Tyfus eller Paratyfus er en febertilstand, der forårsages af hhv. salmonellabakterierne kaldet Salmonella typhi og Salmonella paratyphi. Bakterierne finder typisk deres vej ind i kroppen ved indtagelse af føde eller vand, som er blevet inficeret af en person, der bærer sygdommen. Tyfusfeber er meget sjældent forekommende i den industrialiserede (/vestlige) verden, medens sygdommen udgør en stor sundhedsfare i den underudviklede del af verden, især for børn og unge.
Tyfus og paratyfus skyldes at man bliver smittet med de respektive bakterier, der typisk foregår ved at indtage mad eller drikke, der er forurenet med bakterien. I udviklede lande, hvor tyfus og paratyfus er sjældent forekommende, er de fleste tilfælde af sygdommene forårsaget af at man har drukket forurenet vand, eller har levet under dårlige hygiejneforhold. I underudviklede lande er smitten hyppigt grundet at folk spiser kød, der ikke er tilberedt tilstrækkeligt, eller grøntsager, der ikke er skyllet ordenligt.
Smittede personer kan forurene vandkilder i nærheden gennem afføringen, da en stor del af bakterierne udskilles af kroppen via afføringen. En forurening af drikkevandet kan dermed resultere i at fødevarerne ligeså bliver udsat for kontakt med bakterierne. Salmonellabakterierne kan overleve i op til flere uger i vand eller tørre kloaker og afløbsrør. Forurenet drikkevand er dermed den klart største årsag til sygdommene i de underudviklede lande.
Nogle personer bærer stadig sygdommen efter febertilstanden og symptomerne er aftaget, mens andre oplever vedvarende milde og udholdelige symptomer. Disse personer er langtidsbærere af bakterierne i deres mavetarmkanal eller galdeblære, ofte i op til flere år efter symptomerne er aftaget, selvom de ikke nødvendigvis føler sig ilde tilpas eller oplever gener, og dermed kan disse personer resultere i at omverdenen bliver smittet - uden de nødvendigvis er opmærksomme på det.
Antallet af tyfustilfælde i Danmark er faldet drastisk siden starten af 90'erne, hvor årligt blev rapportere flere hundrede tilfælde af smittede. I dag registreres der færre end 30 tilfælde årligt, hvoraf de fleste overførsler af sygdommen har fundet sted under rejser til andre verdensdele. Denne forbedring er for det meste grundet en øget oplysning omkring sygdommen og bedring af hygiejneforhold.
Tiden fra at man bliver smittet, til at de første tegn på sygdommen melder sig, er typisk i omegnen af 1-2 uger, mens den gennemsnitlige sygdomsvarighed er 3-4 uger. En stærk blodtilstrømning til brystet forekommer hos mange, samtidig med mavesmerter og generelt ubehag. Feberen bliver konstant efter et stykke tid. Forbedringer forekommer normalvis i den tredje og fjerde uge af sygdomsforløbet, hos de personer der ikke har oplevet komplikationer under feberen.
Den mest alvorlige konsekvens af tyfussygdommen er huller i tarmene og blødninger fra tarmsystemet. Disse komplikationer udvikler sig som regel først i den tredje uge efter sygdommen har indtruffet, og kun blandt omkring 5% af alle smittede. Blødninger fra tarmsystemer er ofte medfulgt af et pludseligt fald i blodtryk og en form for choktilstand, hvorefter der kan spores blod i afføringen.
Huller i tarmene fører til at tarmenes indhold lækker ud i bughulen, hvorved et væld af symptomer giver sig kende (såsom mavesmerter, svimmelhed, opkast og infektioner i blodet). Denne livstruende tilstand kræver en akut behandling af en læge omgående.
Man bør kontakte lægen hvis man netop er vendt hjem fra en udenlandsrejse, og har udviklet symptomer der relaterer sig til tyfus. Hvis symptomerne er svære, bør man opsøge akut hjælp eller kontakte lægevagten øjeblikkeligt.
Indien, Egypten og Pakistan er typiske lande, der er kategoriseret som værende højrisiko-lande, hvor sandsynligheden for at man bliver smittet er høj. Generelt er sygdommen højere fremkommende i verdensdele som Sydøstasien, Afrika og Sydamerika. På verdensplan er børn mest udsatte for at blive smittet med tyfus, selvom deres symptomer er mildere end voksnes. Hvis man bor i et land, hvor tyfus er en sjælden sygdom, er man i høj fare for at pådrage sig sygdommen såfremt:
Din læge vil med stor sandsynlighed stille dig en række spørgsmål. Hvis du er forberedt på at besvare disse spørgsmål, kan du spare en del tid, og derved fokusere mere på at tale om de sager, som du selv har på hjerte. Lægen vil spørge:
Lægen vil indregne disse faktorer meget, sammenholdt med symptomerne, såfremt en diagnose for tyfus skal stilles. Dog er disse oplysninger ikke nok i sig selv, eftersom det kræver en bekræftelse af salmonellabakterier i afføringen eller urinen for endegyldigt at fastslå tyfus som årsagen til symptomerne.
En lille mængde af blodet, afføringen, urinen eller knoglemarven stilles i forbindelse med en stof, der gøder tyfusbakterier og afhjælper deres vækst. Efter 48-72 timer undersøges prøven under et mikroskop, hvor man navnlig kigger efter tilstedeværelsen af tyfusbakterier. En knoglemarvsprøve er oftest den mest effektive prøve med henblik på at spotte tyfusbakterier i kroppen.
Trods sådan en kulturtest er grundlaget for at kunne stille diagnosen, er der også nogle tilfælde, hvor øvrige tests må gennemføres, for at kunne fastslå tyfusinfektionen. En sådan test kan eksempelvis være, at man undersøger blodet for antistoffer til tyfusbakterier, eller en test der undersøger blodstrømmen for tyfus-DNA.
Tyfusfeber behandles med antibiotika, der dræber salmonellabakterierne. Inden man begyndte at anvende antibiotika til at behandle sygdommen, døde omtrent 20% af alle smittede. Dødsfaldene var typisk affødt af kraftige infektioner, lungebetændelse, blødninger fra mavetarmkanalen eller huller på tarmene. Med omhyggelige antibiotikabehandlinger og supplerende behandling er dødsraten for sygdommen nu faldet til blot 1-2%.
De fleste der behandles med en antibiotika-kur vil få det bedre i løbet af et par dage, trods en lille procentdel af disse kan risikere at dø grundet sygdommens radikale følgevirkninger. Med den rette antibiotikabehandling vil man ofte se forbedringer inden for 1-2 dage efter, samtidig med at en fuld helberedelse kan forventes inden for 10 dages tid. Med omgående behandling vil stort set alle i industrialiserede lande komme sig over tyfusfeber. Uden den rette behandling vil nogle ikke overleve infektioner med salmonellabakterier.
Adskillige former for antibiotikum har vist sig effektive i behandlingen af tyfusfeber. Kloramfenikol har i mange år været midlet, der anvendes i første omgang. Dog er man begyndt at bevæge sig væk fra dette antibiotikum over de senere år, fordi stoffet i sjældne tilfælde medfører alvorlige bivirkninger. Man bruger derfor nu mere effektive former for antibiotikum, der afhænger af hvilken geografik region tyfussmitten blev pådraget i. Det er eksempelvis tilfælde at visse tyfus-bakterier fra Sydamerika har vist sig immune over for visse typer antibiotika. Såfremt sygdommen vender tilbage, bruger man igen antibiotika som behandlingsmetode.
Personer der bliver kronisk syge med tyfus (ca. 3-5% af de smittede), kan kureres med en langtidsbehandling med antibiotika. Ofte vil en kirurgisk fjernelse af galdeblæren, der er årsagen til den kroniske lidelse, være løsningen på problemet.
I de fleste underudviklede lande tilsigter det offentlige at forebygge og kontrollere tyfusbakterierne, men det kan være svært at sørge for rent drikkevand, forbedrede hygiejneforhold og tilstrækkeligt sundhedspleje. Derfor mener eksperter at den bedste måde at forebygge sygdommen er ved at vaccinere personer, der lever i høj-risiko områder.
Der findes en del vacciner mod tyfusfeber, trods disse er beskedne mht. effektivitet. Typisk vil en vaccination kun påkræves af de personer, der enten er blevet udsat for sygdommen, eller har planer om at rejse til lande hvor tyfussygdommen er meget udbredt (eksempelvis Asien og Afrika). Det anbefales at man vaccineres hvis man har tænkt sig at rejse til områder, hvor risikoen for at blive smittet med tyfus er stor.
Der findes to typer for vaccinationer.
Ingen er vaccinerne er 100% effektive, og begge kræver at man gentager vaccineringen, eftersom effektiviteten af en vaccine gradvist falder med tiden. Eftersom vaccinerne ikke kan levere en fuldkommen tryghed, bør man altid følge disse råd, når man rejser i højrisiko-zoner:
Hvis man er i gang med at blive helbredt for en tyfusinfektion, kan man gøre sig nogle forbehold med henblik på at undgå sygdommen i at sprede sig: