstruende for fostret. Dette resulterer oftest i dødfødsler, spontan abort el. en ualmindelig lav fødselsvægt.
I nogle tilfælde kan malaria føre til nedsat hjernefunktion, nedsat funktion i rygmarven, anfald, slagtilfælde eller bevidsthedstab. Der er andre tilstande, hvor symptomerne minder meget om malariasygdommens. Det er aldeles vigtigt, man konsulterer en læge for at få klargjort sine symptomer, hvis man mærker til ovennævnte. Dette er uanset om symptomerne på malaria optræder eller ej.
Malaria kan være dødbringende. I særdeleshed med typen, der er forårsaget af Plasmodium falciparum-parasitten, som er meget udbredt i den tropiske del af Afrika. Det anslås at 90 % af alle malaria-dødsfald forekommer i Afrika - typisk hos børn under 5-årsalderen. I de fleste tilfælde er malaria-dødsfald forbundet med én eller flere alvorlige komplikationer såsom:
Malaria kan begynde med feberlignende symptomer. I de tidlige stadier vil betændelsen fra den ondartede Plasmodium falciparum-parasit minde om infektionen fra de øvrige udbredte parasitter (Plasmodium vivax, -malariae og -ovale). Hvis man er delvis immun overfor malaria, vil man måske ikke opleve nogle symptomer - eller også vil de optræde mindre alvorlige i deres udtryk. Tiden fra den første smitte, til at symptomerne starter med at vise sig (kaldet inkubationstiden) varierer typisk fra:
9 - 14 dage for Plasmodium falciparum.
12 - 18 dage for Plasmodium vivax & Plasmodium ovale.
18 - 40 dage for Plasmodium malariae.
11 - 12 dage for Plasmodium knowlesi.
Symptomerne på smitten kan vise sig i en uge, og inkubationstiden ved 'Plasmodium vivax' og 'Plasmodium ovale' kan i nogle tilfælde strække sig over otte til ti måneder. Inkubationstiden vil måske være endnu længere, hvis man anvender medicin for at undgå en infektion, eller hvis man har opbygget nogen immunitet fra en tidligere malaria-infektion.
I områder som er præget af malaria, vil der måske være personer som har sygdommen, men ikke udviser synlige symptomer. Malariasymptomerne kan også variere efter ens generelle helbred, hvilken infektion man har, og om hvorvidt man har fået fjernet sin milt.
Ved 'Plasmodium vivax' og 'Plasmodium ovale'-infektioner, vil en person, som egentlig var kommet sig over sine malariasymptomer sommetider opleve en ny serie af tidligere symptomer. Et sådant tilbagefald kan forekomme efter måneder, og i nogle tilfælde år, uden udvisning af symptomer i mellemtiden.
Forklaringen findes i at blodparasitterne kan efterlade en smitsom substans i leveren, som pludselig kan blive genaktiveret. Der er mange behandlingsmuligheder i sådanne situationer, og disse bør igangsættes hvis man oplever tilbagevendende symptomer. Symptomerne vil sommetider kun optræde periodevist. Tiden, der vil gå mellem febersymptomerne, og udbruddet af de øvrige symptomer, varierer alt efter hvilken parasit man er inficeret med. Forekomsten af symptomer veksler mellem at optræde i følgende mønstre:
Hver 48. time når man er smittet af Plasmodium vivax og Plasmodium ovale.
Hver 72. time når man er smittet med Plasmodium malariae.
Det gentagne mønster for malariasymptomerne skyldes malariaparasitternes livsforløb. I takt med at parsitterne udvikler sig, formerer sig og bliver frigivet fra de røde blodlegemer samt levercellerne i menneskekroppen, vil symptomernes udtryk variere i overensstemmelse med intensiteten af den øjeblikkelige infektion. Denne forsvinden og tilbagevenden af symptomer er også et af de mest tydelige tegn på, man er blevet smittet med malaria. Plasmodium falciparum forårsager normalt ikke en vekslende feber.
Søg læge øjeblikkeligt hvis du har befundet dig i et område med malaria, har haft malariamyg omkring dig, eller hvis du har influenzalignende symptomer såsom feber, kuldegysninger, hovedpine og kvalme. Hvis din tilstand forbedres af sig selv, har du muligvis slet ikke behov for behandling. Hvis din tilstand derimod forværres, vil du i samråd med din læge beslutte, hvad den bedste fremgangsmåde er. Hvis du mistænker, at du har malaria, så tøv ikke med at kontakte en læge, da en hurtig behandling kan vise sig livreddende.
For personer, som i årevis har boet i lande hvor malaria er udbredt, og har opbygget nogen immunitet overfor sygdommen, kan en 'vent-og-se-tilgang' være udmærket for meget milde malariasymptomer. Influenzalignende symptomer kan også sagtens være grundet et væld af andre sygdomme eller tilstande. For de fleste rejsende , er det dog ikke passende at være alt for afventende. Kontakt en læge, hvis du har spørgsmål vedrørende dit helbred eller symptomer.
Sundhedsfagligt personale, der kan hjælpe dig til afklaring af symptomer:
Den største risiko for malariasmitte er hvis man bor ved, eller besøger tropiske områder, hvor sygdommen forekommer hyppigt. Der findes op imod 40 blodparasitter, som kan forårsage malaria, men typerne, som er skyld i de største komplikationer, og langt de fleste dødstilfælde, eksisterer navnlig i:
Der er også smittefare i visse latinamerikanske lande (Herunder lande som Bolivia, Colombia, Costa Rica, Cuba, Den Dominikanske Republik og Mexico) samt i Mellemøsten (fx Iran, Tyrkiet, Afghanistan og Azerbaijan) - omend i mindre grad. Herudover også periodevist i visse europæiske lande ved Middelhavet som Italien, Frankrig, Spanien og Grækenland.
Personer med forhøjet risiko for alvorlige følgevirkninger ved Malariasygdom inkluderer:
Fattigdom, manglende oplysning og lidt (eller slet ingen) adgang til sundhedsvæsenet påvirker også antallet af dødsfald ved malaria globalt.
Hyppigheden af smitte afhænger også af klimatiske forhold, som afgør en malariamygs livsbetingelser. Vigtige faktorer er mønstre for regnskyl, temperatur og fugtighed. Mange steder er smittefaren sæsonbestemt, hvor kulminationen er under, og lige efter, en regnfuld periode. Malariaepidemier kan forekomme når klimaet, og andre betingelser, pludselig begunstiger smitte i områder, hvor folk har lille, eller ingen, immunitet overfor malaria. Epidemier kan også forekomme når folk med lav immunitet flytter til områder, hvor der foregår megen smitte, for eksempel for at finde arbejde eller som flygtninge.
Nogle befolkningsgrupper har betydelig større risiko for at blive smittet med malariaparasitten end andre. Spædbørn, børn under 5 år, gravide kvinder og personer med HIV/AIDS har en forhøjet risiko - ligeledes med ikke-immune udvandrere og rejsende fra områder uden malaria.
Malariasymptomer skal identificeres hurtigst muligt for at behandle den smittede person i tide, og for at forhindre yderligere udbredelse af smitten, i områder med høj koncentration af malariamyg. Malaria bør betragtes som en helbredsmæssig nødsituation, og behandles derefter.
Forsinkelser i diagnose og behandling er blandt de største årsager til dødsfald ved malaria. Diagnosen kan stilles baseret på hvor en potentielt smittet person har rejst, symptomer og en fysisk undersøgelse. For at kunne stille en sikker diagnose, er det dog nødvendigt med en laboratorieundersøgelse, med henblik på at afgøre tilstedeværelsen af en malariaparasit.
Diagnosticeringer af malaria, kan være besværlige af foretage steder hvor sygdommen ikke længere er en epidemi (eksempelvis Skandinavien), da det sundhedsfaglige personale måske slet ikke vil være bekendt med sygdommens kendetegn. Læger eller sygeplejersker kan glemme at betragte malaria blandt mulige diagnoser, og dermed ikke anvende de fornødne diagnostiske tests.
I nogle malariaprægede områder er smitten så hyppig, at en stor gruppe af befolkningen bliver smittet uden at blive syge af blodparasitterne. Disse personer har udviklet akkurat nok immunitet til at beskytte sig fra sygdommen, men ikke nok til at undgå malariasmitten. I en sådan situation, vil et fund af blodparasitter hos en syg person ikke nødvendigvis betyde, at sygdommen er forårsaget af parasitterne.
Klinisk diagnose stilles på baggrund af symptomer og sygdomstegn, uden behov for laboratorieundersøgelser. De første symptomer på malaria er oftest feber, kuldegysninger, svedeture, hovedpine, muskelsmerter, kvalme og opkast. Disse er ikke kun kendetegnene for malaria, og ses også ved andre sygdomstilstande som influenza eller hyppige virus- og bakterieinfektioner.
Resultater fra en fysiske undersøgelse, er heller ikke kun kendetegnende for malaria (forhøjet kropstemperatur, svedeture og træthed). Ved ondartet malaria (plasmodiummalaria) er symptomerne mere påfaldende, og bør skabe forøget mistanke om malariasmitte. Disse kan være forvirring, koma, uregelmæssigheder i nervesystemet, udpræget blodtab (anæmi) og vejrtrækningsbesvær. Hvis muligt, bør resultater fra en klinisk undersøgelse for malaria altid bekræftes af en laboratorieundersøgelse.
Malariaparasitter kan identificeres via mikroskopisk undersøgelse. Testen foregår ved at en bloddråbe fra en eventuelt smittet person smøres ud på et objektglas under et mikroskop. Før undersøgelsen blandes den smurte bloddråbe med en substans, som vil farve og fremhæve et eventuelt smittet blodlegeme. Denne undersøgelsesmetode er klart den mest bekræftende, men afhænger meget af kvaliteten af mikroskopets komponenter samt laborantens færdigheder.
Antigen-prøver er en gruppe af kommercielt tilgængelige produkter, som kan give en hurtig diagnose af malaria. Diagnosen stilles mellem 2 - 15 minutter. Metoden er et alternativ for personer, som ikke er trænet i at udføre de traditionelle, mere sikre, laboratorieundersøgelser, eller situationer hvor, det ikke er muligt at stille en mikroskopisk diagnose (evt. grundet mangel på lægehjælp i nærområdet). Der er mere end 20 af disse tests på markedet.
Artemisinin er urteekstrakt fra planten Artemisisa annua (en kinesisk malurt). Artemisinin-medicinen indeholder ca. 300 gange mere af det virksomme stof, end selve planten gør. Behandlingsformer med Artemisinin-ekstraktet er i øjeblikket standardbehandling mod falciparum-malaria i hele den vestlige verden. Medicinen er berømt for dens utrolige effektivitet overfor malariaparasitten af slægten Plasmodium.
I de seneste år er der også blevet forsket bredt i lægemidlets kræftbehandlende virkning. Anvendelse af Artemisinin-tabletter har påvist en banebrydende effektivitet ved afbrydelse af udviklingen af menneskelige kræftceller. Artemisinin anses specielt som et spektakulært lægemiddel for dets evne til ikke at beskadige det øvrige væv i kroppen.
Artemisinin virker ved at udslette kræftceller, på samme måde som den dræber malariaparasitten. Fælles for blodparasitten og kræftceller er, at de isolerer sig i kroppen og opsamler jern. Det er karakteristisk for Artemisinin at være meget giftig overfor jernholdige kropsceller. Kun de frie jern-ioner i blodet bliver påvirket af Artemisinin, hvorimod jernet, som er bundet til de røde blodlegemer forbliver upåvirket.
Kræftceller kræver blod for at sprede sig, og optager derfor væsentligt større mængder af jern end normale kropsceller. Artemisinin indeholder to oxygen-atomer, som reagerer med jernet i kræftcellerne, hvorefter der dannes såkaldte 'frie radikaler', som afføder nogle processer, der dræber kræftcellerne.
Sikkerheden omkring anvendelse af Artemisinin imod malaria er veldokumenteret. Selv høje doser (70 mg om dagen), medfører blot risiko for få bivirkninger - dette gør anvendelse af medicinen, som selvbehandlingsform, ganske ukompliceret. Artemisinin indtages på tom mave, sammen med naturlige fedtsyrer, én gang dagligt, lige før sengetid (kræftcellers vækst er mest aktiv under søvn). Medicinen optages hurtigt, og når sin højeste koncentration i blodet efter 40 minutter.
Meflokin anvendes forebyggende i områder med Plasmodium-parasitter, der er modstandsdygtige (resistente) overfor klorokin. Det er i fasen hvor malariaparasitten angriber, og befinder sig i kroppens røde blodlegemer, at meflokin virker på parasitten. Medicinen er effektiv imod alle af de fire mest udbredte blodparasitter (Plasmodium falciparum, Plasmodium malariae, Plasmodium ovale og Plasmodium vivax). Meflokin kan også benyttes som behandlingsmiddel mod malaria, efter man har pådraget sig sygdommen, men da vil dosen være 4-5 gange højere.
Der er dokumenterede bivirkninger ved Meflokin-anvendelse, og der har i særdeleshed været fokus på psykiske og neurologiske bivirkninger: søvnbesvær, mareridt, depression, forvirring, svimmelhed, øresusen, og koordinationsproblemer.
Størstedelen af bivirkninger, som opstår ved anvendelse af Meflokin, optræder efter indtag af tre doser. Derfor er den almindelige anbefaling, at man starter med at anvende præparatet 2-3 uger inden afrejse (1 dosis ugentligt), for at vurdere om man kan tåle medicinen. Således vil det stadig være muligt at ændre sin behandling i god tid, hvis dette viser sig nødvendigt.
Meflokin bør ikke anvendes af børn, som vejer under 5 kg. Personer med en diagnosticeret psykisk lidelse, eller epilepsi, frarådes ligeledes at benytte Meflokin.
Et kontrolleret studie påviste en bivirkningsforekomst på 8,8 % for kvinder, og 2,6 % for mænd. Denne forskel kan forklares ved, at kvinder gennemsnitligt får højere koncentrationer af stoffet i blodet. Enhver som får udskrevet Meflokin er berettiget til af blive oplyst om de potentielle psykiske bivirkninger. Der advares i høj grad om bivirkningerne, da de i nogle tilfælde kan være meget langvarige, eller kroniske. Således anbefales det, at man øjeblikkeligt stopper med at bruge præparatet, hvis neurologiske eller psykiske bivirkninger begynder at opstå.
Doxycyklin er et receptpligtigt antibiotikum til forebyggelse og behandling af malaria. Medicinen kan også anvendes mod andre sygdomme som lungebetændelse, akne, klamydia, borreliose (følger af skovflåtbid), kolera og syfilis. Dagligt skal der tages én dosis fra dagen før du ankommer til et område med malaria, frem til 4 uger efter hjemkomst. Det er vigtigt at tabletterne, tages dagligt på det samme tidspunkt, med rigelige mængder væske. Voksne, som vejer over 45 kg., bør tage én tablet dagligt. Børn, som er over 12 år, skal tage 1,5 mg dagligt. Gravide må ikke anvende Doxycyclin.
Hvis disse bivirkninger er milde, vil de måske forsvinde indenfor få dage eller et par uger. Hvis de er mere alvorlige, eller ikke forsvinder, bør du kontakte en læge eller apoteker.
Den globale målsætning, for bekæmpelse af malaria, blev defineret i maj, 2015. Planen er er udformet af Verdenssundhedsorganisationen WHO (The World Health Organization). Strategien indeholder specifikke planer for kampen mod malaria, for alle lande med smittefare. Hensigten er at vejlede og støtte regionale og nationale tiltag for malariabekæmpelse. Strategien sætter ambitiøse, men opnåelige mål:
Denne målsætning var resultatet af to års omfattende forhandlinger mellem flere end 400 eksperter, fra 70 lande i Verdenssundhedsorganisationen. Målsætningen baserer sig på tre hovedpunkter:
Personer, som tidligere har fået diagnosticeret Malaria er permanent udelukket fra bloddonation.
Personer, som har rejst i malariaprægede områder, er ofte ikke klar over at de ikke gør sig egnede til bloddonation i minimum 6 måneder efter hjemkomst. Personer, opvokset i et ikke-malariaområde, der har rejst til et malariaområde, uanset opholdets varighed, har karantæne i 6 måneder efter hjemkomsten. Dette gælder også hvis man har fulgt de præventive råd, ned til mindste detalje, og ikke er blevet smittet med sygdommen.
Personer, som i løbet af de første 5 leveår har boet i alt 6 måneder i et malariaområde, må tidligst give blod 3 år efter sidste ophold i et malariaområde. En ferierejse er udløser for en ny 3-års karantæne.
Malariaparasittens kompleksitet gør udvikling af malariavaccine til en meget vanskelig opgave. Nylige fremskridt er gjort mod færdiggørelsen af vaccinemodellen kaldet 'RTS,S/AS01'. Der er i øjeblikket ingen kommercielt tilgængelige vaccine mod malaria, og derfor må turister affinde sig med at anskaffe sig forbyggelses- og behandlingsmedicinen inden afrejse. Flere end 20 forskellige vaccine-modeller bliver for tiden evalueret i kliniske prøver, eller er i fremtræden præ-klinisk udvikling, men ingen af disse er endnu tilgængelige på markedet.
Denne vaccine-kandidat er den mest udviklede vaccine mod den dødelige malariaparasit Plasmodium falciparum. En omfattende undersøgelse, som involverede vaccinationstests af 15.460 børn, fra syv forskellige lande, blev påbegyndt i maj 2009, og er nu afsluttet. Det var kun personer fra afrikanske lande, syd for Saharaørkenen, som indgik i den undersøgte gruppe af mennesker. Disse lande var Burkina Faso, Gabon, Ghana, Kenya, Malawi, Mozambique og Tanzania.
I prøven deltog to aldersgrupper:
Alle børn modtog tre indsprøjtninger i en måneds interval.
Efter bedømmelse af prøveresultatet har det europæiske medicinbureau (EMA) meddelt en udpræget positiv mening om balancen mellem risiko og fordele ved vaccinen. Bureauet har givet produktionsselskabet bag vaccinen tilladelse til at påbegynde næste fase af forskningsprojektet.
Hvis du planlægger at rejse til et land hvor malariasmitte er udbredt, skal du bruge medicin, der afholder dig fra at få sygdommen. Denne medicintype kaldes profylaktisk malariamedicin (forebyggende malariamedicin). Vær opmærksom på, at der ikke findes noget lægemiddel, som kan beskytte dig komplet mod malaria, og du bør derfor stadig tage andre forholdsregler, for at undgå smitten. Blandt disse forholdsregler findes forebyggende medicin. Hvilke lægemidler du bør anvende, er afhængig af hvor du rejser hen.
Det anbefales især at medbringe malariamedicin, såfremt rejsen går til en af følgende afrikanske lande syd for Sahara: Angola, Burundi, Kap Verde, Den Centralafrikanske Republik, Tchad, Comorerne, Djibouti, Ækvatorialguinea, Eritrea, Gabon, Gambia, Guinea-Bissau, Liberia, Mali, Mauretanien, Sao Tome og Principe, Seychellerne, Somalia, Sydsudan, Sudan eller Zimbabwe.
Anvendelse af profylaktisk (forebyggende) malariamedicin forudsætter, at du starter med at tage den få dage, eller en uge, før du indleder din rejse. Du skal blive ved med at tage medicinen under din rejse, og efter hjemkomst i cirka 1 - 4 uger, afhængig af hvilken medicin du anvender. Det er vigtigt, at du fortsætter med at tage medicinen efter hjemkomst, eftersom malariaparasitterne stadigvæk kan befinde sig i dit blod - hvis du stopper med at anvende medicinen for tidligt, forøges risikoen for, at blodparasitterne vil vokse i størrelse og mængde, hvilket kan føre til sygdom.
Malarone giver dig en effektiv beskyttelse mod smitte fra malariaparasitterne. Medicinen vil sikre dig mod enhver type infektion - inklusive i områder hvor Plasmodium-parasitter er blevet resistente overfor øvrige lægemidler. Man behøver ikke at indtage Malarone lige så længe som andre lægemidler mod malaria, og risikoen for alvorlige bivirkninger er også lav.
Atovaquon og proguanil hydrochlorid er de aktive ingredienser i denne medicin. Disse stoffer angriber blodparasitternes enzymer, som forhindrer parasitterne i at formere sig. Det vil altså sige, at det er umuligt for infektionen at sprede sig i hele kroppen. Herefter vil dit naturlige immunforsvar kunne stoppe virussen, og bekæmpe den så effektivt, at den helt kan udryddes. Mange oplever ingen bivirkninger ved anvendelse af Malarone, men nogle vil måske opleve hovedpine, kvalme og mavesmerter ved brug.
Malarone er ganske ufarligt at anvende for de fleste personer over 18 år - dog frarådes lægemidlet at blive anvendt af gravide og ammende, eller personer, som lider af en nyresygdom (fx kronisk nyresvigt).
Behandlingsforløbet starter to dage inden din rejse, og afsluttes mindst en uge efter hjemkomst. I denne periode anbefales det at tage én tablet dagligt. Det anbefales at tage hver Malarone-pille til din mad, eller at skylle den ned med et mejeriprodukt (mælk, yoghurt, kakao, skyr, koldskål og fløde). Malarone er utvivlsomt det mest effektive forebyggelses- og behandlingspræparat. Du bør konsultere din læge, hvis din rejse varer over 28 dage, da Malarone ikke er særligt egnet som langtidsbehandling.
Paludrine & Avloclor-tabletter giver dig en virksom og dobbeltvirkende beskyttelse mod blodparasitter. Lægemidlet anbefales specielt i lande, der betragtes som lavrisiko-områder, som blandt andet Grækenland, Tyrkiet, Iran, Kina, Tibet og visse dele af Indien. Paludrine & Avloclor-tabletter er i særdeleshed gode for personer med høj overfølsomhed overfor nogle lægemidler.
Grundet sin lave dosis, er præparatet mindre tilbøjeligt til at forårsage bivirkninger, sammenlignet med andre lægemidler mod malaria. Bivirkninger kan i nogle tilfælde inkludere hovedpine, urolig mave, diarré, mavekramper og opkast. I sjældne tilfælde, kan der forekomme mere alvorlige bivirkninger som kløende udslæt, dobbeltsyn og høj feber. Hvis disse bivirkninger viser sig, som følge af Palidrine & Avloclor-brug, anbefales det stærkt at søge læge.
Parasitten hæfter sig til de røde blodlegemer eftersom disse er attraktive, samt nødvendinge for at kunne opfylde parasittens iltbehov. Dette er grundet at de røde blodlegemer indeholder det iltbærende stof kaldet hæmoglobin. Det aktive stof i Paludrine & Avloclor - kaldet Klorokin - forårsager en nedbrydning af hæmoglobin, til henholdsvis hæmo- og globin.
Stoffet 'hæmo' er giftigt for parasitten, og derfor producerer den et stof som modvirker denne giftige påvirkning. Lægemidlet Paludrine & Avloclor forhindrer produktionen af dette parasit-beskyttende stof, hvorved parasitten ikke længere kan overleve. Således udryddes parasitten.
Klorokin er igennem årtier blevet anvendt som middel til malariabehandling, og var engang det mest anvendte præparat til forebyggelse og behandling af malaria. Det er til stadighed en effektiv medicin mod infektioner fra Plasmodium vivax, Plasmodium ovale og Plasmodium malariae-parasitterne. Plasmodium falciparum, som er den ondartede, og mest udbredte malariaparasit, har Klokorin dog ikke nogen garanteret virksom effekt mod, eftersom parasitten har udviklet en resistens mod lægemidlet i de fleste områder. Klokorin tages én gang ugentligt, fra en uge før afrejse op til 4-8 uger efter hjemkomst.
Tabletterne anses som sikre for de fleste personer over 18 år. Dog kan Paludrine & Avloclor være uhensigtsmæssig for nogle ældre personer, personer som lider af psoriasis samt personer med en lever- eller nyresygdom. Har du en neurologisk lidelse, eller en tarm- eller blodsygdom, anbefales du heller ikke dette lægemiddel. Hvis du er overfølsom for nogle af ingredienserne i Paludrine & Avlocor, eller tidligere har oplevet epileptiske anfald, frarådes du også at anvende dette medicin.
Du bør indlede behandlingen 7 dage inden afrejse, og blive ved med at anvende tabletterne til fire uger efter hjemkomst. Behandlingen består i at indtage 2 Avloclor-piller om ugen, og 2 Paludrine-piller dagligt, på samme tidspunkt i døgnet. Indtagelse af Paludrin skal helst være efter et måltid.
Immunitet hos mennesker er en anden væsentlig faktor - i særdeleshed blandt voksne i områder med moderate eller betydelige smittebetingelser. Delvis immunitet udvikles efter en årrækkes udsættelse for myggestik. Selvom at man aldrig opnår fuldkommen beskyttelse, nedsætter den delvise immunitet markant risikoen for, at en malariainfektion kan forårsage alvorlig sygdom. Af denne årsag er de fleste dødsfald grundet malaria i Afrika blandt småbørn. Alle aldersgrupper er dog udsatte for smitte i områder med mindre smitteforekomst samt lav immunitet blandt befolkningen.